Læsetid: 3 min.

Usikker sikkerhed

12. juni 2002

VESTLIGE liberale demokratier stander i et dilemma. Det er en fundamental ret at blive fri for at blive smadret i stumper og stykker af en terrorist, og man har lov til at forlange af sin statsmagt, at den gør, hvad den kan for at forhindre den slags. Men man har også andre rettigheder – retten til at forsamles, at sige sin mening og til kun at blive straffet, hvis man har begået noget ulovligt for eksempel.
De to hensyn er kommet gevaldigt op at toppes i løbet af krigen mod den internationale terrorisme. Og i visse tilfælde har kampen mod terror givet bagslag.
I Storbritannien har New Labour regeringen ophævet dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så den kunne indføre internering – tilbageholdelse på ubestemt tid – af udenlandske terrormistænkte. Indenrigsministeriet oplyser, at der p.t. er ni tilbageholdte under denne bestemmelse.
USA har indført militære tribunaler og tilbageholder Al-Qaeda-mistænkte fra Afghanistankrigen i en lejr på Cuba som ’fjende-kombattanter’ uden en række af de internationale rettigheder, der sædvanligvis tilkommer krigsfanger.
Sveriges nye terrorlovgivning gik i den grad ud over retssikkerheden, at den skal laves om allerede til næste år, så den mistænkte og dennes advokat får bedre muligheder for at bygge et forsvar op.
For nu blot at nævne et par eksempler. Andre eksempler kan findes i f.eks. den seneste årsrapport fra Amnesty International, som opremser en lang række tiltag, der angiveligt er taget for at hjælpe kampen mod terrorismen, men som er endt med at terrorisere de pågældende regimers egen befolkning.

PÅ et mindre blodigt plan har der i europæisk sammenhæng været ganske megen fokus på beskyttelsen af privatlivets fred i form af databeskyttelse. Normalt rager det ikke nogen, hvem man ringer eller e-mailer til, og hvilke internetsider man kigger på. Og der skal særdeles vægtige grunde til at bryde det princip – en ægte og rimeligt begrundet mistanke om kriminalitet og en efterfølgende dommerkendelse for eksempel.
Også her er det briterne, der byder sig til som brydere af dette retsprincip. Som beskrevet i dagens avis skal en lang række instanser såsom transportministeriet og postvæsenet nu have adgang til oplysninger om briternes teletrafik uden dommerkendelse. Det har i dag kun politiet, efterretningstjenesterne og skattevæsenet.
Information beskrev i går tanker i Europol-regi om øget adgang til borgernes telekommunikation. Der findes ikke noget egentligt forslag, men Europol er i gang med at klarlægge lovgrundlaget i medlemslandene. EU har netop færdiggjort arbejdet med et telekommunikationsdirektiv, der gør det muligt for medlemslandene at tvinge teleselskaber til at opsamle, registrere og opbevare sådanne oplysninger i et bestemt tidsrum. Og Interpols nyligt overståede Europamøde i Estland konstaterede i slutdokumentet bl.a., at »databeskyttelsesregler, som skal beskytte privatlivet, udgør en hård forhindring for politiets effektivitet.«
Men Interpol-papiret sagde også, at hvis den slags forhindringer skal fjernes via ændret lov og praksis, ja så »kræver det bredere politisk og folkelig støtte.«
Det kan man roligt sige. Problemet med at skabe denne bredere politiske og folkelige støtte er, at det er svært at finde rigtigt gode argumenter.
For brede statslige magtbeføjelser skaber ikke nødvendigvis større sikkerhed. For det første kan de undgås – hvem kan se, hvem en mobiltelefon med forudbetalt kort ringer til? For det andet kan de virke modsat – nemlig ved at gøre den brede befolkning usikker i forhold til dens egne myndigheder. For det tredje giver de ikke nogen garanti for effektivitet, for slet ikke at tale om et fornuftigt forhold mellem investering og resultat.

Det er ikke nok at sidde og glo på række efter række af tante Annas beskeder til sin nabo eller lister over, hvilke aviser onkel Jørgen nu har besøgt på internettet. Der ville være mere raison i det, hvis det var særligt mistænkte, som tele-opmærksomheden rettede sig imod. Og det er slet ikke til at komme uden om almindeligt, opsnusende politi- og agentarbejde i bekæmpelsen af terror.
José Padilla – nu Abdullah al-Muhajir – amerikaneren, som mistænkes for at ville eksplodere en radioaktiv bombe i USA, blev f.eks. anholdt efter helt gammeldags afhøring af en anden mistænkt.
Som Sverige synes at have opdaget, så kan terrorbekæmpelsens bestanddele gå for meget ud over retssikkerheden.
Målrettet efterforskning og anstændig retsførelse må – fortsat – være hovedbestanddelen i bekæmpelse af kriminalitet, herunder terrorisme. Ellers risikerer sikringen af frihed og fred at gå ud over begge.

beb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu