Læsetid: 3 min.

Efter uskylden

27. september 2001

Det bliver ikke en civilisationskrig, som Harvard-professoren Samuel Huntington advarede mod i 1993. For Osama bin Laden eller hvem der står bag det nihilistiske terrorattentat Den Sorte Tirsdag repræsenterer ingen civilisation, ingen humanitet, ingen legitimitet. Det var allerhøjest en tilbagevenden til den dyriske naturtilstand som statsfilosoffen Thomas Hobbes i barokken beskrev som alles kamp mod alle. Hvorefter han skrev Leviathan og krævede, at den stærke stat måtte skabe orden i det blodige kaos.
Vi skal ikke føre religionskrig. For hverken Allah eller den kristne Gud kan velsigne kamikazemord på uskyldige civile – uanset hvor de efterlader deres blodige spor. Og de vestlige ledere fastholder, at der ikke er tale om en krig mod islam, men en kamp imod terrorismen. Selv USA’s forsvarshøg, Donald Rumsfield, har droppet kodeordene ’Uendelig Retfærdighed’, fordi det støder muslimer. Klogt. I uendeligheden kan kun Gud (eller Allah) dømme, hvad der er retfærdigt. Den slags tilkommer ikke vi mennesker, der lever i endeligheden. Vi må som mennesker skønne mellem godt og forkert, mellem lovligt og ulovligt, indenfor de moralske, politiske og juridiske institutioner, hvis retfærd altid er til diskussion. Det er bedst for den demokratiske tradition, som vi i Vesten ved, det er værd at kæmpe for – og forbedre.
Vi står heller ikke overfor en krig mellem rige og fattige, eller mellem globalister og lokalister. For de værste terrorister er ofte veluddannede og velstillede fanatiske personligheder, der – selv om de udnytter fattige desperate mænd som selvmordssoldater – aktivt bruger globaliseringen, Internettet og den nyeste teknologi. Og er lige så mobile, som den vestlige elite, de hader.
Ja, vi i det rige Vesten bør – som mange intellektu-elle har sagt – gøre alt, hvad der står i vores magt for at give verdens udstødte muligheder for at skabe sig en mere værdig fremtid. Selv om det er naivt at tro, at global omfordeling pr. automatik skaber fred og stabilitet, så kan det frarøve fanatikerne den spinkle legimitetsfølelse, som de klamrer sig til.
Måske er den største opgave, vi står overfor, slet
ikke at bekæmpe terroristernes kriminelle netværker. Selv om det er vigtigt. Det vanskeligste er at finde ud af, hvad det er for en verdensorden, vi ønsker at leve i bagefter. Politisk kan vi håbe på en mere demokratisk orden med stærkere globale institutioner og en domstol, der kan straffe ansvarlige for krigsforbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne. Men faren er, at beskidt krig og tilfældige likvideringer, der er betalt via hemmelige fonde, destruerer de spæde skridt til en mere retfærdig verdensorden.

ØKONOMISK kan vi se konturerne af, hvad der venter os. Som da præsident Johnson under Vietnam-krigen lancerede sine Great Society-reformer, og socialdemokrater i Vesteuropa (i angst for kommunismens trussel) byggede stærke velfærds-stater, så er tabet af uskylden den 11. september og den nye angst for terrorismen, ved at åbne en ny æra med offentlig intervention. Det er ikke staten, men laissez-faire-globalismen, der kastes på historiens mødding. Den ekstremistiske liberalisme – den libertære – fungerer ikke.
Globalisering og færre mure gav millioner i Syd hurtige velstandsløft, men markedets skjulte hænder bygger ikke broer til de udstødte. Eliten er ved at indse, at globalisering uden styring ikke duer. Monetarismen og den stramme inflationskamp kastes over bord af centralbanker, der vil forhindre den værste recession i 50 år. I Vesten spændes et statsligt net ud under pensionsfonde, luftfarts- og forsikringsselskaber i frit fald. Gamle Keynes er tilbage fra kulden, selv om det ikke er et ubetinget fremskridt.
Nygamle erkendelser trænger sig på. Den privatiserede og lavtlønnede luftfartskontrol i USA giver ikke samme sikkerhed som statsmagten. Nogle gange er privatisering og udlicitering en fordel, andre gange skaber den større risici.
Borgere kræver mere sikkerhed fra staten imod vold, kriminelle og potentielle terrortrusler. Mere grænsekontrol, politi, videoovervågning og digitale øjeregistre følger efter angstfølelsen. Mere kontrol øger mistænksomheden, men kan mindske produktiviteten i den kapitalistiske økonomi.

DEN hypermobilitet, som prægede turbovæksten i 90’erne, indskrænkes. Eller også skaber den en anden kapitalisme. De rige vil investere i flere private jetfly eller rejse mindre. De fattige vil møde flere grænsemure, mens terrorister, mafiabander, pengehvidvaskere og skatteøer går hårdere tider i møde. Måske ruller det ikke globaliseringen tilbage, men gør den anderledes, mere kulturel, mental og virtuel. Selv om der er udsigt til mindre fysisk kontakt og færre fysiske transaktioner, så kan globale netværker spindes via videomøder og grænseløs kommunikation i de transnationale selskaber, i Verdensbanken, i WTO og i de nye globale aktivistmiljøer.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her