Læsetid: 3 min.

Ussel tilpasning

9. december 2002

FORTIDENS USLE tilpasningspolitik. De hånord har statsminister Anders Fogh Rasmussen sat på den udenrigskurs, der blev fulgt af hjemlige regeringer i størstedelen af det 20. århundrede, »hvor Danmark holdt lav profil, og hvor vi med alle midler søgte at smyge os uden om konfrontationer og begivenheder, der kunne give problemer«. Sådan lød Foghs afstandtagen fra forgængerne i et indlæg i dagbladet Politiken for fem uger siden.
Indlægget var en ægte gang spindoktori, for det var skrevet for at bortskrue opmærksomheden fra, at
Foghs regering få dage inden havde udvist noget, der stærkt mindede om forskrækket eftergivenhed. Nemlig da dens sikkerhedsudvalg godkendte, at politiet efter russisk krav arresterede tjetjeneren Akhmed Sakajev. Nu drejede Fogh det til en kæk og modig handling udført af en aktivistisk regering.
Da avisen udfrittede Fogh i et interview, forblev han kry og gjorde det til en »hovedhjørnesten« i sin regerings program »at kæmpe for, at den internationale politik følger en klar international retsorden. Ellers bliver det bare den stores ret på den lilles bekostning.«
Han føjede på:
»Derudover er vi interesseret i, at menneskerettigheder er universelle, hvor magthaverne ikke bare kan skjule sig bag grænserne og sige: Menneskerettigheder er et indre anliggende.«
Hep Fogh. Gå på dem!

MENØEEEHHH. Gassen gik af statsministeren nogle få sætninger senere. Da blev han spurgt, om hans kampiver indebar, at han ville kritisere USA for at holde en dansk statsborger som fange på Cuba, mistænkt for terror, men uden formelle anklager eller rettergang.
Fogh knyttede sylten efter at have gryntet:
»Jeg er ikke orienteret om, at der skulle ske krænkelser af menneskerettighederne i forbindelse med tilbageholdelsen af den fange.«
Jamen statsminister dog! Tænk, at du har så mange embedsmænd og alligevel er så lidt orienteret. Men nu har du chancen for den orientering, du savner. Læs side 5 i dagens Information. Der er historien i al sin menneskeretskrænkende gru.
Der er harsk ironi i, at det første projekt, USA og Cuba har kunnet finde sammen om, siden Fidel Castro i 1959 tog magten på øen, er at drive en koncentrationslejr. Anderledes er det vanskeligt at betegne menneskeburene på Guantánamo-basen.
Flådebasens areal tiltog USA sig som en af belønningerne for i 1898 at have tævet Spanien ud af dets sidste kolonibesiddelser i Caraibien og Stillehavet. Dets charme som deponeringssted for 600 mennesker fra 43 nationer er, at det er et juridisk tomrum. Og et sådant mener Bush-regeringen at have brug for.

SELV OM USA udøver suverænitet over området, har en amerikansk domstol denne sommer fulgt forbundsregeringens påstand om, at amerikansk ret ikke gælder for basen, og at amerikanske domstole følgelig ingen beføjelser har. Som det fremgår af artiklen inde i avisen, har menneskeretsadvokater nu indbragt afgørelsen for en appeldomstol, men der er ringe udsigt til, at de får medhold.
Dermed er de 600 fortsat overladt til den amerikanske regerings forgodtbefindende. Den har – uden at der i folkeretten er noget belæg herfor – givet dem status af »ulovlige kombattanter«. Stilling af »krigsfanger« vil den ikke give dem, for det indebærer beskyttelse og rettigheder. Tilsvarende indebærer det efter tillægsprotokollen til den fjerde Génève-konvention beskyttelse og rettigheder at være tilbageholdt uden at have status af krigsfange: Man har krav på advokatbistand og at blive sigtet og stillet for en domstol hurtigst muligt – og ellers løsladt.
Ét krav kan USA i al sin lovløshed ikke fratage fangerne: Nemlig deres krav på at blive beskyttet af deres egne regeringer. Det er et af goderne knyttet til et statsborgerskab, at ens regering skal beskytte én mod overgreb fra fremmede magter.
I sin undsigelse af Danmarks tilpasningsp0litik udmalede Fogh, hvorledes landet har ligget på maven først for Tyskland, siden for Sovjet. Hans svigt af den indeburede dansker vidner om, at en ny magt kuer.
Og er en del af forklaringen på passiviteten, at den danske statsborger – som det forlyder – har oprindelse i et andet land, så er svigtet ikke bare ussel udenrigspolitik. Så er det også ussel indenrigspolitik.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her