Læsetid: 3 min.

Usselt

12. august 2003

EN FILUR er han, ham statsministeren. Når Anders Fogh Rasmussen er i klemme, spinner han situationen til, at han er et nybrud i dansk tradition: Modig, hvor andre har været kujoner.
Sidste efterår scorede Fogh overskrifter på at kræve et opgør med »fortidens usle tilpasningspolitik«. De hånord var møntet på tidligere danske regeringer og deres ængstelse for at lægge sig ud med stormagter. Bebudelsen af Foghs egen uforfærdethed kom pudsigt nok få dage efter, at hans regering havde udvist noget, der stærkt mindede om forskrækket eftergivenhed. Nemlig da dens sikkerhedsudvalg – indbefattet statsministeren – godkendte, at dansk politi efter krav fra Rusland arresterede tjetjeneren Akhmed Sakajev, der deltog i Tjetjenien-fredskonference i København.
Nu, hvor Fogh døjer med sine begrundelser for Danmarks deltagelse i krigen mod Irak, har han genstartet sit opgør med fortidens danske usselhed. Han luftede sit heltemod på udlandsdanskernes Kronborg-konference søndag, og lørdag tog han samme tur på Venstres sommertræf i Fredericia.

FOGH FNØS MOD den radikale forsvars- og senere udenrigsminister P. Munch, der for 100 år siden gjorde det til en dyd for dansk diplomati at arbejde ubemærket.
Som gengivet i gårsdagens avis buldrede Fogh ved Fredericias forsvarsværker: »Vi skal gøre op med den usle tilpasningspolitik. Fra 1864 til 1945 lå vi under for Tyskland. 1945-1988 var det Sovjet, vi lå under for.«
Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft, betegnede Foghs historiegengivelse som »stærkt tendentiøs«. Det er pænt sagt, for den er en grov propagandistisk forvrængning.
Helt ærligt, Fogh: Hvad er det, du har gang i? Lad os tage det fra en ende af:
I 1864 led Danmark et rædselsfuldt militært nederlag til Prøjsen og Østrig. Det kostede os hertugdømmerne Slesvig-Holsten, en tredjedel af riget. Mange frygtede, at Danmark var ved at forsvinde som selvstændig nation. Totalt sårbar blev den danske stilling, da Prøjsen i 1866 bankede Østrig og i 1870-71 løb Frankrig over ende – og samlede alle tyske stater under sin ledelse.
Under Første Verdenskrig viste det sig, at det samlede Tyskland – bistået af Østrig-Ungarn – havde militær styrke til at sejre over Rusland og til at udmarve Storbritannien og Frankrig, der kun kunne vakle til sejren med hjælp fra USA.
Hvorledes, Anders Fogh, skulle Danmark have ført »offensiv udenrigspolitik« (som du fablede om i Fredericia) mod dette Tyskland?
Din egen partifælle, Venstre-statsministeren J.C. Christensen gjorde det modsatte. Han sendte i 1906 hemmeligt sin forsvarschef Lütken til Berlin for at tilbyde en tyskvenlig dansk neutralitet, hvis det kom til krig i Europa. Det var Venstres politik. Hvad siger du, Fogh?

DA HITLER i 1933 kom til magten, var den gal igen. Danmark var så udsat som før, og heller ikke denne gang tilbød andre stormagter sig som beskyttere. Statsminister Stauning forsøgte at få et britisk løfte om hjælp, men blev afvist. Hvad ville du have gjort, Fogh? Dit eget parti udviste ikke noget heltemod dengang. Faktisk var der mange Venstre-folk, der syntes Danmark kunne lære noget af Hitler og Mussolini. Og da den tyske besættelse kom, gik Venstre fuldtonet ind i samarbejdspolitikken og sørgede for, at den kom til at skæppe i landbrugets kasser. Det var De Konservative – ikke Venstre – der stod modstandskampen nær.

OG SOVJET, Fogh, hvordan var det nu med det? Det var Socialdemokraterne, der fik Danmark ind i NATO; det var dem, der bekæmpede kommunisterne på arbejdspladserne. Venstre havde stats- eller udenrigsministerposterne 1945-47, 1950-53, 1968-71, 1978-79 og 1982-93. Var de år præget af mere dansk kækhed over for Moskva? Du roser Uffe Ellemann for som udenrigsminister at have skyndt sig at anerkende de baltiske landes selvstændighed. Og æres den, der æres bør. Men den handlekraft kom så sent som i 1991, hvor gassen unægteligt var gået af Sovjet-truslen.
Du har jamret dig, Anders Fogh, over »fodnotepolitikken« fra 1982-88, hvor et flertal i Folketinget vedtog dagsordener, der ikke var NATO og USA velbehagelige. Der blev vedtaget 28 forsvarsdagsordener. De seks stemte du og de andre borgerlige selv for, Fogh. De 14 tog du så roligt, at du undlod at stemme. Og for de øvrige var du ind til 1988 med til, at den borgerlige regering lod som ingenting og blev siddende. Var det særligt heltemodigt?
Historikere har sammenfattet Danmarks politik over for Tyskland og Sovjet på den måde, at vi undgik risikoen ved at udfordre den stærkeste militære magt i vort område.
Hvem er nu den stærkeste militære magt? USA, selvsagt. Og hvilken politik er det, Anders Fogh, du følger over for USA? Kunne man kalde det tilpasning? Ussel? Nej, det sidste ord kunne kun du, Fogh, finde på at bruge.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her