Læsetid: 3 min.

Den ustandselige uenighed

Om samarbejde og modstand - en pamflet om dilemmaet
17. juni 2006

Med udgangspunkt i høringen om besættelsestidspolitikken 1940-45, en vel besøgt høring der foregik i Kunstindustrimuseet den 31. maj 2005, har Gyldendals debatbogsserie nu udsendt en redigeret udgave af dagens indlæg. Niels Barfoed, der også var ordstyrer har redigeret bidragene, hvis hovedstol udgøres af Jørn Bro, Bo Lidegaard og Herbert Pundik. Andre deltager også, således Ole Lange, Svend Ove Gade og Preben Wilhjelm, den sidste med et særligt vægtigt indlæg. Dertil har Per Stig Møller, Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft skrevet hvert sit efterord uden direkte forbindelse til høringen.

Baggrunden for denne fornyede debat om samarbejde versus modstand, er naturligvis den nuværende statsministers stærkt fordømmende udtalelse om samarbejdspolitikken under den tyske besættelse af Danmark, en politik, som Fogh Rasmussen uden mange nuancer. om overhovedet nogen, direkte kaldte ussel. Med tilbagevirkende kraft efterlyste Fogh Rasmussen mod og bedrifter, vel at mærke som formand for det parti, der mere end noget andet dengang forlangte mere samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt - for landbrugsindtjeningens skyld - et parti hvis medlemmer for manges vedkommende ( i LS) havde flirtet med nazismen i 1930'erne, og som i 1940 som pris for at dele ansvar skamløst benyttede lejligheden til at rulle en række af mellemkrigstidens store sociale landvindinger tilbage. Rent bortset fra det, måtte det næsten sige sig selv, også for den historisk ukyndige, at samarbejdspolitikken også måtte være noget andet end ussel.

Diskussion siden 1945

Diskussionen, som statsministeren for resten ikke startede, men som har været i sving siden 1945 også på et højt kvalificeret grundlag, kunne måske koges ned til den enkle formel: at uden samarbejdspolitikken havde der ikke været nogen modstandskamp og uden modstandskamp havde Danmarks situation efter maj 1945 set dyster ud.

Herbert Pundik gør opmærksom på at uden samarbejdspolitikken var jøderne blevet deporteret alle som en og formentlig - som de norske jøder - gået til i udryddelseslejrene. Her over for står med flere nuancer end Fogh Rasmussens primitive moraliseren, der også med mellemrum harpes frem af Søren Krarup, et mellemstandpunkt, der ofte må være historikernes, men også i denne sammenhæng markedsføres af Per Stig Møller. Mellemstandpunktet hævder beklagelsen over at der ikke var tale om samarbejde uden tilpasning. Eller ikke så meget tilpasning, som Scavenius leverede. Med lidt brug af Kaj Munk er man så dækket ind. Jo, jah...

Foragten for Foghs plat

Af den inciterende diskussion i Kunstindustrimuseet fremstår et væsentligt synspunkt, som blandt andet er Preben Wilhjelms: at man må skelne mellem, hvem folk nu engang var i 1940: Ansvarlige midaldrende politikere eller 20-25-årige potentielle modstandspersoner. Det synspunkt har noget for sig og understreger atter komplicertheden i situationen. På hvis vegne handlede man, hvor langt kunne man gå uden at sætte sit medfolks sikkerhed over styr? Det er som sagt nemt at være tapper med tilbagevirkende kraft, også nemt hvis man er det på andres vegne. Sammen med Mogens Lykketoft kan man kun føle noget nær foragt for en nutidig statsminister, der fører sig frem og skærer igennem en så kompleks helhed, der udgjordes af 9. april og tillader sig at fremhæve sin egen regering som det modsatte af samarbejdspolitikere takket være krigen i Irak.

Foragten for Foghs plat mærker man mere eller mindre udtalt fra flere af de kompetente diskussionsdeltageres side.

Analyse savnes

Hvad man savner i debatten her er - som mange gange før - en nøjere analyse af samarbejdspolitikkens sammenbrud, som i realiteten ikke var et ægte sammenbrud. En af myterne er jo, at folket rejste sig i 1943, og tvang politikerne bort fra den skændige kurs: Gå til modstand alle mand! Det er rigtigere at påstå samarbejdspolitikkens fortsættelse, men med andre midler. Nok blev det hele mere blodigt og slemt nok, men departementscheferne fortsatte også i den politiløse tid, og i kulissen stod politikerne parate med råd og en del dåd. Det skete alt sammen og allerede fra første færd med henblik på tiden efter, som især fremhæves af den glimrende Bo Lidegaard, der nok noget dristigt præsenterer sig som talende på historikernes vegne. Men dette med kommunisterne var et afgørende trusselsbillede for de samarbejdende politikere: kommunisternes mulige indflydelse efter et tysk sammenbrud. Først rædslen for nazisterne, siden angsten for Stalin er parametre for samarbejdsmotiverne.

Det er en god lille bog at blive klog af. Og klog på en statsministers ubegribelige underlødighed i debatten.

Niels Barfoed. red. Samarbejde. Modstand. Et stadigt dilemma. 96 s. 128 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-05152-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu