Læsetid: 5 min.

Et ustyrligt ikon blæste på forventningerne

Den 79-årige Chuck Berry skiftevis henrykkede og frustrerede ved en timelang koncert, hvor the blues blev taget rigtig seriøst, mens de rockklassikere, hans renomme bygger på, fik en noget mere lemfældig behandling
29. januar 2007

Vi tog af sted for at høre det ikon, der har skrevet nogen af rockmusikkens mest mundrette og slidstærke sange, give et bredt udvalg af samme. I stedet fik vi en time i the blues, med rigelig plads til at koryfæets middelmådigt talentfulde datter og søn kunne udfolde sig. Sådan kan det gå. Og sådan gik det. Når man er 79, har haft et hav af hits, er blevet hædret i hoved og røv samt i processen har påvirket folk som Beatles, Stones, Dylan og Hendrix, kan man vel gøre lige hvad fanden, der passer én. Og det gjorde Chuck Berry så ved hvad der sandsynligvis bliver hans sidste Danmarkskoncert, thi til oktober bliver han 80!

Det er svært at komme i tanke om ret mange nulevende personer, der har spillet helt så stor en rolle i konstruktionen af det bæst, vi ynder at kalde rock'n'roll, som denne Chuck Berry. Han er én af de oprindelige arkitekter tilbage fra det på en gang så trykkende og så alligevel så befriende årti, vi ynder at omtale som 1950'erne. USA kom sejrrig ud af Anden Verdenskrig og med hele sin infrastruktur intakt, var det i og for sig bare at gå i sving. Så mens Europa slikkede sine sår, forestod omfattende genopbygning, og rationering af diverse dagligvarer fortsat var norm, kunne man i staterne udfolde en helt anden entreprenant og forbrugsorienteret kultur, hvor 'goderne' flød i form af automobiler på størrelse med tanks, hårde hvidevarer i containervis, en overflod af mad og drikke, en elektronisk revolution, der bl.a. gav os transistorradioen, tv-apparatet og spolebåndoptageren.

Essentiel sangskriver

En ny generation unge voksede op i denne relative velstand og antog en egen identitet, hvorfor de af en smart sociolog døbtes teenagere. I modsætning til foregående ungdomsgenerationer hastede de ikke ind i voksenverdenen, bl.a. fordi flere og flere fik mulighed for at kaste sig over tidkrævende studier og i stedet hengav de sig til et liv, hvor fritidsinteresserer, statussymboler, dans og sex (for så vidt der nu var noget at få; tiderne var generelt snerpede og en uønsket graviditet stadig en katastrofe for begge parter). Denne generation krævede andre idoler indenfor litteratur, film og musik end dem, der havde fornøjet deres ophav. Hvad den så fik gennem bøger af bl.a. J.D. Salinger, Allen Ginsberg og Jack Kerouac, film med James Dean, Montgomery Clift og Marlon Brando samt plader med Little Richard, Bo Diddley, Jerry Lee Lewis, The Platters, Buddy Holly, Elvis Presley og Chuck Berry.

Få om nogen kunne så præcis sætte ord på the teenage nations følelser og stemninger som netop Chuck Berry, der af to omgange - afbrudt af et fængselsophold i 62-63, fordi han havde transporteret en mindreårig over en delstatsgrænse - leverede en ordentlig røvfuld sange, der etablerede ham som rockens første vigtige for nu ikke at sige essentielle sangskriver. De bedste af disse sange har udvist upåklagelig slidstyrke og synges stadig rask væk verden over på små listige steder, hvor der kun lige er plads til en scene: "Johnny B. Goode", "Rock and Roll Music", "Sweet Little Sixteen", "School Day", "Too Much Monkey Business", "Carol", "Memphis Tennessee", "You Never Can Tell", "Roll Over, Beethoven", "Brown Eyed Handsome Man" (en indirekte og subtil kritik af den raceadskillelsespolitik, der førtes i perioden), "No Particular Place To Go" og mange, mange flere. Berry var næsten 30, da han gik sit gennembrud i 1955 med sangen "Maybellene" og den vinkel, han anlagde i sine sange, var måske nok outsiderens, men med en hundrede procents solidaritet overfor teenagerens tarv og levned. Berry blev på en og samme gang rockens første vigtige sangskriver, performer og instrumentalist. Med klart afsæt i efterkrigstidens mylder af sorte stilarter og bygget på en bund af blues, thi selvom han aldrig hittede med en sådan, var der altid adskil-lige bluesnumre gemt af vejen på hans albums. Læg dertil, at han var kontraktligt bundet til det altafgørende Chess Records frem til 1965 (hvorefter han løb tør for inspiration) og at han udover sin faste pianist Johnny Johnson altid blev akkompagneret og produceret af koryfæet Willie Dixon.

Fandenivoldsk sjæl

Det var nu ikke bluesmusikeren Berry, vi havde taget turen ud til Amager Bio for at opleve lørdag aften i den silende regn. Det var ophavsmanden til alle de fantastiske sange nævnt ovenfor - og så selvfølgelig "Havanna Moon". Men den side af sig selv er den 79-årlige filur åbenlyst næsten færdig med, thi de seks-syv af hans vaskeægte klassikere, det blev til under den timelange koncert, blev fyret af i ultrakorte udgaver, nonchalant grænsende til det arrogante, tilmed. Og man forstår måske godt, at en mand på hans alder har svært ved at forholde sig til et tekstunivers, der er så tæt knyttet til en alder, der i Berrys tilfælde ligger en små 60-65 år tilbage i tiden. Bare ærgerligt, Sonny Boy, at det er den del af dit virke, som virkelig har efterladt sig spor og det var altså dem, vi gerne ville have hørt. Men alene måden han fik presset "Little Queenie" ind i "Carol" på og samlet fyret af på under to minutter, sagde lidt om, hvor lidt ophavsmandens hjerte brænder for disse to tidløse perler. Kun "School Day" og "Johnny B. Goode" blev afleveret med noget, der mindede om entusiasme.

I stedet var der masser af plads til langstrakte blues-jams, hvor hans medbragte pianist fik lov til at give den fuld skrue, mens sønnike beviste, at han spillede en habil og fuldstændig uspektakulær guitar. Og endelig blev hans smukke datter hjulet ind for at give et herrelangt, men fuldstændig ligegyldigt soulgospelnummer af den slags, der går 12 af på dusinet. Hun blæste også mundharmonika, så det suste for ørerne, men lige meget, hvad der foregik, var Berry den eneste, det virkelig var værd at holde øje og øre med. Hans uforlignelige guitarteknik udmøntede sig ikke kun i sporadiske, men dybt originale soli, men satenedeme også i noget af det mest interessante rytmeguitar længe hørt. At han ofte rammer skrupforkerte akkorder hørte ligesom med til billedet af en mand, der åbenlyst gør lige hvad fanden der passer ham på en scene. Og selvfølelsen kan man ikke tage fra denne fandenivoldske sjæl, der åbenlyst nød sit job, men under ingen omstændigheder havde planer om at møde publikum på så meget som halvvejen. Koncerten blev derefter.

Chuck Berry m/ band, Amager Bio, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu