Læsetid: 3 min.

En utak til

27. oktober 2000

KUN FÅ GODE GERNINGER går ustraffet hen. Sagde Oscar Wilde. De ord til trøst for vor socialdemokratisk-radikale regering i et 2000-efterår, der ikke byder på opmuntringer.
Opinionsmålinger viser samstemmende, at begge ministerpartier ligger under deres tilslutning ved folketingsvalget i marts 1998. Det kniber for de radikale at holde deres sparsomme syv mandater, og for det store regeringsparti ser det endnu sortere ud. Måske er partiet slet ikke stort længere. Socialdemokratiet har gennem to år ligget på en vælgertilslutning under 30 procent. Det kan indebære et farvel til så mange som 22 af de nuværende 63 S-mandater i Folketinget.
Hvad er danskerne for nogle utaknemmelige skarn? Med den alen, der sædvanligvis måler en regerings succes, har Nyrup Rasmussen gjort det godt, siden han tog over i januar 1993: Antallet af beskæftigede er strøget op, arbejdsløsheden ned, betalingsbalance og statsbudget er i balancer, man i forudgående årtier kunne have som ønsketænkning. »Vi ligger lunt i svinget«, dybt lunere end dengang i 1949, da handelsminister Jens Otto Krag ytrede de selvglade socialdemokratiske ord.

SKØNHEDSPLETTER? Jovist, dem er der – som dette blad taktløst og dagligt påpeger – adskillige af. Blandt de grimmeste:
*Den fortsatte sociale udstødelse fra arbejdsmarkedet,
*Den mislykkede integration af flygtninge og udlændinge,
*Åreknuder i uddannelses- og sundhedsvæsenet,
*Fiaskoen med at virkeliggøre de miljømæssige mål,
*Den manglende samhørighed med befolkningen i de påtrængende EU-udfordringer.
Men – og et væsentligt men. Hånden på hjertet: Hvem tror, at en borgerlig regering vil være i stand at udbedre disse fem skader? Eller for den sags skyld en eneste af dem?
Og vil en borgerlig regering overhovedet kunne holde økonomien på stram kurs? I buddingen af VK-retorik kan man skære igennem med kniven: Har vi råd til en borgerlig regering?
Med sin garanti mod forhøjet skattetryk har Venstre gjort sig umanøvredygtigt. Intet nok så højtbrølt løfte kan overdøve den virkelighed, at et vrid på skruen kan blive nødvendigt. Spørg George Bush senior, hvad der i 1992 kostede ham præsident-genvalget. Det var vist den uoverlagte ed, ytret fire år forinden: »Læs mine læber: Ingen nye skatter«.

EN VENSTRE-LEDET regering vil i forvejen skulle sejle i snævert og omsust farvand. Hvor megen nytte vil de forpjuskede konservative være til? Og er de to andre udsete partnere – CD og de kristelige – i virkeligheden ikke lumsk lykkeligere ved Nyrup end ved Fogh?
For slet ikke at tale om en statsminister Foghs afhængighed af Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard kommer til at fylde bredt i hans parlamentariske grundlag. Det er hendes favnfuld frafaldne socialdemokrater, der tipper balancen i borgerlig favør. I søndags stod hun hos Vilstrup til 20 mandater, hos Sonar til 24. Hvis Venstre tror, at en fremgangsrig Pia Kjærsgaard vil sætte Fogh i stolen og dernæst sig selv uden for døren, bliver Venstre klogere.
Dansk Folkeparti er i gang med en ny runde udrensninger blandt tillidsfolk, blandt andet for at sikre inderkredsen om partilederen den fulde kontrol over den kommende folketingsgruppe. Kjærsgaards personlige kosmetolog er efter kun ti måneders partimedlemskab skubbet ind som sikreste kandidat i Storstrøms Amt. Det er der større komisk skønhed i, end at pastor Søren Krarup er anbragt i tilsvarende gunstig position i Sønderjylland, og at hans fætterpastor, Jesper Langballe, også er på vej mod taburetten.
Pia Kjærsgaards fremadstormen og regeringens vigen afspejler, hvordan den politiske dagsorden sættes. Når de ’seriøse’ tv-medier sætter voldtægter som topnyheder, åbner de for, at Kjærsgaard kan føre sig med – absurd – at forlange justitsministerens afgang, hvis han ikke straks standser dem. Hvis derimod opmærksomheden rettes mod, hvordan vi opnår den vellykkede integration – eller successer på de andre fire udestående punkter – er der ikke meget for Pia Kjærsgaard at bidrage med.
Hvis regeringen her formår at give den en ordentlig tak til, vil den måske også få den. Takken.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her