Læsetid: 3 min.

Utidigt hastværk

8. april 2002

Ivar Hansen har i den forgangne uge styrket både sit personlige omdømme og respekten for det hverv, han er valgt til. Nok sidder han som repræsentant for Venstre i det parlament, han er formand for, men det er ikke ensbetydende med, at han sætter partisolidariteten over loyaliteten over for det samlede Folketing. Det slog han fast med større tydelighed end nogensinde, da han onsdag sidste uge fjernede to lovforslag fra Folketingets dagsorden. De kom i dårligt forberedt stand fra skatteminister Svend Erik Hovmand, men kunne såmænd lige så godt være fremlagt af så mange andre ministre. Hastværk, utilstrækkelig forberedelse og manglende respekt for indarbejdede parlamentariske procedurer har præget VK-regeringens forhold til Folketinget i dens første måneder ved magten.For Enhedslistens medlem af skatteudvalget, Pernille Rosenkrantz-Theill, blev det for meget, da VKO-flertallet insisterede på, at et par lovforslag fra skatteministeren som planlagt skulle til førstebehandling i folketingssalen forgangne onsdag, selv om udvalget ikke havde modtaget de høringssvar, ministeren selv havde udbedt sig. Da hun ikke kunne komme igennem over for udvalgets flertal, skrev hun direkte til Ivar Hansen. Hos hvem hun blev hørt.
Folketingets formand har med sin disposition fastholdt parlamentets placering over for regeringen på forbilledlig vis. Der er ingen tvivl om, at det resolutte indgreb vil tvinge Anders Fogh Rasmussens ministre og deres embedsværk til at ændre arbejdsstil. Selv med en regering, der har et solidt parlamentarisk flertal, er der regler og sædvaner, der skal respekteres.

Den konkrete sag handlede om en mildt sagt ufuldstændig forberedelse af de lovforslag, der skulle til debat i Folketinget. Som nævnt ville flertallet se bort fra, at udvalget endnu ikke havde modtaget de høringssvar, som man selv havde udbedt sig. Og rent faktisk var flertallet helt formelt set i sin gode ret til at træffe en sådan beslutning. Sædvanen med at sende lovforslag ud til høring hos relevante organisationer, institutioner, enkeltpersoner etc. har ganske vist grebet om sig, men ingen bestemmelser i Folketingets forretningsorden fastslår, at svarene på disse høringer skal være modtaget, inden lovforslaget gøres til genstand for behandling i Folketinget.
Til gengæld har det været anset for god tone at afvente reaktionerne fra dem, der er blevet spurgt. Og i sagens anledning har Ivar Hansen nu få gennemført en beslutning om, at denne gode tone fra begyndelsen af næste folketingssamling skal omsættes til at være et ufravigeligt krav.

Beslutningen er et led i det arbejde, han har gjort for at reducere eksemplerne på lovsjusk. Inden den nye – hans egen – regering trådte til, var han kommet et stykke vej i den rigtige retning. Men så blev det parlamentariske arbejde underlagt det mytologiske, men dybt usaglige krav om, at en frygtelig masse ting skulle ske inden for den nye regerings første 100 dage ved magten. Og selv om det langt fra blev til så meget, som statsministeren havde drømt om, udløste denne bestræbelse ikke desto mindre et hastværk, der normalt hører forårssæsonen til.
Blandt ofrene for hastværket var den procedure, der er forbundet med de skriftlige høringer. For det første er de i mange tilfælde blevet gennemført med så stramme svarfrister, at de har mistet enhver reel betydning. For det andet har flertallet i flere sammenhænge valgt at sidde de modtagne svar overhørig.

Derfor kan den aktuelle sag om sjusk og utidigt hastværk i det parlamentariske arbejde forhåbentlig også bidrage til en nøjere overvejelse over betydningen af og formålet med de høringer, Ivar Hansen nu vil give en mere formaliseret placering i de lovforberedende procedurer. Når de har udviklet sig til at blive en tradition, som selv ikke en meget ivrig og handlekraftig regering kan sidde overhørig, afspejler det en fælles forståelse af, at den demokratiske beslutningsproces nødvendigvis må omfatte flere end de 179 danskere, der er valgt til Folketinget. Mange og forskelligartede interesser må tages i ed, hvis en given lov skal virke efter den erklærede hensigt.
Netop af den grund er det faktisk regeringen selv, der har skudt sig i foden ved at udløse folketingsformandens både alvorlige og velplacerede tilrettevisning. I et samfund som det danske kan man ikke lovgive sig til de resultater, man måtte ønske. Medvirken fra interessenter og relevante aktører er helt nødvendig. Derfor er det en god idé at høre dem – og lytte til det, de har at sige.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her