Læsetid: 2 min.

Utopien lever

3. maj 2005

Når Information i dag sætter gang i en ny serie om utopier, er det fordi der grundlæggende er behov for utopier. Den konkrete baggrund for serien er, at de tre markante debattører Søren Krarup, Per Stig Møller og den nyligt afdøde Ebbe Kløvedal Reich i en aktuel bog kigger tilbage på og gør status over de tanker om fremtiden, eller utopier, som de tre i 1973 samlede til bogen "Utopi og virkelighed". Dengang spillede utopien en betydningsfuld rolle i den samfundsmæssige debat. I dag konkluderer man derimod, at utopien har trange kår, fordi virkeligheden og en pragmatisk tankegang er dominerende i samfundsdebatten og det politiske liv.

Utopierne så ud til at dø med 1970'erne og 80'erne. De store samfundsmæssige fortællinger, ideologierne, brød ganske enkelt sammen og kunne ikke længere fungere som forklaringsmodeller og pejlemærker for en kultur. Ikke nok med det. De store utopier viste sig at være destruktive og føre til totalitarisme. De virkeliggjorte utopier var ikke være vejen til Paradis, men derimod til helvede.

Af den grund har utopien nu i en del år haft det vanskeligt. Generationsmæssigt har det, sådan som Martin Hall er inde på i interview i dagens avis, også være afspejlet i den såkaldte nå-generation, der midt i utopiernes sammenbrud har haft mere end svært ved at finde ind til et samfundsengagement.

Det vil imidlertid være en overvurdering af det 20. århundrede at give de fejlslagne politiske eksperimenter æren for utopiens død. Utopier har der vel ret beset været siden Platon - og som sådan en helt uadskillelig del af den samfundsmæssige diskussion. Og utopier finder man overalt i historien og kulturen. I den politiske tænkning, i religionen og i kunstens verden. Utopi er med den tyske filosof Ernst Blochs ord jo dybest set knyttet til håbet om til den almenmenneskelige evne til at forestille sig en verden med en horisont, som går ud over verden Derfor er den utopiske tænkning i perioder af forskellige omstændigheder være mindre dominerende, men aldrig helt fraværende.

Utopier er vigtige for et dynamisk samfund. Uden drømme bliver virkeligheden fattig. Derfor har ethvert samfund brug for utopier for at angive nye retninger.

Men utopi og virkelighed bør altid findes i et afbalanceret forhold. Erfaringer siger, at i sin rene form bliver utopien selve vejen - og den eneste sande vej. Og at forme et samfund ud fra en idé fører til barbari. Disse utopiske ideer bør derfor i højere grad betegne en retning fremfor en egentlig vej. Det handler derfor ikke om at vente på en ny utopi eller ny ideologi, men om at skabe de samfundsmæssige betingelser, hvor de utopiske anstrengelser overhovedet kan virkeliggøres og få konkret dybde og betydning.

I en tid med kontraktpolitik og de små konkrete sagers tyranni er det vigtigere end nogensinde at have et perspektiv, der rækker ud over den pågældende valgperiode. Spørgsmålene om, hvilken vej samfundet skal bevæge sig er stadig det helt centrale. Svaret på det spørgsmål er mange. En række af dem vil vi søge i den kommende tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her