Læsetid: 3 min.

Det utrendy teater

17. oktober 1997

Det vigtige er at få støtte og refusion.
Dario Fo

TEATERBLADET Kritik, der i sit bagland har scenekunstnere som Kirsten Lehfeldt, Thomas Mørk og Nikolaj Hübbe, kommer i en leder i sit nye nummer med et bemærkelsesværdigt forslag om forbrødring mellem teaterfolk og teaterkritikere.
Skuespillere og andre teaterfolks respekt for anmelderne kan ellers ligge på et meget lille sted, specielt når de lige har fået dårlige anmeldelser. Hvorfor så denne fremstrakte hånd, dette opråb til "alliance på tværs af den historiske skyttegravskrig mellem kunsten og kritikken", to parter, der ifølge bladet hidtil har opført sig som Platons to heste, der gør, hvad de kan for at "sprænge seletøjet og splintre vognen"?
Fordi teatret er trængt, et indtryk man ellers ikke får, når man erfarer, hvorledes billetbureauet ARTE sprøjter folk ind på sæderne som skud fra en kanon. Eller når en dramatiker som Dario Fo pludselig får tildelt nobelprisen. Det teater, der er trængt, er teaterkunstens teater, ikke musicalens for de satte voksne, ikke Dr. Danterne's underholdende ungdomsteater. Men teatret er f.eks. trængt på den måde, at aviserne skærer ned på spaltepladsen (til fordel for andre slags kulturstof). Teatret er - stadig ifølge teaterbladet - trængt af "øget kommercialisering og stadig forringelse".
I Kulturministeriet pønser den nye minister på at pille ved den automatiske teaterstøtte.
Og på Det kgl. Teater er den nye skuespilchef, Klaus Hoffmeyer, trængt, fordi publikum svigter hans sympatiske satsning på ny dansk dramatik. Kun 20% har ifølge Berlingske Tidende ønsket at abonnere på de fem planlagte stykker.
Teaterbladets bud på, hvorfor aviserne svigter teatrene, er dette: "Problemet er måske, at det er blevet legalt at se ned på teatret"...Teatret er blevet utrendy, og det risikerer at blive "marginaliseret endnu længere ud i kulturens hypertolerante rum".

EN FORBRØDRING, hvor skuespillerne forsvarer kritikerne, som til gengæld forsvarer teatrene, vil dog næppe give mere spalteplads, endsige afhjælpe teaterkunstens nød. Den sørgelige kendsgerning er, at teatret simpelthen har mistet betydning og kun i sjældne undtagelsestilfælde er dagsordensættende.
Alt for ofte går man skuffet hjem fra et teaterbesøg. Støvet stod i kaskader ud fra scenen. Der var ingenting særligt at tænke over. Eller det var direkte tungt, gabende kedsommeligt og på ingen måde fornyende. Man ville hellere have set en god film.
Dario Fo har selv - i sin Lille håndbog for teaterfolk (Forlaget Drama, 1989) - diagnosticeret problemet for det teater, han ønskede at gøre op med: "Det vigtigste er at få støtte og refusion. Ikke at irritere de ministerielle bureaukrater og de ansvarlige i regeringspartierne; at få anvist en smuk sum til opsætning og ikke rode op i sumpen, så at alle kan enes om at kalde dig for en stilfærdig teatermand. Amen."
Kniv-og-gaffel-teater har han kaldt det, fordi teater for et vist publikum er identisk med en let kulinarisk anretning i pausen eller bagefter. En slags garanti for, at aftenen - uanset stykket - i hvert fald ikke er helt ødelagt. "Dødt teater for døde mennesker", skriver Fo. Hans forslag til en kur er "modige stykker, som behandler provokerende emner og rejser debat og lyst til at diskutere og handle". Om teaterforfatterne siger han, at "de lancerer temaer, der er ude af trit med en hvilken som helst tid og garneret med den mest tåbelige og nedslidte nydelsessyge". Ved Gud han lægger ikke fingrene imellem.

I KULTURENS hypertolerante rum udspiller nutidens teater sig. Det offentlige Danmark har behandlet teatret godt. Mens filmen modtager 220 mio. kr. i tilskud, får teatret 785 mio. Et beløbsmisforhold, der nærmest er tabuiseret i kulturdiskussionen, fordi ingen kulturfolk har noget ønske om at miskreditere teatret, denne ældgamle kulturinstitution (og fødekæde for dem selv), med risiko for, at støttebeløbet reduceres. Filmfolkene holder kæft i solidaritet med teatrene, men tænker deres. Det institutionaliserede skræmmebillede: At skuespillere, som er dødtrætte af at gå på "bynen" aften efter aften - og egentlig heller vil være med i film - spiller for et publikum, der keder sig bravt (uden evt. at ville indrømme det). Da har institutionen nået sin perfektion: En tom skal. Og da er teatret for alvor blevet så absurd, at den nuværende eller en kommende kulturminister for alvor må til at overveje en brutal omprioritering.
Svaret på teaterkunstens problem må komme fra teatret selv, og den nyslåede nobelpristager har givet opskriften. Følges den, vil aviserne atter opprioritere spaltepladsen. Men ikke på grundlag af en uhellig alliance mellem kritikere og teaterfolk. Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu