Læsetid: 4 min.

Uundgåelig udvidelse

7. juli 1997

EGENTLIG ER DER tale om et fænomen, som alle kender til og har prøvet hundredevis af gange - udvælgelsen. Det starter allerede et sted omkring børnehave-alderen, hvor man enten selv udvælger sig sine favorit legekammerater eller bliver udvalgt af andre til at deltage i legen. Det kendes fra marken udenfor fritidscentret, hvor to personer på skift kan vælge en person og slutresultatet ender med to fodboldhold. Det fortsætter op gennem skoletiden over gymnasiet og frem til universitetet, hvor partnere til samarbejde om et bestemt projekt vælges eller lader sig vælge. Alle har prøvet både den gode fornemmelse af at blive udvalgt og den mindre rare fornemmelse af at være fravalgt.
I klasseværelset og på fodboldbanen er udvælgelsen forholdsvis rationel. Det er personer, som kender hinanden godt, der står for udvælgelsen og der tages visse personlige hensyn, hvor begreber som kammeratskab og loyalitet også spiller en rolle. Mens udvælgelserne i den politiske verden er omgivet af en væsentlig større dramatik. Her kan udvælgelse og fravalg betyde livet og døden for en politisk karriere og det kan sågar have enorm betydning for, hvilken udviklingsretning et helt samfund bevæger sig i.
I denne uge skal der igen ske en udvælgelse - og denne gang er der tale om en, som har stor betydning. Stats- og regeringscheferne fra de 16 medlemslande i forsvarsalliancen NATO mødes i Madrid. En af deres mest fornemme opgaver bliver at udvælge de lande som bliver inviteret indenfor i alliancen. Senere på året står endnu en alvorlig udvælgelse på den europæiske dagsorden. Det er når EU-landene på topmødet i Luxembourg i december beslutter sig for, hvordan EU's forhandlinger om optagelse af nye medlemslande fra især Central- og Østeuropa skal foregå.

FOR NOGLE MENNESKER kan det være svært at forstå, hvorfor organisationer som FN, OSCE og Europarådet allerede hurtigt i årene efter Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud var i stand til at udvide medlemskredsen med de mange nye lande, som opstod som en effekt af kommunismens kollaps. Mens organisationer som NATO og EU først nu står overfor deres udvidelse af medlemskredsen. Men forklaringen er egentlig enkel. Det samarbejde som foregår i internationale organisationer som OSCE og Europarådet er vigtigt men ikke særligt forpligtende. Og dermed er konsekvenserne ved at lukke nye medlemmer ind i disse organisationer ikke af enorm betydning for organisationernes funktion, effektivitet og troværdighed. Samarbejdet indenfor NATO og EU er af en langt mere forpligtende karakter og derfor er spørgsmålet om optagelsen af nye medlemmer i klubben også langt mere alvorlig. Af samme årsag er det naturligvis også langt mere alvorligt for et land, hvis det får besked på, at det endnu ikke er egnet til at blive medlem af netop disse to organisationer.
Både når det gælder udvidelsen af NATO og EU er spørgsmålet om optagelsen af nye medlemslande en kompleks affære. Der er mange hensyn, som skal opvejes mod hinanden. Optagelsen af nye medlemslande betyder pr definition en mere indviklet og mindre effektiv beslutningsproces. For begge organisationer gælder også, at en udvidelse af medlemskredsen vil koste penge for de lande, som allerede er medlemmer. Udgangspunktet i både EU og NATO er derfor det umulige standpunkt, at ingen udvidelse ville være det lettest håndterlige. Men det standpunkt er naturligvis umuligt at indtage, fordi en ikke-udvidelse også vil medføre en lang række negative konsekvenser. Den dreng der aldrig bliver valgt til fodboldholdet kan blive besværlig. Det land som afvises af både EU og NATO vil på samme måde naturligt søge andre alliancepartnere og måske endda begynde at opføre sig som den besværlige dreng i klassen. Det ønsker ingen og alene derfor er udvidelsen af både EU og NATO uundgåelig. I Polen måtte en general forlade sin post fordi han ikke ville acceptere, at landets militær skulle være underlagt politisk kontrol, hvis Polen skal være medlem af NATO. I Letland arbejder regeringen med at udforme den økonomiske lovgivning så den ligner EU's og ikke den super-liberalisme som efterhånden er ved at slå igennem i Rusland.

FÆLLES FOR BÅDE Polens tilnærmelse til NATO og Letlands til EU er, at alene udsigten til medlemskab af disse to eftertragtede organisationer er medvirkende til, at disse to lande ligesom mange andre i Central- og Østeuropa forsøger at indrette deres samfund så de ligner det som kendes fra Vesteuropa. Alene derfor må enhver person som støtter den måde som vore egne samfund i dag er indrettede på også være tilhængere af udvidelse af både EU og NATO. Argumenter mod udvidelsen er der nok af og mange af dem er relevante. En udvidelse kan få negative effekter for både EU og NATO. Men konsekvenserne ved at afvise de lande, som ønsker optagelse i EU og NATO er langt alvorligere og derfor er en udvidelse af de to organisationer uundgåelig.

ryb (Ole Vigant Ryborg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her