Læsetid: 3 min.

Et uundværligt tusmørke

Det fornemme jazz-farvede ensemble Tys Tys har endnu engang fremmanet et album svangert med uigennemskuelig fascinationskraft. Og frontfigur Maria Laurette Friis har igen skrevet en serie smertefuldt kildrende sange, som nationen ville være fattigere foruden
27. april 2006

"If it ain't broke, don't fix it", lyder visdomsordene. Og for min skyld kunne den københavnske kvartet Tys Tys godt være blevet ved med at opdyrke den avantgardepop-jazz-electronica-bastard, som de benådede den danske leverpostej med på deres andet album Go Get Some fra 2004. Den var der nemlig intet i vejen med. Ja, der var ikke engang mindste antydning af fremtidig metaltræthed at spore på et af dét års bedste danske album.

Men et andet bon mot lyder noget i retning af "a woman's gotta do what a woman's gotta do". Så ud over stepperne er gruppens forsanger, sangskriver og producer, Maria Laurette Friis løbet, og hjem er hun kommet med en ny personlig lyd og sangskrivning. Hvor løber hun mon hen på disse frugtbare ture? I denne omgang måske på besøg hos Scott Walker, Tom Waits, Kurt Weill, Nina Gordon og de sørgmodigste kvarterer i New Orleans.

Twisted Fingers Soft Light Blue hedder dette tredje album fra Tys Tys, og det er kort. Lidt over 26 minutter fordelt over syv numre, som bøjer tidsfornemmelsen og opsluger opmærksomheden med deres enorme massefylde. Det er nu engang den tid, dette album tager, og det er mere end rigeligt.

Tangenterne er blevet udskiftet med guitarstrengene i sangskrivningsprocessen, og det har tilsyneladende givet Friis' sange en mere teatralsk såvel som blueset fornemmelse. Et mere patineret udtryk udfolder sig i hvert fald takket være blodtransfusioner fra ærværdige amerikanske og europæiske traditioner, som blander sig i hendes særegent krogede arterier.

Og så er Maria Laurette Friis en af nationens mest interessante sangerinder. Intim, men også elegant og kontrolleret i sit udtryk. En slags ekspressionisme i kunstfærdigt korset, på én gang knejsende og sårbar, som hun udfolder sig for os med en henført, men glasklar diktion, der gør, at selv ikke de mest kunstfærdige fraseringer kan krølle ordguirlandernes betydninger. Det er en toptrænet og udsøgt sangerinde, mine damer og herrer, men det er også en dame, der insisterer på følelsernes flambering af indlæring og erfaring.

Det er således et unikt drama, der udspiller sig på Twisted Fingers Soft Light Blue, og det kan i høj grad tilskrives sammenstødet mellem konservatorieuddannelse og kunstnerisk vision. De udgør nemlig et helt igennem udsøgt umage par. Hør bare, hvordan Friis' uregerlige væsen slår smukke buler i hendes uddannelse, lægger fælder, flænser kjole, krøller flip og ætser diadem. Hun sidder ikke stille på skolebænken, nej, hun brænder den lige så stille og roligt af, mens hun og vi næres ved ilden.

Og hendes tre fremragende medmusikere, der vist også alle har skolede baggrunde, puster til ilden uden unødige forsiringer eller teknisk lir. Kresten Osgood på trommer og percussion, Henrik Sundh på synth og anden elektronik og Gunnar Halle på trompet, syntetisk bas og noget tredje teknologi. Med ørerne på vid gab og tilbageholdt intensitet digter de følsomt videre på hendes sange.

Twisted Fingers Soft Light Blue besidder en uigennemskuelig fascinationskraft. Man kan for eksempel synge med på flere af sangene, men man kan også knække halsen i forsøget. Man kan følge forsangerens lysende spor, men også fortabe sig i de instrumentale åndedræt bag hende.

Og det er ikke musik med let gennemskuelige stemninger. Er det en elegi? Eller en serenade? Kan man kinddanse til den her? Eller risikerer man at brække lemmer, når man falder over sin partners ben?

Her er paradokser som skrøbelig knejsen og kækt vemod, og det understreges i Friis' stemme, som aldrig hengiver sig til hurtigt afkodede følelsesudbrud eller let forståelige fraseringer fra musikkens ABC. Vi befinder os i en mangetydighed, et tusmørke fuld af elektriske udladninger mellem ellers så uforsonlige poler. Eller som hun selv formulerer det fra aluminiumsskiven: "It hurts in such a tickling way".

Og det er et uundværligt tusmørke, som enhver bør besøge for at blive mindet om musikkens mangfoldige muligheder - og om, at musik aldrig må ebbe ud i forudsigelige formler og konservatisme. At soundtracket til folks tabte ungdom kan være det mest patetiske at klynge sig til, når verden til enhver tid er fuld af ny betydning, uventede indsigter, anderledes ild. Nationen ville være fattigere uden musik som det her. Så træd nærmere, træd nærmere.

Tys Tys: Twisted Fingers Soft Light Blue (Loretta Rec/ILK/VME)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her