Læsetid: 4 min.

En uværdig død

1. april 2005

Hjerneskadede Terri Schiavo burde have fået lov til at dø i mindelig fred, som langt de fleste mennesker gør med den nære familie ved deres side. I stedet døde hun i går på et sygehjem i Pinellas Park, Florida i et nedværdigende og skamløst ritual iscenesat af amerikanske medier med aktiv hjælp fra religiøse højregrupper, politikere og den katolske kirke.
Denne elendige kvinde, der formentlig intet ænsede om verden omkring sig efter et hjertestop i 1990, blev i sin bevidstløse tilstand shanghajet af radikale abortmodstandere, kyniske republikanske politikere i Kongressen, profithungrende kabel-tv-stationer og velmenende katolske præster. Præcis fordi hun ikke kunne ytre et ord og give udtryk for sine ønsker, blev hun en perfekt medium for disse gruppers dagsordener, og de udnyttede Terri Schiavos hjælpesløshed og splittelsen i hendes families til det sidste.
Når det er sagt, må man også konstatere, at denne specifikke sag om aktiv dødshjælp rejste nogle principielle eksistentielle spørgsmål, som der ikke findes lette løsninger på. Netop fordi alle mennesker skal dø og nogle af os risikerer at ende vores tilværelse på samme måde som Terri Schiavo – vi ved det ikke, før det sker og så kan det være for sent at tage stilling – er det forståeligt, at hendes specifikke sag vakte offentlig bevågenhed og gav stof til eftertanke, ikke kun i USA, men hele verden rundt.
Normalt er det sådan, at de pårørende i samråd med læger kan blive enige på mindelig vis om at stoppe næringstilførslen, give en overdosis af morfin eller udsætte aktiv dødshjælp i håb om mirakuløs bedring. I dette tilfælde besluttede hendes mand Michael Schiavo, at sonden skulle fjernes. Det skete, efter at han i seks år havde arbejdet aktivt på at vække Terri op fra hendes dvale. Han lod sig optræne til sygeplejer og tilbragte mange timer ved hendes sygeleje. Til sidst gav han op. Neurologer var alle som én enige om, at hendes hjernebark var forvitret uden ilttilførsel i de få minutter, hjertet var holdt op med at slå. Kun den mere robuste hjernestamme overlevede. Derfor var hendes hjerterytme, åndedrag og synkebevægelse bevaret. Hun sov hver nat og vågnede op hver morgen. Øjnene var åbne i løbet af dagen.

Denne tilstand gav næring til forståelige illusioner om normalitet. Hendes mor troede, at datteren var i besiddelse af et minimum af bevidsthed, og hvem kan udelukke det? Selv ikke en forestående obduktion af hendes hjerne vil kunne give et fuldstændigt svar, fordi ingen kan vide alt om et levende menneskes åndelige anlæg. Mennesker i koma beslutter først at dø, når de har sagt farvel til alle. De kan holde ud, skønt de formelt er bevidstløse. Siger erfaringen. Det er på den baggrund, at afskæringen af næringstilførslen på mange virkede grusom. Terri, hed det, blev sultet ihjel. En grufuld død. Nej, svarede lægestanden. Det var en smertefri død.
En videofilm taget af hendes forældre i 2002 blev vist igen og igen på tv. Umiddelbart ser Terri ud til at være bevidst, men det er – som sagt – en illusion. Filmen er to timer lang, og kun i dette korte uddrag virker det som om, patienten reagerer. I resten, som familien tilbageholdte fra en samarbejdsvillig presse, ligner hun det bevidstløse menneske, hun var. Det var ren manipulation af offentligheden.
Det skadede selvfølgelig ikke den katolske kirkes sag, at Terri på billederne mindede om en pietá. I går beskyldte katolske præster da også hendes mand for at have myrdet sin kone, som var det Kristus, han havde korsfæstet. For USA’s religiøse højre og Vatikanet levede Michael Schiavo endda i synd. Han flyttede i 1997 sammen med en anden kvinde og fik børn med hende. Der var ingen grænser for de svinske insinuationer slynget mod manden, der hævdede, at hun selv en gang havde sagt, at hun ikke ønskede at holdes kunstigt i live. Men domstolene i Florida gav Michael medhold hele vejen. Det gjorde forbundsdomstole også, skønt denne type sager ikke er deres gebet. USA’s højesteret afviste at behandle sagen.

Men præsident George W. Bush, Florida-guvernør Jeb Bush og højrerepublikanerne i Kongressen gav ikke op. De religiøse højregrupper er deres kernevælgere, og selv om de højst udgør 20 procent af vælgerkorpset, var denne sag om ’livets ukrænkelighed’ ikke til at modstå for de magtfulde. »De stærke skal beskytte de svage,« sagde en hyklerisk Bush i går.
Tør man tænke på de fattige børn i USA, som dør, fordi Bush og hans parti skærer ned på sundhedsbistand til børn! Som det demokratiske kongresmedlem Barney Frank så rammende siger: »For republikanerne starter livets ukrænkelighed med fostret og ender med fødslen«. Han har halvt ret. Nu har hyklerne opdaget »dødens ukrænkelighed«, og de er rede til at adlyde det religiøse højre og ride domstolene over ende. At Kongressen vedtog en lov for to uger siden, der lod Terris forældre appellere til forbundsdomstole, er en teokratisk tilsnigelse. At dø må være en privat beslutning og bør i tilfælde af strid altid afgøres af domstolene.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her