DER ER visse spørgsmål om livet og døden, som man ikke kan få et endegyldigt svar på før det er for sent. Det gælder også drivhuseffekten. Er den menneskeskabte ændring af klimaet katastrofal? Sætter vi livet på spil for millioner af mennesker? Helt sikre på svaret kan vi først blive den dag det er for sent - hvis svaret var ja.
Så meget desto mere er vi afhængige af klarhed og redelighed hos de forskere, der søger efter svaret. Og den presse der søger at formidle, hvad de finder ud af.
En ærlig og grundig forsker bør altid tvivle på de
videnskabelige teorier og usikre resultater. Ellers når videnskaben aldrig sandheden nærmere. Til gengæld er det vel ikke for meget forlangt, at forskerne underkaster deres egne konklusioner samme grad af videnskabelig kritik som de anvender på andre.
Det synes ikke at være tilfældet med den danske meteorolog Aksel Winn-Nielsen, professor emeritus
og tidligere generaldirektør for WMO, FN's verdens-
organisation for meteorologi.
UNDERLIGT nok. For Aksel Winn-Nielsen er næppe drevet af andet end den videnskabelige interesse. Det er der andre der er. Verdens mægtigste stormagt, USA, har også verdensrekorden i udslip af kuldioxid. De olie- og gas-producerende lande og de store transnationale olieselskaber har mægtige interesser i at anfægte klimaforskningens resultater. Og de har uanede økonomiske midler. Selvfølgelig er en og anden forsker til fals.
Men det er ikke den mistanke der rettes mod Aksel Winn-Nielsen. Han har udgivet en bog om problemerne med at udforske den mulige menneskeskabte drivhuseffekt og han har fulgt den op med et indlæg i ugebladet Ingeniøren, hvor han anbefaler at man nedlægger FN's internationale panel af klimaforskere, IPCC. Han gør det fordi han mener at de fremherskende klimaforskere tager fejl og drager konklusioner, som ikke kan bære, af de komplicerede edb-modeller, som de bruger til at beskrive effekten af de menneskeskabte udslip og sammenligne dem med de empiriske temperaturmålinger. Han er tilhænger af at man i stedet "bygger en fornuftig energipolitik på sikre evalueringer". Han synes, det er "et svagt argument, at når der er tvivl, så må tvivlen komme miljøet til gode".
Han ytrer sin mening. Det er fair nok.
MEN VI ANDRE skal tage stilling. Og eftersom vi ikke allesammen kan være meteorologer, må vi bedømme hans mening som alle andre: På argumenternes lødighed. Når der ikke er fuld videnskabelig enighed om selve sandheden, så må vi forlade os på den, der kommer med de bedste argumenter for sandsynligheden, vurdere troværdigheden og selvkritikken.
Det falder ikke ud til Winn-Nielsens og hans medforfatter Charlotte Winn Christensens fordel, at de udgiver en bog med så vidtrækkende kritik i november 1996 uden overhovedet at tage stilling til den øvrige forskerverdens bidrag til den nye omfattende IPCC-rapport, skønt disse bidrag har været tilgængelig siden sommeren 1995 og blev endeligt udformet i december sidste år. Winn-Nielsens mangeårige kollega, IPCC's formand, Bert Bolin påpegede i sin anmeldelse her i avisen i går en række andre lemfældigheder og konklusioner som man "bare skal tro på skønt de ikke har støtte i den videnskabelige litteratur."
Bert Bolin kan med god grund sammenfatte sin modkritik i spørgsmålet: Hvorfor publicerer de to forfattere ikke deres ideer videnskabeligt og underkaster dem almindelig kritik i forskerverdenen?
TILLIDEN til IPCC's konklusion - at en menneskeskabt klimaforandring nu kan "skelnes" fra den naturlige variation - står og falder ikke med enkeltpersoners meninger. Klimapanelets opgave er at sammenfatte den tilgængelige viden om farlig menneskeskabt påvirkning af klimaet, og gøre den tilgængelig for politikerne.
Det kan være at panelets sammenfatning viser sig at være forkert. Man kan håbe det. Men det fritager da ikke politikerne fra at handle - og bygge deres handlinger på de bedst underbyggede og afprøvede forskningsresultater.
Dertil kommer Bert Bolins pointe i det interview han gav til Information tirsdag den 5. november: Langt det meste af det, vi kan gøre ved drivhuseffekten lige nu, er handlinger, vi under alle omstændigheder ikke vil fortryde. Selv om det store flertal af forskerne skulle vise sig at tage fejl og måske være gejlet op af hinanden og udsigten til større forskningsbevillinger, er der intet forgjort ved at omgås ansvarligt med de knappe ressourcer og spare på
energien og luftforureningen.
es (Ebbe Sønderriis)
