Læsetid: 3 min.

V-bagland føler sig mistænkeliggjort

Søren Pind og Co. skal ikke stikke halen mellem benene. De skal tværtimod holde fast i deres ændringsforslag til Venstres principprogram, lyder opfordringen fra baglandet
16. juni 2006

Onsdag aften havde Søren Pind, Peter Christensen og Leif Mikkelsen ingen planer om at trække deres fire ændringsforslag til Venstres principprogram tilbage.

De tre partifæller, som i 2003 var hovedarkitekterne i udarbejdelsen af de ti teser, havde ifølge Jyllands-Posten fire ændringsforlag parat, men i sidste øjeblik fik de kolde fødder.

Både Claus Hjort Frederiksen og partiets næstformand Lars Løkke Rasmussen var ude med en sønderlemmende kritik. Claus Hjort medgav, at politisk debat i et parti er vigtig, "men hvis formålet er at destabilisere regeringen eller så tvivl om regeringens linje, tager jeg skarpt afstand fra det," sagde beskæftigelsesministeren til Jyllands-Posten i går. Klar besked til partiets liberale folk. Lars Løkke Rasmussen tog også afstand fra ændringsforslagene: "De falder med et brag."

Indleveringsfristen for ændringsforslagene til principprogrammet er i morgen, men der kommer ingen ting fra Pind & Co. Og det duer ikke, mener flere af partiets folk i baglandet.

"Det er utroligt vigtigt, at vi adskiller tingene. Debat er debat, mens magtkamp og fløjkrige er noget helt andet. Selvfølgelig er det i orden at komme med forslag til en idédebat, der er inden for rammerne af det, som vi kan i Venstre. Man skal adskille tingene, og derfor er det forkert, at man snakker om "destabilisering". Man skal heller ikke taler om folks motiver. Vi skal kunne tage en debat i Venstre om det her," siger regionsrådsformand i Syddanmark Carl Holst.

Han er selv modstander af de fire ændringsforslag, men det ændrer ikke ved, at han bakker op om debatten.

"Jeg er imod ændringsforslagene, men jeg er endnu mere imod, at Venstrefolk ikke har ret til at have et synspunkt," siger han.

Regionsformand for Nordjylland, Erik Hovesen, er heller enig i ændringsforslagene, men han betragter det nærmest som et krav, at folk i Venstre siger, hvad de mener.

"Hvis folk har noget på hjerte, så er det deres pligt at stille ændringsforslag til vores principprogram," siger Hovesen.

Amtsformand i Vejle Amt, Otto Herskind Jørgensen, har tidligere efterlyst mere debat på de interne linjer og åbenhed fra ledelsen til at videreformidle debatten. Han kritiserer nu partiets håndtering af fornyelsen af principprogrammet.

"Vi har haft et to-årigt forløb, men vi har ikke hørt meget til debatten. Tiden har været der, og vi kan kun bebrejde os selv. Nu er debatten opstået, og så kan man have sin mening om, at den rejses af folketingsmedlemmer," siger han.

Men selv om Otto Herskind Jørgensen peger på, at kort afstand til ledelsen begrænser ens muligheder for at fremsætte markante ændringsforslag, er han ærgerlig over forløbet.

"Det bryder mig ikke om, at de har trukket deres forslag tilbage. Man kan diskutere visdommen og ordentlig-heden i at fremsætte dem, men nu har offentligheden fået kendskab til forslagene, og så var det da fint nok at få en afstemning om det. Derefter kunne gruppen så drage konsekvenser, hvis de finder det nødvendigt," siger han og understreger, at han ikke selv bakker op om tese-folkenes fornyelsesideer.

Mens Birthe Rønn Hornbech som retsordfører har fået frihed til at tale partitoppen midt imod i spørgsmålet om terrorpakken, har der altså ikke være plads til, at Peter Christensen som finansordfører har kunnet gøre det samme. Otto Herskind Jørgensen kan ikke se meningen i beskæftigelsesministerens spekulationer i, hvorvidt forslagene er undergravende for regeringen.

"Hverken regeringen eller statsministeren er truet af den slags. Vi ved, at der findes liberal-liberale i Venstre, det er der ikke noget sært i. Når man skal have et nyt principprogram, var det rarest at man fik markeret partiets holdning til det, frem for at lukke debatten," siger han.

Formanden for Venstres Ungdom forsikrer dog, at der nok skal komme debat om de fire ændringsforslag, som nu er blevet vraget. VU vil nemlig forlange at få forslagene til afstemning, siger VU's formand, Karsten Lauritzen.

"Vi har behov for en værdi-debat i Venstre, hvor vi definerer, hvad der skal være vores liberale grundlag i fremtiden. Det er ikke sikkert, forslagene bliver vedtaget, men de giver noget politisk debat om, hvad det vil sige at være liberal," siger Karsten Lauritzen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu