De irakiske tolke, der arbejder for den danske styrke i Irak, frygter for deres liv efter en dansk tilbagetrækning. Militsgrupperne går målrettet efter irakere, der samarbejder med koalitionsstyrkerne, og ifølge Centralorganisationen for Stampersonel (CS) har de lokale kollegaer al mulig grund til bekymring.
"Deres situation vil ikke være særlig gunstig, når vi tager hjem. I værste fald kan de blive slået ihjel," sagde formand Jesper K. Hansen lørdag og opfordrede den danske regering til at give tolkene asyl.
Venstres forsvarspolitiske ordfører, Karsten Nonbo, afviser at give tolkene garantier om asyl.
"Vi kan jo ikke i morgen lave en beslutning om at give et løfte, der træder i kraft om et halvt år. Meningen er jo, at der skal være meget sikrere den dag, de danske soldater tager af sted," siger Karsten Nonbo. Til gengæld ser han en mulighed i at give tolkene tilbud om et kursusophold i Danmark.
"Tolkene skulle gerne medvirke til genopbygningen af Irak, men hvis det viser sig, at situationen er så ustabil, at deres sikkerhed ikke kan garanteres lokalt, kan vi lave et slags eksternt kursus i Danmark, hvor de kunne få færdigheder, der kan gavne genopbygningen," foreslår Karsten Nonbo.
Lotte Bundsgaard (S) er ikke umiddelbart begejstret for kursusløsningen.
"Det her skal ikke ende med en midlertidige løsning, der er i kraft, indtil offentligheden har glemt, at der var nogle mennesker, som faktisk gjorde et stort stykke arbejde for de danske soldater. Tolkene har krav på en permanent løsning," lyder det fra Socialdemokraterne.
Gade afviser asyl
I oktober sidste år blev 17 tolke likvideret, da de i bus var på vej på arbejde på en britisk politiskole, få kilometer fra den danske lejr. En gruppe officerer i Camp Danevang rettede i sidste måned henvendelse til forsvarsminister Søren Gade med en appel om at give asyl til de 20 tolke. Gade erkendte den 19. januar, at tolkene er truet på livet, men afviste dengang at give tolkene asyl og understregede, at de danske styrker netop var i Irak for at forhindre den slags overgreb.
"Når vi tager hjem, skulle Irak gerne være et bedre sted at være," sagde Gade til Berlingske Tidende.
Information ville gerne have spurgt Søren Gade, om han har ændret holdning til tolkenes skæbne efter beslutningen om at trække de danske soldater ud af Irak allerede til august, men det var i går ikke muligt at få en kommentar fra forsvarsministeren.
De konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, garanterer, at regeringen ikke kan drømme om at lade nogen i stikken.
"Men der er mange måneder til, at soldaterne forlader Irak. Vi må vurdere situationen grundigt, når vi nærmer os," siger Pia Christmas-Møller, der kalder det en "forventelig automatreaktion", at oppositionen taler om asyl.
"De går altid ud fra, at ethvert menneske vil til Danmark. Det kan godt ske, at problemet kan klares ved f.eks. at flytte tolkene til mere sikre områder i Irak," siger Pia Christmas-Møller.
Lotte Bundsgaard afviser, at man kan udskyde beslutningen om tolkenes skæbne.
"Forsvarsministeren bør med det samme love tolkene, at vi tager ansvaret for deres sikkerhed alvorligt. Det kan være, at nogle af dem hellere vil til et engelsksproget land, og så skal vi hjælpe dem med det. Det vigtigste er, at regeringen klart melder ud, at den ikke smutter fra ansvaret," siger Lotte Bundsgaard.
Almindelig anstændighed
Heller ikke SF's Holger K. Nielsen har forståelse for regeringens forbehold over for en asylgaranti.
"Man kan mene, hvad man vil om krigen, men det går over min forstand, at man ikke vil tage ansvar for dem, der har hjulpet den danske styrke. Forholdet til Dansk Folkeparti har åbenbart fået regeringen til at glemme helt almindelig anstændighed," siger Holger K. Nielsen, der nu vil stille spørgsmål til forsvarsministeren om tolkenes skæbne efter den danske tilbagetrækning.
Sådan som udlændingeloven er indrettet i dag, er det stort set umuligt for tolkene at få asyl, medmindre der træffes en politisk beslutning. Man skal nemlig opholde sig på dansk jord for at kunne ansøge. Hvis der er mistanke om, at en visumansøger vil søge asyl ved ankomsten til Danmark, bliver den pågældende i langt de fleste tilfælde afvist visum. Det ville med stor sandsynlighed gælde de irakiske tolke, så det kræver en særordning, der giver tolkene mulighed for at søge fra Irak, eller en politisk beslutning om at give dem visum med mulighed for at søge asyl ved ankomsten.
Morten Helveg Petersen (R) mener, at det blot er et spørgsmål om teknik, hvordan man omgås de eksisterende regler. Han opfordrer regeringen til at følge den amerikanske kurs i spørgsmål om de irakiske ansatte.
"USA har tilbudt opholdstilladelse til et kæmpe antal irakere. Her er menneskeliv på spil, og vi kan ikke vente, men må sætte gang i asylbehandlingen med det samme," lyder meldingen fra De Radikale.