Læsetid: 1 min.

V ønsker frihedsbrev til førtidspensionister

Venstre foreslår, at førtidspensionister skal have mulighed for at prøve sig af på arbejds-markedet uden risiko for at miste pensionen
25. maj 2007

Førtidspensionister skal have bedre mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Derfor foreslår Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, at førtidspensionister får et frihedsbrev, hvor de uden risiko for at miste pensionen kan forsøge sig på arbejdsmarkedet. Forslaget modtager ros fra uventet side, da Enhedslisten bakker op. Udmeldingen fra Jens Vibjerg kommer efter, at en rapport, som blev offentliggjort torsdag, dokumenterer, at en reform af førtidspensionen fra 2003 ikke fungerer.

"Vi har et arbejdsmarked, der er spændt til bristepunktet, og der er større forståelse for at ansætte folk, der ikke har en fuld arbejdsstyrke. Så det er ved at være tiden til, at vi skal give de førtidspensionister, der har lyst til at prøve, om de kan noget på arbejdsmarkedet, en mulighed for det," siger Jens Vibjerg til Ritzau.

Den idé er Enhedslisten med på. "Når nu Jens Vibjerg for en gang skyld fortjener ros, så skal han også have ros. Et frihedsbrev til førtidspensionister vil forbedre mulighederne for dem, der i dag bliver fastlåst som førtidspensionister uden reel mulighed for at vende helt eller delvist tilbage til arbejdsmarkedet. Samtidig giver det en mulighed for en midlertidig førtidspension til dem, der midlertidigt ikke kan arbejde, f.eks. på grund af en psykisk sygdom,"siger arbejdsmarkedsordfører for EL Jørgen Arbo-Bæhr. Jens Vibjerg understreger, at det skal være risikofrit for førtidspensionister at forsøge at komme ind på arbejdsmarkedet igen.

"Muligheden findes i dag, men så siger lovgivningen, at kommunen skal revidere den enkeltes situation. De mennesker, som er på førtidspension, har været gennem hele møllen med arbejdsprøvning, speciallægeerklæringer og meget andet. De er skrækslagne for at skulle gennem den mølle igen, og det forstår jeg godt. Derfor skal de have en chance for at klare sig uden risiko," siger Jens Vibjerg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her