Læsetid 3 min.

Våbenhvile og fred

9. august 2006

Jeg deltog i mandagens demonstration i København og hørte med forundring på de 60-årige politikeres taler. Så lidt forståelse for denne verdens realiteter og så megen sentimentalitet over for vold og død - det hører til hos en ung, stræbende politiker men ikke hos 'garvede rotter'.

Når mennesker presses ind i - eller selv ønsker at indgå i - etniske og nationale fællesskaber, så tæller andre menneskers lidelser ikke. Kun 'ens egne' har betydning. Derfor kan det tyske ugeskrift Der Spiegel i samme artikel bringe billede af en såret arabisk dreng med legetøjsgevær i sygesengen og billede af israelske piger, der skriver navn på bomber. De fleste ser de andres udgave af galskab og fortsætter selv bidraget.

'De garvede rotter' kunnet have nærmet sig virkeligheden ved til eksempel at citere et gammelt (fra 1950'erne) replikskifte, som Nahum Goldmann havde med daværende ministerpræsident i Israel David Ben Gurion.

Stærk hær nødvendig

Goldmann var datidens fremste diasporajøde med en lang række hverv som til eksempel præsident for den jødiske verdenskongres. Goldmann var diplomatisk stærkt indblandet i etableringen af den jødiske stat og forhandlede de store erstatninger fra Forbundsrepublikken til Israel igennem.

I sin bog Det jødiske paradoks. Zionisme og jødedom efter Hitler (udkommet i Frankrig i 1976 og oversat til tysk i 1992) står der om en natlig samtale, efter at de to mænd har sendt Gurions kone i seng:

"Derefter kogte Ben Gurion kaffe og lavede smørrebrød. I denne nat, en skøn sommernat, talte vi åbent om det arabiske problem. "Jeg forstår ikke din optimisme (Goldmann troede på accept fra araberne til at måtte være i Israel, hn), forklarede Ben Gurion. Hvorfor skulle araberne slutte fred? Hvis jeg var en arabisk leder, ville jeg aldrig underskrive en sådan aftale med Israel. Det er da helt normalt: Vi har taget deres land. Helt sikkert har Gud lovet os det, men hvordan kan det interessere dem? Vores Gud er ikke deres. Vi stammer godt nok fra Israel, det er rigtigt, men det er 2000 år siden. I hvor høj grad angår det dem? Der var antisemitismen, nazisterne, Hitler og Auschwitz, men var det deres skyld? De ser kun ét: Vi er kommet og har røvet deres land. Hvorfor skulle de acceptere det? De vil måske glemme det i løbet af én eller to generationer, men for tiden er den mulighed der ikke. Altså er der kun dette ene: Vi må forblive stærke og have en slagkraftig hær. Det er hele politikken. Ellers vil araberne tilintetgøre os."

Jeg var rystet over denne pessimisme, men han forsatte:

Søvnløs

"Jeg bliver snart 70. Hvis du spørger mig, om jeg dør og bliver begravet i en jødisk stat, vil jeg svare med ja; jeg tror, at der om 10 og om 50 år endnu vil være en jødisk stat. Men hvis du spørger mig, om min søn Amos, der sidst på året bliver 50, har udsigt til at dø og blive begravet i en jødisk stat, så vil jeg svare: 50 procent chance."

"Men," afbrød jeg ham, "hvordan kan du med tanke på et sådant fremtidsperspektiv sove og samtidig være israelsk ministerpræsident?"

"Hvem har fortalt dig, at jeg kan sove?" svarede han." (s. 137 - 38)

Det er selvfølgelig latterligt nu gennem 50 år at have deltaget i utallige demonstrationer om alskens uret her og der og ikke afstedkommet noget. Til gengæld er forståelsen for forskellige menneskers bidrag til især andres men også egen kommende ulykke konstant øget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu