Læsetid: 1 min.

Våbenjagt tvinger seks iranske fly ned i Tyrkiet

Tyrkiet tvinger iranske fly til landing i jagten på leverancer af Hizbollah-våben
21. august 2006

ISTANBUL - Tyrkiet er blevet korridor for våbentransporter til Hizbollah fra mentorerne i Iran, mener både Israel og USA. Den israelske efterretningstjeneste mener, at nærved alle de tunge våben Iran har leveret til Hizbollah er passeret gennem Tyrkiet enten over land eller gennem luften. Det siger en efterretningskilde til Reuters.

"Vi opfordrer Tyrkiet til at tage alle mulige skridt for at forhindre overførsel af våben fra Iran til Syrien med henblik på at forsyne Hizbollah," siger en sikkerhedskilde til nyhedsbureauet.

"Hele embargoens fremtid hviler på Tyrkiets skuldre."

Tyrkiet er bekymret for sit forhold til Iran og holder derfor meget lav profil med, hvad landet foretager sig for at stoppe transporterne, men ifølge dagbladet Hürriyet er foreløbig seks fly på vej fra Iran til Damaskus er blevet tvunget til landing i Tyrkiet, siden krigen i Libanon begyndte.

Kinesiske missiler

I et syvende tilfælde bad et fly først om tilladelse til at overflyve Irak, men fik nej fra flyvelederne under pres fra USA. Da det derefter bad om tilladelse i Tyrkiet, var svaret, at det i givet fald ville blive tvunget ned og undersøgt. Det fik flyet til at vende om og lande i Teheran.

Ved hjælp af satellitbilleder og en særlig teknik mener amerikanske efterretningsfolk, at de ud fra størrelsen på de kasser, der blev puttet ombord i det pågældende fly, kan bestemme, at der må have været tale om C-802 Noor anti-skibsmissiler, der fremstilles i Iran efter kinesisk forbillede. Det var et missil af den type, der dræbte fire søfolk og kraftigt beskadigede et israelsk fartøj ud for den libanesiske by Tyrus den 14. juli.

Ingen af de seks fly, der landede i den sydøstlige lufthavn i Diyarbakir viste sig at indeholde våben. Flyet, der vendte om, lettede siden igen og er blandt de seks, der har været nede og vende i en tyrkisk lufthavn.

I anden omgang viste det sig at indeholde iransk nødhjælp.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her