Læsetid: 3 min.

Væg til væg-nyheder

Scener og tanker fra et TV2-pressemøde
26. maj 2006

Den veloplagte og dynamiske nye TV2-direktør, Per Michael Jensen - med slipset løsnet på god journalistmanér - annoncerede nyheden om en 24-timers nyhedskanal og fyrede (spontant?) en idé af om, at man måske kunne sælge al reklameplads på kanalen på en fast års-reklamekontrakt til en enkelt kunde med sidebemærkningen, 'jeg ved såmænd ikke, om det er lovligt'.

Den veloplagte og dynamiske TV2-nyhedschef, der nu helt er kommet sig over Triple-A-ydmygelsen, fortalte, at hans store drengedrøm nu går i opfyldelse med indførelsen af TV2/Nyhedskanalen, og at nu får vi en tæt dækning af Christiansborg og en intens dækning af udlandet uden de talende hoveder, der ifølge ham præger CNN. Michael Dyrby er en rigtig nyhedsmand - og for sådan én er nyheder hele tiden og over det hele næsten som en våd drengedrøm.

Den dynamiske og veloplagte souschef for TV2/Nyhederne, Cavlingprismodtageren Mikkel Hertz, fortalte, at det 'satme er en fest at kunne slå 85 stillinger op på én gang'.

TV2-økonomidirektør Anders Kronborg, der har fået minimeret hårpragt og runde sygekassebriller og nu nærmest ligner og taler som et regneark, antydede tørt (økonomi-direktører viser aldrig følelser eller afslører tal), at det hele nok skulle gå. Han var ret sikker i sin sag, og det er der ikke noget at sige til (læs videre).

Viasat-direktør Kim Poder - også kortklippet og med samme regnearks-logik som Anders Kronborg, syntes, det var enormt spændende, at Viasat nu fik en dansk nyhedskanal, som oven i købet ville indeholde klip fra alle Viasats dyrt betalte sportsbegivenheder (Superligaen og Champions League, f.eks.). Han gik ikke i detaljer med, hvor mange penge han havde betalt TV2 for det - Kronborg nævnte senere i Berlingske Business et 'trecifret millionbeløb'.

Danmarks absolut mægtigste TV-direktør - nej, ikke Per Michael Jensen eller Kenneth Plummer, men chefen for TDC Kabel, Niels Breining - ligner ikke de 40-årige karseklippede og sortklædte drengerøve, som ellers styrer mediebranchen. Han ser rund og mild ud, har skæg og er en ældgammel mand på 50. Han sagde, at det var dyrt for TDC, men ikke hvor dyrt, og han ville ikke afvise, at der vil komme en lille stigning i brugerbetalingen.

En lille stigning, som man ikke mærker. F.eks. en 10'er om måneden. Det er jo mindre, end Ekstra Bladet koster i løssalg hver dag. På årsbasis giver det TDC godt 100 millioner. Så med et mindre tocifret millionbeløb til TV2 ligner det en god forretning.

Pressemødet forleden blev holdt på Hotel Skt Petri i København. Det er blevet et hot mediested efter, at TV3's Fantastiske Fem indtog det i sidste TV-sæson.

Det føg med reklameslogans: 'Det bliver den bedst tænkelige kanal, som er i fin forlængelse af TV2's styrke' og 'Fjernsyn handler om billeder!' (Per Michael Jensen).

Massive ændringer

Det handler om langt mere end opfyldelsen af Dyrbys nyheds-drengedrøm. Det er endnu en brik i de massive ændringer, som dansk nyhedsjournalistik står overfor. Krigen om danskernes nyhedsforbrug er erklæret - til lands, til vands og i luften.

Til lands kommer der den nye islandske hustandsomdelte gratisavis - og JP/Politikens krigserklæring forleden ved at annoncere udgivelsen af en tilsvarende. Vi kender ikke Berlingskes svar på udfordringen.

I luften kommer der en ny landsdækkende radiokanal med nyheder (Sky Radios afløser). På TV handler det om at være på plads, inden digitaliseringen åbner for endnu flere kanaler. Og på pressemødet føg det ikke bare med slogans - der var også antydning af invitationer til samarbejde. TV2 vil lave et nyheds-bureau for billeder. Måske alene - måske sammen med andre.

Der er simpelthen gang i den ! Og vi forbrugere skal (næsten) ikke betale gildet. I hvert tilfælde ikke direkte. TV2's satsning er næsten betalt på forhånd af TDC og Viasat. Og som en ikke overraskende sidegevinst får TV2 nu formentlig landets største og mest moderne, kommercielle nyhedsredaktion.

Den er som skabt til en udvidet net-nyhedstjeneste, nyhedstjenesten på en landsdækkende radiokanal. Kulturministeren må ærgre sig gul og grøn over, at han valgte auktionsmodellen i stedet for skønhedskonkurrencen - der er fortsat en risiko for, at nogle galninge vil overbyde TV2, når auktionen finder sted til august.

TV2/Nyhedskanalen er del af det samlede spil. Og den er hurtigt og dygtigt spillet ud af TV2. Nu skal man ikke tro, at den har til formål at højne oplysningsniveau, journalistik eller Public Service. Den vil næppe udvide danskernes nyheds-sening dramatisk.

Den er en integreret del af den voldsomme kamp om danskernes fritid, som skærpes time for time.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu