Den seneste tids uro i den socialdemokratiske folketingsgruppe illustrerer mindst to forhold:
Det er endnu ikke lykkedes Helle Thorning-Schmidt at skabe holdånd og begejstring, som også indbefatter de partifæller, der hellere havde set Frank Jensen som formand.
Den nye formand har indledt et væsentligt sporskifte i partikulturen - et opgør med forgængernes måde at tackle stridigheder på.
Begge dele ventes at få stor betydning, når Socialdemokraterne senere på året skal tage fat på højspændte politiske temaer som skat, finanslov og velfærdsreformer.
For at forstå de voldsomme reaktioner, der bredte sig i folketingsgruppen efter integrationsaftalen med regeringen og Sandy Brincks afgang fra politik, er det nødvendigt at skrue tiden tilbage til to episoder i nyere socialdemokratisk historie:
Den ene episode fandt sted på valgdagen den 20. november 2001, da Svend Auken og Mogens Lykketoft spiste morgenmad sammen under fire øjne. Efter grundige overvejelser fortalte Auken, at han var parat til at støtte Lykketoft, hvis Nyrup valgte at trække sig, og Lykketoft ville gå efter formandsposten. Der blev ikke lavet en decideret aftale mellem de to, men episoden var symbolsk for den alliance, partifæller havde set spire frem gennem de sidste år i Nyrups tid som partiformand: nemlig en form for sammensmeltning mellem den gamle Auken-fløj og dele af det midterhold, der stod Lykketoft nærmest - folk som Pia Gjellerup, Ole Stavad og Jens Peter Vernersen.
Sammen udgjorde de to grupperinger en magtfuld alliance, der var umulig at komme uden om, når der skulle laves politik. Lykketoft kunne profitere af alliancen i form af ro og opbakning til sin linje, da han selv blev formand. Auken-fløjen kalkulerede med, at alliancen ville kunne bane vej for Frank Jensen som efterfølgende formand.
I dag er status, at det meste af alliancen er svundet ind i kraft og størrelse. De mennesker, hvis indbyrdes afhængighedsforhold og magtfordelinger har tegnet og domineret partiet i adskillige år, har i dag med få undtagelser intet at skulle have sagt.
Den anden episode fandt sted knapt et år efter valgnederlaget, i september 2002. Tidligere indenrigsminister Karen Jespersen havde pustet til den ulmende strid om udlændingepolitikken med kravet om, at Socialdemokraterne begyndte at forholde sig til selve antallet af fremmede i Danmark. En melding, der bragte hende på direkte kollisionskurs med partiets udlændingeordfører, Ritt Bjerregaard. Poul Nyrup Rasmussen blev på TV 2 bedt om at tage stilling i den oppiskede strid: Hvem var partiformanden enig med?
Velvidende, at det kunne koste hovedet at sige noget forkert, forsøgte Nyrup sig som så mange gange før med et par uldne formuleringer:
"Jeg kan ikke stille det sådan op lige nu og sige, at jeg er mere enig med den ene end den anden. Det, der er min opgave, er, at vi når frem til noget, vi alle sammen kan samles om," lød Nyrups forsøg på at skabe konsensus. Men hans ord blev startskuddet til undergravningen af hans autoritet og dermed afgangen få måneder senere som partiformand.
Kulturskiftet
De to episoder er symbolske for en strømning, der har præget Socialdemokraterne i adskillige år, og som Helle Thorning-Schmidts nye ledelsesstil varsler et dramatisk opgør med. Alliancerne, forsøgene på at dele sol og vind lige, vanskelighederne ved at håndtere, endsige erkende, grundlæggende politiske uenigheder har været en indgroet del af kulturen.
Spørger man gruppemedlemmer, der ikke stemte på Helle Thorning-Schmidt under formandsvalget, er det i høj grad kulturskiftet, de reagerer på. Den nye formand gør ikke nok for at please den tabende fløj. Hun marginaliserer og inddrager ikke nok. I folketingssalen er det blevet bemærket, at hun typisk henvender sig til sine trofaste støtter. Og til gruppemøderne kommer hun ikke tit nok - på trods af, at hendes uerfarenhed burde tilsige større fremmøde, lyder kritikken. Mest af alt synes den nye formand ikke oprigtigt indstillet på at gøre noget for "balancen" og "helheden", fremhæves det. Som den tabende part i formandsvalget, Frank Jensen, udtrykte det, da han for første gang efter nederlaget meldte sig offentligt i koret af kritikere: Det vigtigste for en socialdemokratisk formand er hele tiden at tænke på bredden.
Helle Thorning-Schmidts svar på den første alvorlige kritik og uro om ledelsen signalerer, hvad der er i vente. Af egen drift henledte hun opmærksomheden på spørgsmålet om politiske uenigheder.
Det er en kendsgerning, at Socialdemokraterne fortsat er præget af meningsforskelle, når det kommer til temaer som arbejdsmarked, integration, skolepolitik, udlændinge, skat og velfærdsreformer. Hertil kommer uenighed om strategien i oppositionen, hvor ledelsens kritikere frygter, at Socialdemokraterne ikke blot udvander den politiske profil, men også forærer regeringen alt for gode muligheder for at presse den forligsivrige socialdemokratiske ledelse.
Svend Auken forklarede selv i et interview med Jyllands-Posten i december 2002, at hans holdninger deles af "rigtig mange i partiet", og at udfordringen ikke var at forny Socialdemokratiet, men at anlægge en langt hårdere linje i opposition:
"Efter valget var vi opsatte på at vise, at vi ikke var bitre. Nu må vi være mere aktive i opposition. Her kan vi lære meget af den aggressive måde, som Anders Fogh Rasmussen var i opposition," lød det fra Auken et år efter valgnederlaget i 2001.
Med medlemmernes valg af Helle Thorning-Schmidt har den linje som bekendt tabt.
Store udfordringer forude
Det opsigtsvækkende nye er, at ledelsen selv forsøger at eksponere de herskende uenigheder på det politisk-strategiske plan. Netop det faktum, at Helle Thorning-Schmidt er valgt af medlemmerne ved en urafstemning, vil hun bruge til det yderste for at manifestere, at hun har fået mandat til at udstikke en kurs. Et mandat, som i perioder virkede mere skrøbeligt under både Nyrups og Lykketofts formandstid på grund af den måde, de hver især kom til magten på. Kilder tæt på de to forhenværende formænd hæfter sig ved, hvordan de begge har måttet regere på andres nåde - og at roen ofte kun har kunnet opretholdes ved helt at manøvrere uden om kontroversielle politiske spørgsmål. Under Nyrup var det blandt andet udlændingepolitikken. Under Lykketoft var det velfærdsreformer. Begge formænd var - i modsætning til Helle Thorning-Schmidt - stærkt optaget af at nedtone de indre spændinger og politiske forskelle.
Med den ballade, der er nået at opstå, endnu inden Helle Thorning-Schmidt har siddet i 100 dage, kan man kun gisne om bølgernes højde, når Socialdemokraterne for alvor tager fat på de politiske udspil efter sommerferien, til sommergruppemødet og til efterårets kongres. Flere forhold taler for, at befolkningen langt fra har læst det sidste referat fra et ophidset socialdemokratisk gruppemøde:
Den tabende part har ikke samme interesse som tidligere i at sluge kameler af hensyn til freden. Når det overhovedet lykkedes Mogens Lykketoft at skabe samling om udlændingepolitikken - og få Svend Auken, Frank Jensen og andre fra den gruppering til at gå på kompromis med deres dybe grundholdninger - hang det blandt andet sammen med udsigten til, at Frank Jensen en dag kunne blive formand. Det løb er endelig kørt, og Frank Jensen søger ihærdigt job uden for Folketinget.
Tilbage står, at en række socialdemokrater, som har været med og knoklet i mange år, ikke vil finde sig i at blive rendt over ende af et "Winner takes it all"-signal fra den nye ledelse. Selv om oprøret synes uden mål - fordi den tabende fløj ikke har noget alternativ til Helle Thorning-Schmidt inden for en overskuelig årrække - ved man i begge lejre, at uro af den nuværende slags under alle omstændigheder er en belastning for den nye leder. Ved at angribe den nye formands stil og mangel på erfaring spiller kritikerne samme melodi, som regeringen i øjeblikket gør med forsøget på at stemple Helle Thorning-Schmidt som en ringe leder med rod på holdet.
Blandt Helle Thorning-Schmidts støtter er opfattelsen imidlertid, at ledelsen i øjeblikket har været igennem den mest sårbare fase, og at det ligefrem kan blive en fordel, når diskussionerne får politisk substans. Planen er at komme med kontante udspil, der vil være mere i samklang med befolkningen og partimedlemmernes ønsker. En vej væk fra den altfavnende konsensuslinje, der kan betyde et åbent opgør om de politik-områder, andre formænd har måttet lade ligge.
