Læsetid: 7 min.

Væk med fortidens fjerbuske

Det er patetisk at se, hvordan visse kredse i større medlemslande fører sig frem som stor-magter i verden, men det er direkte uholdbart, at EU endnu ikke har fået styrke til at matche USA. Fem forslag til et bedre Europa
27. maj 2005

Prøv at tænke efter. De store problemer i verden er ikke, om den 'kreative klasse' drikker caffe latte og er politiske letvægtere, om Pia Kjærsgaard fører regeringen i kort eller lang snor, om efterlønnen skal begynde ved 60 eller 62 år og være for alle eller for færre, om usund juice fuld af tilsætningsstoffer må kalde sig multivitaminjuice, om TV 2 skal sælges og til hvem, om Stauning og Scavenius burde graves op og have et slag over benraden fra statsministeren for deres lastefulde optræden under besættelsen, om skattestoppet kan suppleres med et idéstop, eller om der er behov for yderligere lettelser til boligejerne.

Nej, verdens store problemer handler om arbejdsløshed og utryghed, om sygdom og uvidenhed, om social og økonomisk ulighed, om forurening og naturdød, om klimaforandring, om terrorisme og oprustning, om et verdenssamfund baseret på ret eller magt, om en verden behersket af én supermagts ønsker eller af samarbejde mellem mange, om krig eller fred.

Kun sammen med andre

De første problemer må Danmark selv klare. Men de store globale udfordringer kan kun klares sammen med andre. For os sker det samarbejde i EU, og det europæiske samarbejde har været en imponerende succes

25 landes regeringschefer har efter et grundigt forarbejde fundet ud af, at samarbejdet trænger til nye og forbedrede rammer. Det er derfor, vi skal stemme om den nye forfatningstraktat. Den løser langt fra alle problemerne, men den øger chancen for, at de bliver løst.

At sige ja til denne forfatningstraktat er et sympatisk, men ikke stort skridt. At sige nej kan derimod have en række negative konsekvenser. Det skrøbelige politiske europæiske samarbejde vil få et skud for boven. Tanken om en fælles udenrigspolitik for FN, fredelig løsning af konflikter og international bistand, der kunne matche USA, vil virke utopisk. Og troen hos folk på, at EU-samarbejdet virkelig kan bruges til fremskridt, vil blive yderligere svækket. Tilbage bliver et fælles marked, hvor virksomhederne uhindret kan flytte rundt med penge og job, mens de mange europæiske lande hver for sig må kæmpe for at skaffe sig lydhørhed internationalt. Det bliver virkeliggørelsen af Margaret Thatchers drøm om Europa. Men den lader alle os andre i stikken.

Alt andet end indhold

Et ja er mildest talt ikke en bevægelse hen imod en europæisk superstat. Hverken indholdet af den nye forfatning eller den politiske virkelighed peger i den retning.

Men opgaven volder vanskeligheder. Se blot på den store folkelige skepsis i Frankrig og Holland. To af de 'stiftende' landes befolkninger gør knuder i stedet for at juble. Debatten før de to folkeafstemninger på søndag og på onsdag har handlet om alt muligt andet end indholdet af den nye forfatning.

Men dybest set afspejler meningsmålingerne med overvægt til nej-siden en dyb skuffelse over, at EU-samarbejdet ikke har været mere effektivt med hensyn til jobskabelse og tryghed for mennesker. EU anses ikke for at være det værktøj for frihed og fremgang, som det var engang, og millioner af franskmænd og hollændere reagerer på EU, som var det europæiske samarbejde en del af problemet og ikke en del af løsningen.

Hvad skal der gøres ud over traktaten? Lad mig nævne fem afgørende sager, som jeg ser som hovedpunkterne i en ny dagsorden for Europa.

Ledigheden skal ned

For det første: Sæt kampen mod arbejdsløsheden øverst på det fælles program! Man kan ikke bilde folk ind, at det hele klares ved virksomhedernes frie spil. Udflytning af produktion og tjenestefunktioner skaber store tilpasningsproblemer, som ikke blot klares med peptalk, lidt uddannelse og voodoo-politik.

Mennesker bliver arbejdsløse, mister håb og føler sig uretfærdigt behandlet. De modtager ikke deres kolleger fra de nye medlemslande med åbne arme, når de overtager deres arbejde til en femtedel af lønnen. De føler heller ikke, det er en trøst, når deres egen levestandard falder, samtidig med at direktørlønningerne stiger med 20-30 procent om året. Og mange føler EU-samarbejdet som noget, der forværrer problemerne. Ikke en kilde til håb.

Den voksende jobløshed løses ikke af centralbankchefer, der er ansat til kun at tænke på prisstabilitet. Regeringerne må tage ansvaret. Det er brandærgeligt, at en stokkonservativ tysk regering i 1991 fik lagt alt for meget magt i ØMU'en over til nationalbankerne. Det gør, at EU-landene har sværere ved at gribe ind og hjælpe hinanden med en fælles stimulering af efterspørgslen for at nedbringe ledigheden.

Men man kunne begynde med en markant stigning i bevillingerne til uddannelse og forskning. Man kunne tilskynde alle lande med en vækst på mindre end 2 procent i 2005 og 2006 til at sætte gang i vigtige samfundsinvesteringer og fremskynde løsningen af hjemlige problemer, selv om en sådan ekstra indsats midlertidigt skulle føre til overskridelse af ØMU'ens budgetunderskudsgrænser.

Tag fat på boligproblemerne og trafikkøerne i Europas store byer. Gør noget ved det dårlige miljø. Gennemfør en satsning på kulturlivet. Brug pengene på fælles spændende projekter i stedet for skattelettelser til øget privat forbrug, der alligevel ikke giver arbejdspladser i Europa. Men gør noget. Og gør det hurtigt, så mennesker mærker det.

Fælles asylregler

For det andet: Brug de nye regler i forfatningstraktaten til at få en fælles udlændingepolitik på plads. Fælles regler for asyl og fælles minimumsrettigheder og pligter til udlændinge. Forsøg at finde frem til en samlet integrationspolitik, hvor man nyttiggør de gode (og de dårlige) erfaringer fra medlemslandene.

Vis åbenhed over for indvandring af mennesker, der vil uddanne sig og arbejde hos os. Hjælp udviklingen i nærområderne, især i Nordafrika og Tyrkiet, så de økonomisk begrundede folkevandringer mister kraft. Understøt en meningsfuld dialog på tværs af religioner og kulturer, og tag kraftigt til genmæle mod enhver form for fundamentalistisk fanatisme, hvad enten den er muslimsk eller kristent motiveret.

Danmark har en interesse i at komme med i et sådant arbejde, og dristige idéer og nye projekter vil givet gøre det mere tillokkende at ophæve det danske forbehold på det retlige område.

Olien er akilleshæl

For det tredje: Tag fat på en fælles energipolitik. Sådan som der gives udtrykkelig mulighed for i traktaten. Olieafhængigheden er EU's akilleshæl i en verden, hvor nye olieforekomster bliver færre og dyre at udnytte, og hvor efterspørgsel og priser stiger.

Store økonomiske og politiske gevinster og masser af arbejdspladser kunne vindes, hvis EU virkelig satsede på energieffektivitet og nye energikilder. Danmark er i så henseende et fremragende eksempel. Vækst i bruttonationalproduktet på to tredjedele uden vækst i bruttoenergiforbruget. Danmark er mere end selvforsynende med energi. Snart 30 procent af elforbruget dækkes af EL. Eksporten af energirelateret udstyr overstiger 40 mia. kroner, og der er alene i vindindustrien mere end 20.000 beskæftigede, og Danmark har mere end 40 procent af verdensmarkedet for vindenergi.

Europa kunne vende energimangelen til en kæmpechance for nye job, nye teknologier, ny konkurrenceevne for Europa - og samtidig ville EU befæste sin førerposition som den egentlige globale leder i kampen mod klimaforandringer.

Kultur ingen undtagelse

For det fjerde: Gør Europa til et foregangsland, når det drejer sig om miljø, forskning og kultur. Det er idiotisk, at EU's tidligere flotte grønne profil er falmet de seneste tre år. Især er det vigtigt som nævnt med klimapolitikken, men den nye europæiske kemikalieregulering, REACH, må ikke forringes for at varetage kemiindustriens laveste fællesnævner.

Tværtimod er fordelen ved at være verdens største økonomiske enhed, at man har styrken til at lave fælles regler for et stort område - uden at det ødelægger konkurrenceevnen. Kulturen behandles i hovedsagen som en undtagelse for reglerne for det indre marked. Det er helt forkert. Tværtimod måtte rammerne for fremme af den europæiske mangfoldighed på kulturområdet gerne være fremadrettede og generøse. Eventuelt kunne man bruge de succesrige modeller fra støtten til europæiske forskningsprojekter.

Lissabon-målsætningen for forskningen i EU er ambitiøs. Hvorfor ikke prøve at sætte ind på at nå målene i 2010?

Sig fra over for USA

For det femte: Giv Europa en fælles udenrigspolitik. Der er brug for, at EU-landene taler med én stemme. Det er patetisk at se, hvordan visse kredse i større medlemslande griber efter fortidens fjerbuske og fører sig frem som stormagter i verden. Og det er direkte uholdbart, at EU endnu ikke har fået styrke til at matche USA.

Amerikanerne er vores allierede og venner, men det er nødvendigt, at vi både forstår at samarbejde med og sige fra over for regeringen i Washington. Europa er langt mere knyttet til de 'bløde' værdier om international retsorden, udviklingsbistand, fredelig bilæggelse af konflikter, opbakning til FN, globale miljøkonventioner og respekt for andre samfund, religioner og kulturer, og for mange af os vil det næsten være hovedargumentet for et ja, hvis det kunne bidrage til en mobilisering af en markant fælles udenrigspolitik - væk fra småstaternes nostalgiske bedrevidenhed.

Der er nok at tage fat på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her