Læsetid: 4 min.

'De vil have os væk herfra'

Ifølge den israelske avis Maariv, har der i årets første kvartal været en 50 procents stigning i antallet af overgreb fra bosættere på nærtboende palæstinensere
28. juni 2005

Aseera Al-Qibliya - På rute 6o fra Jerusalem til Nablus er der israelske bosættelser på hver eneste bjergtop og langs vejen blafrer israelske flag. Klynger af hvide huse med røde tage udgør hver enkelt bosættelse, som så undertiden er vokset med en gruppe beboelsesvogne. På andre bakketoppe er der bare en vandbeholder og nogle få containere.

"Illegal outposts," spørger jeg min tolk, Salim. Han griner og mumler noget om, at alle bosættelserne er ulovlige. Vi passerer et skilt, der viser til Yitzhar, og lidt efter går en meget lille vej til venstre ind imod nogle små arabiske landsbyer syd for Nablus.

Asfalten bliver hurtig sparsom. Husene er små og trætte. Overalt er der plakater for faldne martyrer og politiske slogans.

I den tredje landsby, som er den mindste og fattigste, Aseera Al-Qibliya, begynder vi at spørge efter den 33-årige Khaled Mahmoud Abu Khalaf, og en ung mand viser os hen til et meget lille hus. Khaled kommer ud sammen med en dreng, der klynger sig til hans ben. I indgangen står en kvinde med et barn på armen. Vi går gennem køkkenet og ind i husets andet rum. Her er lagt måtter rundt langs væggene og en stor dobbeltseng. Vi sætter os ned, og Khaled kommer med puder, som vi kan hvile armene på, mens hans kone lynhurtigt får fremtryllet kopper med dampende myntete.

Fingeret begravelse

Så begynder Khaled sin fortælling. Ansigtet er trods den unge alder hærget, og de intense øjne virker skræmte:

"For en uge siden var jeg sammen med tre andre hyret til noget arbejde i marken nær bosættelsen Yitzhar. Jeg gik forrest med maskinen, som høstede bika, da jeg ser en bosætter med et maskingevær med teleskopsigte. Han går hen imod os, og samtidig ankommer en militærjeep med to soldater. Han beskylder mig for at have kastet sten på hans bil og for at være terrorist. Soldaterne gennemsøger mig, sender mine tre kammerater væk, beordrer mig ind jeepen og kører mig mod Yitzhar. De kører meget hurtigt og bremser så pludseligt op. Så jeg hele tiden banker hovedet ind i stålrammen. Så bliver jeg trukket ud og smidt på jorden, og bosætteren begynder at gennembanke mig, mens soldaterne kigger på. Vi står ved et hul i jorden, og han skubber mig ned i hullet og begynder at kaste jord og sten hen over mig - som vil han begrave mig levende. Jeg begynder at græde og forsøger desperat at komme op af hullet. Det lykkes, og jeg løber hen mod soldaterne for at få beskyttelse. Men de gør ingenting, og det hele gentager sig. Tilsyneladende bliver de til sidst bange for, at jeg skal dø, og de stopper begravelsen, tager mig op og slår mig i maven med maskingeværerne, mens de råber 'Du er terrorist'. De sætter så geværmundingen mod min hals, og jeg er sikker på, at jeg skal dø. Jeg begynder at kaste blod op. Soldaterne griner ad mig, mens de snakker sammen på hebræisk og endelig lader de mig gå, mens bosætteren råber ind i mit ansigt, at jeg aldrig skal føle mig sikker."

Stigning i overgreb

Khaleds far er kommet ind og har sat sig på dobbeltsengen Han føjer til, at denne specielle bosætter tit generer landsbyens beboere, når de er i marken.

"De vil have os væk herfra, så de kan få det hele for sig selv," siger Mahmoud Khalaf. Han er i modsætningen til sønnen relativ velklædt, og da jeg spørger til, hvordan de i øvrigt har det med israelerne, forklarer han, at han fra 1985-1990 arbejdede på den anden side af den grønne linje på den store fabrik Carton Hasharon. Han var kun hjemme i landsbyen på fridage. Hans boss, Nathan, var en god mand, og han var så betroet en medarbejder, at han havde nøgler til fabrikken, fortæller Mahmoud Khalaf med et stolt udtryk i ansigtet.

Khaled spørger os, om vi kan hjælpe. Han har mareridt om natten, den frygtelige scene gennemspilles igen og igen, og han tør ikke gå ud i marken igen. Salim lover at tale med nogle folk, der måske kan hjælpe og anbefaler ham at gå til læge og få noget beroligende medicin.

Der kommer tyrkisk kaffe, mens vi høfligt siger nej til et måltid mad.

I bilen diskuterer vi, hvad vi har lige hørt. For mig er det chokerende. For Salim er det bare en af mange beretninger, og det specielle er egentlig kun, at den er nået uden for landsbyen. Jeg har netop læst i den israelske avis Maariv, at der i årets første kvartal har været en 50-procent-stigning i antallet af overgreb fra bosættere på nærtboende palæstinensere. 265 tilfælde mod 174 året før. Altså tilfælde, hvor myndighederne har rejst sag mod bosætterne for voldelig adfærd.

Intet tyder på, at Khaleds oplevelser vil få konsekvenser for andre end ham selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her