Tom Jørgensen har ret, kunsten har fra midt i 1990'erne og frem til nu fået et andet ansigt, end den havde på Kunstakademiet i 1980'erne og frem til begyndelsen af 1990'erne (Information den 26. januar). Det er forskellige tendenser, som har gjort sig gældende. Maleriet har igen fået en fremtrædende plads, og selv meget af den mere kunstrefleksive kunst har bevæget sig over i mere publikumsorienterede former. Kunst der har sociale mål og ønsker at møde publikum, som Superflex, Vollsmoseprojektet, Åsa Sonjasdotter, Kvinder på Værtshus og Parfyme, er kunstnere eller kunstgrupper, der har vendt sig fra det hermetiske mod det offentlige rum. Denne venden sig mod publikum kan også ses i mange maleriske strategier, hvor det fortællende element er stærkt, eller en mere popinspireret strategi hvor elementer fra musik, internet og de mange billedmedier inddrages i maleriet.
Derudover kan man se et ønske om en identificering fra beskueren, og ønsket om at berøre beskueren følelsesmæssigt er i det hele taget et stærkere ønske end den mere kunstkritiske position, som var mere fremherskende på Kunstakademiet siden 1980'erne. Kreativitet og fantasi er ikke fyord.
Man kan forklare dette på mange måder, en simpel forklaring er en historisk forklaring. Kunsten har i det 20. århundrede bølget mellem værker, der slås med kunstbegrebet og institutionen, og værker, der vil beskæftige sig med menneskets livsverden, deres omgivelser, følelser, myter, fortællinger og symboler. Dadaisme, minimalisme, konceptkunst, fluxus hører til den første. Ekspressionisme, popkunst, Cobra hører til den anden.
Tom Jørgensen klandrede i 1990'erne Kunstakademiet for at være elitært. Og selv om han måske havde ret i en del af sin kritik, så viser han en fuldkommen mangel på forståelse for den del af kunsten, som er refleksiv, kritisk og forsøger at kante kunstbegrebet ud i nye retninger. Denne mangel på forståelse for denne essentielt vigtige side af hele vor tids kunstforståelse gør ham svær at tage alvorlig.
Kunsten har i løbet af historien været igennem mange forskellige brydninger. Men mange af de spørgsmål, som moderniteten har stillet til os som mennesker, viser sig som vigtige spørgsmål i kunsten, og det er derfor, at den er vigtig for vores kulturs selvforståelse. Kunsten afspejler simpelthen forskellige udviklinger, som samfundet undergår, og som vi derfor kan konfronteres med, og de kan indgå i vores liv som både refleksive spørgsmål eller som forsøg på at genoplive mere kreative og fantastiske elementer i vores liv. Begge sider er essentielle.
Da jeg begyndte på Kunstakademiet i 1993, kunne man godt mærke denne stemning af, at intellektuelle og elitære diskurser var dominerende, og at det at male havde været ugleset.
Men dette ændrede sig meget hurtigt. De ansatte på Akademiet havde set, at der manglede nye impulser. Og nye lærere som Elmer The Dane, Peter Bonde og Ursula Reuter Christiansen afløste mere teoretisk funderede kunstnere. Men allerede kunstnere som blandt andre Jes Brinch, Henrik Plenge Jacobsen, Mikael Kvium, Christian Schmidt-Rasmussen - som alle er akademiuddannede i den periode, som Jørgensen omtaler - opererer med folkelige, fantasifyldte, personlige og håndværksmæssige projekter og har opnået stor gennemslagskraft både mediemæssigt og publikumsmæssigt. Der er altså ikke noget at komme efter, kunne man fristes til at sige.
Hvad der derimod synes at være Jørgensens ærinde er intellektualiseringen af kunsten, når den resulterer i et billedfattigt output.
Værkbegrebet ændrer sig
Igen må man sige, at værkbegrebet i kunsthistorien har ændret sig meget, og der er et øget fokus på, hvad kunstneren putter ind i kunsten af tanker og overvejelser (det er blandt andet derfor, at interviews dominerer billedkunststoffet). Og det med god grund, det er tanker, indtryk, forestillinger og ideer, der producerer nye billeder og kunstformer. Dette gælder både for den refleksive kunst og den mere kreative del.
I min forståelse kan de to dele ikke adskilles, og selv den refleksive indadvendte kunst kan bære på interessant tankestof, ligesom jeg gerne vil forføres og overraskes af et maleri.
Blot at hylde det maleriboom, som samler, og som publikum slikker i sig, er at give slip på kunstens refleksive og kritiske potentiale. Hvori består det nye i billederne, burde Tom Jørgensen hellere spørge end blot at bekræfte sig selv i sin egen tidligere kritik. Det kedelige ved den danske kunstscene, som Tom Jørgensen i sin artikel er med til cementere, er, at der kun er plads til få kunststrategier på en gang. På kunstscenerne i Tyskland, England, Frankrig og USA findes der en mængde forskellige kunstformer, som både inspirerer og konkurrerer med hinanden. Denne mangfoldighed og mange måder at arbejde med virkeligheden på burde være et vigtigere kriterium end at støde kunstformer væk fra sig.
I øjeblikket er der en udstilling i en container ved Israels Plads arrangeret af fem yngre kunstnere. Jeg havde selv svært ved at finde den. Deroppe er du længere væk fra virkeligheden end i de mange fashionable gallerier, hvor malere positioneres. Og er det ikke der, kunsten skal føre os hen?
Kaspar Bonnén er billedkunstner og forfatter
