Læsetid: 5 min.

Vældig underholdende og svært vanedannende

Sammenlignet med, hvad de kan præstere af innovativ og intelligent tv-dramatik i USA, er Danmark stadig et u-land
19. januar 2006

På dansk tv kan man for tiden følge med i de nye sæsoner af to af de efterhånden mange tv-serier, som inden for de seneste år har været med til at give den amerikanske tv-branche et tiltrængt kreativt og publikumsmæssigt løft. Lost, som kører på Kanal 5, og 24 timer, der vises på TV2, hører til blandt de mest populære i hjemlandet, hvilket ikke mindst skyldes en energisk blanding af menneskeligt drama, solid spænding, effektiv action og en ofte innovativ indgang til ellers velkendte genrer.

Hvor 24 timer ikke mindst leger med thrillerens udtryk ved at fortælle i splitscreen og realtid, så pakker Lost det højt belagte melodrama ind i mystik og noget, der godt kunne minde om sci-fi. Resultatet er i begge tilfælde serier, som er vældig underholdende og svært vanedannende for en dansk tv-seer, der må tage til takke med Ørnen og Krøniken.

Der produceres som altid masser af dårlige tv-serier og -film i USA, men det er i høj grad inden for tv-mediet, især dramaet og sitcom'en, og ikke længere så meget filmmediet, at man lige nu oplever de indholds- og formmæssige kvantespring, der skaber fornyelse og er med til at udvide rammerne for, hvad der er tilladt og muligt.

Frisk og direkte

Man kan diskutere, hvor denne lyst og dette mod til at udfordre det bestående kommer fra. Umiddelbart er det i hvert fald ikke, hvad man forventer fra tv-mediet, der om noget er kendt for at være traditionsbundet og konservativt af hensyn til det store, brede publikum og de medfølgende annoncekroner.

Men der er ingen tvivl om, at David Lynchs originale tv-serie Twin Peaks, der ramte alverdens tv-skærme med orkanstyrke i 1990, har betydet meget for en hel generations opfattelse af mediet og dets begrænsninger. Takket være Lynch, der greb Twin Peaks aldeles filmisk an, begyndte også Hollywood at se den lille skærm som et sted, hvor man kunne boltre sig med skæve ideer - inden for rimelighedens grænser, naturligvis, for det er stadig big business. Men slår en serie ikke an hos seerne, kan man jo bare sløjfe den igen. Flere af tv-stationerne har desuden erkendt, at man i vor fragmenterede, globaliserede verden ikke nødvendigvis behøver at få fat i hele nationen på én gang, og man laver i højere grad 'specialiserede' serier.

Desuden er tv-drama ikke længere noget, der nødvendigvis skal produceres hurtigt og billigt, og man bruger flere og flere penge på at lave interessante billeder, finde de gode skuespillere og ramme de rigtige seere. Det er interessant at notere sig, at filmskuespillere igen har fået lyst til at lave tv, nogle af dem oplever tilmed et regulært comeback - Martin Sheen i West Wing, Geena Davis i Commander in Chief. Tidligere gik bevægelsen den anden vej, tv regnede man ikke rigtig for noget, og det lykkedes kun få tv-stjerner at tage springet fra det lille format til det store lærred.

Op gennem 1990'erne var det især krimiserier som Homicide: Life on the Streets, Law & Order og NYPD Blue, der banede vejen for et anderledes frisk, direkte og filminspireret visuelt sprog på tv - og historier, som holdt en fin balance mellem hovedpersonernes personlige og professionelle liv. Respekterede instruktører og producenter laver hellere end gerne tv ved siden af deres filmarbejde, og man har tilmed noget, der ligner kunstneriske ambitioner i de bedste af serierne.

Dramedy

Ikke mindst to forholdsvis nye selskaber har haft stor betydning for, hvad der er sket på det amerikanske tv-marked, som ellers har været domineret af fire store, gamle tv-giganter, CBS, ABC, Fox, NBC.

WB, der er Warner Bros.' tv-afdeling, og HBO - det står for Home Box Office - gav midt i 90'erne chancen til en generation af kreative folk, der er vokset op med de elektroniske massemedier og ikke har tidligere generationers fordomme over for eller snævre syn på, hvad mediet kan eller skal bruges til.

Man blander plotdrevet spænding med karakterdrevet drama, tillader sig at tage seriøse og ofte kontroversielle, tabuiserede emner op på både vittig og begavet vis og bruger visuelle og fortælletekniske kneb, som ellers har hørt filmverdenen til. Der er skruet op for intensiteten, sproget, det stiliserede, det skæve, det udfordrende.

Den positive udvikling har blandt andet medført fødslen af en ny genre, dramedy, hvor man parrer drama med comedy og får fremragende og rapkæftede og visuelt spændende serier som Ally, Sopranos, Sex in the City, Six Feet Under, Buffy the Vampire Slayer, Dawson's Creek, Gilmore Girls, Deadwood, West Wing, Desperate Housewives og mange, mange flere ud af det, og det kan lade sig gøre, fordi WB og HBO er kabelbaserede betalingskanaler, der ikke behøver at udøve samme grad af selvcensur som de øvrige kanaler.

Et langt efterliv

Det er serier, som ikke nødvendigvis hører hjemme i den ene eller anden genre, men på bedste postmoderne vis blander udtryk og former og nyder stor popularitet blandt et mediebevidst publikum, der ingen problemer har med højt tempo og komplekse narrative strukturer.

Der er blevet plads til mere rendyrkede, stilbevidste genreserier som også skubber til rammerne - Alias, The Shield, X-Files, CSI, Firefly - og det er svært ikke at lade sig imponere af den afveksling i udtryk og viljer, som tegner amerikansk tv.

På trods af brødrene Thorsboes professionalisme, og selv om Lars von Trier i midten af 90'erne gjorde Lynch kunsten efter med Riget I+II, er Danmark mht. tv-drama et u-land. Man skal selvfølgelig huske på, at amerikanerne har øvet sig i lang tid, og at de to landes tv-miljøer er vidt forskelligt skruet sammen. Amerikanerne har ikke mindst et forspring i form af et kæmpestort hjemmemarked, og at resten af verden bestemt heller ikke siger nej til at aftage deres kulturprodukter.

Også dvd-mediets hastige erobring af det lukrative hjemmevideomarked har betydet meget for udbredelsen af de amerikanske serier, og de serier, som måske ikke har klaret sig så godt på tv, får indimellem et langt efterliv på dvd.

Men selv om det har sine fordele, at man i så vid udstrækning opererer på markedets præmisser, kan stemningen hurtigt vende. Lidt for mange fejlslagne tv-serier i træk, og så vil produktionsselskaberne lukke kassen og igen begynde at satse på det sikre.

'Lost' vises hver mandag kl. 20 på Kanal 5. '24 timer' vises på TV 2 hver tirsdag kl. 20.35

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her