Læsetid: 4 min.

Vælg selv som de andre

7. oktober 2002

»Til dem, der er skeptiske over for individualiseringen, vil jeg sige: Prøv at forestille jer alternativet.«
Kresten Schultz Jørgensen, chefredaktør

»Man må tænke sig magten uden kongen.«

Michel Foucault, filosof

Livet efter ideologierne er en leg. Og så med opsving og højkonjunktur oven i købet: Det er blevet så frit. Og som om det ikke var nok: Autoriteterne er sat ned på jorden ved siden af alle de andre mennesker. Politikerne skal ikke længere lede folket, men lade sig vejlede af meningsmålinger. Og på universiteterne er professorerne trådt ned fra podiet: Det er blevet moderne med oplæg fra de studerende.
Der er mange ord til beskrivelse af tilværelsen i denne tilstand, men ét der især går igen: Individualisering. Vi er blevet individualiserede. Det enkelte individ bestemmer selv, hvordan livskagen skal skæres og stykkerne fordeles. Intet er givet. Man vælger mellem udbud på den store buffet. Hvis man ikke kan lide sin næse, kan man få lavet en ny. Hvis man ikke gider arbejde som journalist, kan man blive medierådgiver for et politisk parti. Som Michael Strunge sagde: »Vi sætter vores hår, som vi vil.«
Sociologerne har beskrevet den tilstand. Som f.eks. Ulrich Beck: »Individualisering betyder (……) opløsning af forudgivne sociale livsformer, f.eks at kategorier vedrørende livsverdenen – som klasse og stand, kønsroller, familie, naboskab osv. – bliver skrøbelige.« Beck betegner konstruktionen af det individualiserede liv som en gør-det-selv-biografi.

Der blev sagt individualisering rigtig mange gange i torsdags. Der var debatmøde om fælles værdier og fællesskab på det Kongelige Bibliotek. Chefredaktør Kresten Schultz Jørgensen sagde, at ligegyldigt om man kaldte det individualisering eller frisættelse eller globalisering, så var det et faktum som en tilstand i dag. Dvs: det giver ikke mening at være modstander af noget, som foreligger faktuelt. Det sagde han naturligvis ikke for sjov. Men fordi der er en udbredt skepsis og et artikuleret ubehag ved individualiseringen, hvis bagside skulle være egocentrisme, narcissisme, ensomhed og fællesskabers forfald.
Men som Schultz Jørgensen sagde: »Til dem ,der er skeptiske over for individualiseringen, vil jeg sige: Prøv at forestille jer alternativet.«
Underforstået: Alternativet skulle være en form for totalitær tilstand, hvor folk ikke vælger frit, men hele tiden er underlagt dominerende faktorer.

Der er et tv-show som i øjeblikket kører med høje seertal og henvender sig til den lille entreprenør i de individualiserede danskere. Det er et importeret format. Dvs. tv-showet kører over det meste af den vestlige verden. Det hedder: Hvem vil være millionær?
Ordet ’vil’ bedrager. Det fremstiller spørgsmålet, som om det er en særlig personlig viljeshandling for nogle, at de gerne vil være millionærer. Men sandheden er naturligvis, at næsten alle vil være millionærer. Showet burde hedde: Hvem kan blive millionær? Det ligner en tanke, at spørgsmålet formuleres som en viljeshandling og ikke som en kunnen. Det er karakteristisk, at de små forvaltere af deres egen tilværelse svarer det samme, når de inden quiztesten adspørges: Hvad vil du bruge pengene til? De vil allesammens rejse. Ud og se verden hvor de møder hinanden på de samme steder i Thailand, Paris eller på de græske øer.
Individualiseringens skygge er homogenisering og normalisering. Det er påfaldende, hvorledes det festligt fejrede frie valg for den enkelte bruges til at vælge det samme som alle de andre. Er man utilfreds med sin næse, vælger man at få den samme næse, som dem på tv, der også har fået en kunstig næse. Når David Beckham ved VM i fodbold promenerer en populærkulturel variant af hanekamfrisuren, ender den med det samme oven på hovederne af mænd og kvinder, voksne og børn i den vestlige verden. Således også professionelt: Det gælder om at definere sin identitet ved en profession, som man dyrker 50 timer om ugen, og som man elsker, fordi man får mulighed for lidenskabelig selvudfoldelse.
Spørgsmålet er ikke: Hvordan vælger du at realisere dig selv. Spørgsmålet er: Har du selv ressourcer til at realisere det gennem massemedier og folkeoplysning konstruerede ideal af det rigtige liv. Man kan tage sundhed som eksempel: Det er dit eget ansvar være i god form. Men der er påbud på alle felter: Du må ikke ryge, du må ikke være fed, du må ikke drikke mere end 21 henholdsvis 35 genstande om ugen. Du må ikke løfte med ryggen. Du skal gå ned i knæ.

Den franske filosof Michel Foucault sagde noget simpelt sandt: »Man må tænke sig magten uden kongen.« Man må tænke sig, at der udøves magt selv om der ikke er en ekstern aktør med monopol på magtudøvelse. Også uden konkrete autoriteter er der påbud og autoritære anvisninger til det sande liv. Det er for meget sagt, at man for at forstå vores samtid må forestille sig et diktatur uden diktatur. Men det er ikke så meget for meget, som man umiddelbart skulle tro. Der er etablerede og konsoliderede idealer og målsætninger på hvert felt i tilværelsen. Det kræver ikke så meget fantasi at se det alternativ, som Schultz Jørgensen henviser til. Man kan se sig omkring. Netop fordi de forudgivne sociale livsformer er svækkede, kan de samme idealer trænge ind og dominere hver en lille forvalter af egen lykke. Individualisering betyder: Du har selv ansvaret for at realisere de almene idealer.
Kan du sætte dit hår ligesom David Beckham?

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu