LAURENT FABIUS, formand for den socialistiske gruppe i Nationalforsamlingen, er blevet citeret for følgende ironiske kommentar til det pludseligt fremrykkede valg i Frankrig: "Det gør ikke så meget, at vores parti ikke nåede at blive helt færdig med at udarbejde et program. Alt, hvad vi behøver, er at spørge vælgerne: Ønsker I fem år mere med Juppé?"
I sandhed, premierminister Alain Juppé kan forekomme at være socialisternes største aktiv i valgkampen, som sendt fra himlen. En mere upopulær regeringschef skal man lede længe efter i Frankrigs nyere historie. Hans venner er få, også inden for regeringsflertallet, hvor man inderst inde er tilbøjelig til at give Fabius ret. Derfor har regeringen og højrepartierne skyndt sig at fastslå, at Juppé ikke nødvendigvis skal fortsætte som regeringschef. Hermed er man havnet i den paradoksale situation, at man lægger distance til den mand, der er den ubestridte leder af regeringspartiernes valgkampagne. Efter tyve års økonomisk krise og stigende arbejdsløshed, brudte løfter og politiske beslutninger, der ofte er gået stik imod valgprogrammerne, er det forståeligt, at vælgernes holdning er desillusioneret, præget af skepsis. De går derfor ikke til valg på løfter denne gang - valgmanifesternes løfter er da også ret beskedne, både fra højre og venstre. Det er logisk at antage, at man går til valg på en bedømmelse af højreregeringernes resultater siden 1993.
Hvis man gør det, er regeringen i alvorlig fare, for det er en katastrofal status den efterlader. Når Juppé er upopulær, skyldes det nok tildels hans berygtede arrogance og hans image som en kold teknokrat, men navnlig de resultater - og de fiaskoer - hans regering må lægge navn til. De sidste nye statistikker er ubønhørlige: Arbejdsløsheden er steget til tæt ved 13 pct. og skattetrykket til 45,7 pct. - absolut rekord. Den økonomiske vækst er på 1,2 pct. og reallønnen praktisk talt stagnerende. Kampen mod arbejdsløsheden gled i baggrunden, fordi reduktionen af de offentlige underskud skulle have topprioritet - men også på dette område er man langt fra de proklamerede mål, og det fremgår klart af de sidste nye prognoser fra finansministeriet, at målet ikke kan nås uden en ny hestekur i form af nedskæring af de offentlige udgifter og forhøjelse af skatter og afgifter. Men man ved, at de allerede foretagne stramninger bremser økonomien og forbruget, hvilket automatisk medfører svigtende skatteindtægter og forværrer underskudet.
Denne problematik er i centrum for den del af valgkampen, der handler om den økonomiske politik, og det er karakteristisk, at både venstrepartierne og visse sværvægtere til højre som Philippe Séguin og Charles Pasqua (begge kendt for deres kampagne mod Maastricht-traktaten i 1992) kræver en vækstpolitik, der klart adskiller sig fra den hidtidige politik. Chirac har udskrevet valg under sloganet "un nouvel élan", hvilket betyder ny fremdrift eller (som i Maos Kina!) et "spring fremad". Men efter omhyggelig læsning af højres valgprogram ville en god redaktionssekretær give det overskriften "Mere af det samme".
FEM ÅR MERE a la Juppé - plus en ny hestekur? Det sidste undgår regeringen omhyggeligt at tale om, men statsfinansernes faretruende udvikling var netop det signal, der fik Chirac til at vælge at udskrive valg hurtigst muligt. Kalkulen går ud på, at ifølge de nuværende meningsmålinger har regeringen en chance for at vinde, men efter nye upopulære forholdsregler om nogle måneder ville den være sikker på at tabe ved den normale valgtermin i foråret 1998.
En valgsejr nu vil desuden betyde, at Chirac har fem år tilbage af sin præsidentperiode uden parlamentsvalg - ideelt for en præsident, der drømmer om et beskyttet, forseglet magtsystem med et minimum af modspil, og som kan formodes at ville benytte en sådan situation til i videst muligt omfang at befæste sin indirekte kontrol over administrationen, den offentlige sektor, de statslige audiovisuelle medier og ikke mindst politiet og retsvæsenet. De sidstnævnte instanser er nemlig i færd med at optrevle korruptionsskandaler i Paris, som eksborgmester Chirac har det øverste ansvar for.
Endnu fem år Chirac uden modspil? Man kunne fristes til at antage, at svaret kun kan være et klart nej. Men så simpelt er det ikke. Alt tyder på, at socialisterne endnu har et stort underskud af troværdighed at overvinde. Ellers ville meningsmålingerne i dag give dem et klart forspring, ikke blot en marginal chance. Problemet er, at 14 års Mitterrand-styre, heraf 10 med socialistisk regering, har efterladt en tung arv i form af støt stigende arbejdsløshed, voksende ulighed og på visse områder hensynsløs liberalisme.
Socialistlederen Lionel Jospin, der har distanceret sig fra Mitterrand, virker højintelligent, men samtidig hæderlig, beskeden og oprigtig - velgørende forskellig fra demagogen Chirac og elektronhjernen Juppé. Han mangler lidt af den karisma, der har gjort partifællen Tony Blair til en helt langt ud over de britiske øer. Men sammenlignet med Juppé burde han have gode chancer for at blive foretrukket som den mindst ringe.
B.V. (Børge Visby)
