Læsetid: 3 min.

Skulle man vælge samfundsfag?

En ny engelsk undersøgelse viser, at der - afhængigt af fag - er en voldsom forskel på de universitetsstuderendes arbejdsindsats
8. november 2006

Diskussionen har raset på universiteter i årtier - hvilke fag kræver mest arbejde?

Nu har en undersøgelse endelig bevist, hvad mange har ment i årevis - at unge ved kommunikationsstudier, business- eller samfundsstudier laver meget mindre end andre studerende.

Resultaterne fik forskerne til at sætte spørgsmålstegn ved klassifikationssystemet. De hævder, at det ikke er fair, at studerende kan bestå med ens karakterer, når nogle af dem har lagt meget mere i deres arbejde end andre, simpelthen på grund af deres valg af fag og læreanstalt.

"Forskellen i de studerendes arbejdsbyrde er bemærkelsesværdig og rejser vigtige spørgsmål," konkluderes der i rapporten. Specielt spørgsmålet om hvad det betyder at have en eksamen fra et britisk universitet, hvis den tydeligvis kan opnås med så stor forskel i indsatsen."

Studier på halv kraft

Videnskabsmænd, ingeniører og læger bruger hele dagen i laboratoriet, mens historie- og filosofistuderende har mindre end halvt så mange forelæsninger som en ingeniørstuderende.

Kunst- og humaniorastuderende har altid hævdet, at de kompenserer for de manglende forelæsninger ved at tilbringe mange timer på biblioteket med selvstudier. Men forskerne fra The Higher Education Policy Institute fandt, at dette ikke normalt er rigtigt. Hvis man lægger både undervisning og selvstudier sammen, kræver humaniora og samfundsvidenskab alt i alt mindre arbejde end andre fag.

Studerende ved massekommunikation, der også omfatter mediefag, slipper med et gennemsnit på under 20 timers studier om ugen, og handelsstuderende ligger kun en smule over. I modsætning hertil bruger medicin- og tandlægestuderende gennemsnitlig 35,2 timer om ugen på deres studier, efterfulgt af dyrlægestuderende med 33,2 timer om ugen.

Forskellen mellem de meget krævende og mindre krævende studier var slående. Ved University of Sunderland brugte de studerende ved massekommunikation blot 15,9 timer om ugen på studier, hvor læge- og tandlægestuderende ved University of East Anglia i gennemsnit brugte 45,1 timer om ugen.

Undersøgelsen viser også, at selv inden for det samme studium kunne der være store forskelle mellem de forskellige læreanstalter. Inden for sprog, f.eks., svingede arbejdsbyrden fra 36,7 timer ved Oxford til blot 16 timer ved Nottingham Trent University.

Overraskende nok viste undersøgelsen generelt kun få forskelle mellem de gamle og nye universiteter. Om noget, klarede de nye universiteter sig bedre og med mindre klasser end de gamle og var mindre tilbøjelige til at benytte studerende som undervisere.

Utilfredse udlændinge

Undersøgelsen omfattede 15.000 studerende. Man spurgte ikke blot, hvor mange skemasatte forelæsninger de havde, men også hvor mange de faktisk gik til. Og hvis man skal tro besvarelserne, overværede de studerende i gennemsnit 92 procent af de skemasatte lektioner.

Men der var også markante forskelle mellem de forskellige fag: i datalogi skippede man 13 procent af forelæsningerne, sammenlignet med blot 2 procent i pædagogik.

Studerende med deltidsjob havde ikke større fravær end andre studerende, selv om de brugte mindre tid på selvstudier. Men samtidig klagede de oftere over, at undervisningen ikke gav fuld valuta for pengene.

Undersøgelsen viser også at udenlandske studerende på det punkt var de mest utilfredse. 16 procent mente ikke, de fik nok for pengene, men 30 procent af dem var dog tilfredse.

Forskerne siger, at den nye forhøjelse af studieafgifterne vil føre til, at også britiske studerende bliver vanskeligere at tilfredsstille, nu hvor de skal betale op til 30.000 kr. om året. De advarer om, at de udenlandske studerendes forbehold var specielt bekymrende for universiteter, der er afhængige af de højere afgifter disse studerende betaler.

"Mange universiteter er meget afhængige af disse indtægter, og det er bekymrende, at en så stor procentdel af de udenlandske studerende var utilfredse," siger rapporten.

©The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her