Læsetid: 4 min.

Vælgere vil se troværdig ledelse

Socialdemokraterne kan ikke nøjes med velfærdsdagsorden
12. august 2006

Med satsningen på bedre offentlig service og bekæmpelse af ulighed har Socialdemokraterne valgt en klassisk angrebsstrategi over for regeringen.

Partiet nedsætter nu en arbejdsgruppe med kommunale toppolitikere, der skal komme med bud på fornyelse og udvikling af den offentlige sektor. Dermed håber S-toppen at blive i stand til at omsætte noget af den store succes, partiet har oplevet på kommunalt hold, til landspolitikken.

Men velfærdsdagsordenen alene er ikke nok til at slå Anders Fogh Rasmussen, advarer Jan Trøjborg (S), der har mange års erfaring som minister og i dag er borgmester i Horsens Kommune:

"Velfærdsdagsordenen er vigtig, men den kan ikke stå alene. Jeg tror, det vil være ekstremt farligt, hvis man fokuserer enøjet og ensidigt på den. Det har vi gjort før. Det er helt forkert, hvis nogen tror, at man kan vinde et valg alene på det. Det handler i høj grad om at være et troværdigt alternativ, og det er ikke et spørgsmål om bare at bruge flere penge eller overbyde regeringen hele tiden," siger han.

Ved kommunalvalget sidste år fik Socialdemokraterne et flot valg, da flere end hver tredje vælger foretrak liste S. En opbakning, der står i skærende kontrast til de 23-24 procent i meningsmålingerne, som Socialdemokraterne synes stagneret på.

"Rigtig mange vælgere kan sagtens stemme borgerligt ved folketingsvalgene, men stemte på Socialdemokraterne ved kommunalvalget, fordi vi havde nogle gode borgmesterbud, og borgerne mente, at en socialdemokrat i den enkelte kommune ville repræsentere den bedste ledelse. Det er en afspejling af, at vælgerne i meget højere grad end tidligere vægter spørgsmålet om, hvem der vil udgøre den bedste ledelse. Der er ingen tvivl om, at det har spillet en markant rolle, og derfor er det ikke entydigt, at Socialdemokraterne kan vinde næste folketingsvalg alene ved at slå på velfærd," siger Jan Trøjborg.

Fokus på ledelse

Jan Trøjborg understreger dog, at han mener Helle Thorning-Schmidt gør det helt rigtige - men at det tager tid at opbygge troværdighed:

"Man må erkende, at med det skift, Socialdemokraterne har været ude i, hvor man ikke har kunnet eller villet forberede et generationsskifte, ja så tager det længere tid. Helle Thorning-Schmidt har gjort det rigtige ved at forsøge at opbygge troværdighed samtidig med velfærdsdagsordenen, men det er et langt træk, hvor man kun kan gøre sig fortjent til vælgernes gunst ved at vise, at man også kan levere ledelse og indgå i politiske aftaler," siger han.

Socialdemokraternes beslutning om at tilslutte sig skattestoppet med enkelte korrektioner finder Jan Trøjborg rigtig. Mere problematisk kan det blive, hvis regeringen ikke som ventet disker op med 'asociale' skattelettelser forud for næste valg.

Socialdemokraterne har lagt en stor del af sin angrebsstrategi an på, at regeringen vil give skattelettelser, mens partiet selv vil prioritere bedre offentlig service. Fogh vil formentlig være kynisk nok til at undlade at servere skattelettelser, hvis det kan holde Socialdemokraterne fra magten, vurderer Jan Trøjborg.

"Og så klinger det argument ikke så stærkt," siger han.

I det hele taget er det en udfordring for Socialdemokraterne, at Venstre under Foghs ledelse har været dygtig til at udviske de ideologiske forskelle på de 'to veje', som også Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft ellers forsøgte at fremhæve over for befolkningen.

Medvind til velfærd

En del forhold taler for, at velfærdsdagsordenen umiddelbart kan styrke S: Over 40 procent af vælgerne vurderer ifølge en ny måling i LO's ugebrev A4, at den offentlige service er blevet dårligere under VK-regeringen. Samtidig buldrer privatforbruget derudaf med det resultat, at borgerne kan få oplevelsen af, at der er urimelig stor forskel på, hvad der er råd til i privaten, og hvor meget det offentlige vil spendere.

For den socialdemokratiske dagsorden taler også, at selv Venstre-folk er begyndt tale om, at det er vanskeligt at finde midler til at levere den service, borgerne forventer. Eksempelvis har formanden for Kommunernes Landsforening, Søllerøds borgmester Erik Fabrin (V), netop opfordret regeringen til at droppe det ideologiske forslag om at give ældre frit valg mellem private og kommunale plejehjem. Dyrt, unødvendigt og bureaukratisk, mener Fabrin om forslaget, han også kritiserer for at skabe øget ulighed blandt ældre.

Svaghed ved udspil

Svagheden ved Socialdemokraternes satsning på den offentlige sektor er, at det dels kan blive vanskeligt overhovedet at skaffe de mange ledige hænder, partiet gerne ser ansat inden for omsorgsområdet.

Dels, at det bliver svært at skabe en afgørende forskel, medmindre S vil bruge mange flere penge end regeringen. Og det hindrer tilslutningen til skattestoppet selvsagt. Ser man på de nøgne tal, er der i dag ikke stor forskel på regeringens og Socialdemokraternes økonomiske politik, når det handler om den offentlige sektor.

Regeringen har ganske vist et mål om, at væksten i den offentlige sektor højst må udgøre 0,5 procent i disse år.

Men serviceområderne i amter og kommuner har trukket så meget, at den reelle vækst i årene 2002-2005 har ligget på 1,3 procent i gennemsnit om året, fremgår det af Økonomisk Redegørelse fra Finansministeriet.

Niveauet svarer stort set til, hvad Socialdemokraterne og SF på papiret vil bruge på den offentlige sektor.

Den socialdemokratiske næstformand Nick Hækkerup, borgmester i Hillerød, er med i det udvalg, partitoppen netop har nedsat for at komme med samlet bud på udvikling af den offentlige sektor. For ham er det væsentligt, at S skal give kommunerne tilstrækkelig økonomi til at opfylde borgernes forventninger - men flere penge er ikke nok til at udfylde visionen:

"Det handler om at beskrive, hvilke værdier, den offentlige sektor i det 21. århundrede skal basere sig på - at vi skal investere i mennesker og sikre lige valgmuligheder for alle. Men svaret er ikke blot at love mere og mere. De steder, hvor Socialdemokraterne står godt kommunalt, er dér, hvor man har leveret eller præsenteret en troværdig vision, der rækker ud over de traditionelle områder som børn og ældre. Vi skal også have bud inden for bolig, erhvervsudvikling og kultur," siger han.

Helle Ib er politisk journalist ved Dagbladenes Bureau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu