Læsetid: 4 min.

Vi vænner os

18. juli 1998

HVOR LÆNGE ENDNU? Hvor længe kan VM, EM, Champions League, Tour de France, Giro d'Italia, Vueltaen - you name it - blive ved at fascinere?
Hvor længe endnu kan vi tro på den fiktion, der ruller over skærmen i disse dage?
Spørgsmålet stilles ikke ud fra nogen speciel feminin modvilje mod "sportsidioti" eller en komplet mangel på forståelse for kampens spænding. Det stilles ud fra en undren over, hvordan det år efter år lykkes en pæn del af nationen at ignorere virkeligheden bag præstationerne - samtidig med at virkeligheden og det, vi ser, fjerner sig mere og mere fra hinanden.
Bag præstationerne finder vi eksempelvis en voksende hær af fodboldproletarer, der efter en karriere i skiftende internationale klubber, som aldrig rigtig løftede sig, er modne til førtidspension og fedt på vom og hjerte i en alder, hvor andre med andre karrierevalg får deres første lønforhøjelse.
Vi finder gymnastikpiger fra alle nationer - ikke kun fra Østeuropa - hvis udvikling er gået i stå i trettenårsalderen på grund af for hård træning.
Og - ja, dopingskandaler, som nu den seneste der har ramt sporten: Festinas apotek til maximering af de røde blodlegemer.
Og ganske vist kender forargelsen ingen grænser, når skandalen afsløres - det gør den heller ikke næste gang og næste gang og næste gang igen - og igen, igen; forargelsen lever blot ved siden af, uden tilsyneladende at berøre fascinationen af det, der sker, når vi tænder for skærmen og den brogede slange på spaghettihjulene ruller over den.

MEN SAGEN ER JO, at det, der sker på skærmen, når vi ser Tour de France - for nu at tage et aktuelt eksempel - egentlig allerede er fiktion. Det rytterne præsterer, er ikke menneskeligt muligt, og vi ved det godt. Vi ved, at de ligger med drop om natten slet og ret for at nå at få næring nok til at gennemføre næste dags etape. Og synes vel ikke om det. Og vi ved mere eller mindre med sikkerhed, at deres præstationer om dagen heller ikke opnås blot ved at udvikle en sund sjæl i et sundt legeme. Hvor mange mon føler sig fuldt og fast overbevist om, at det kun er Festina-holdet, der benytter sig af det blodprocentfremmede vidundermiddel?
Er vi da kannibaler? Er vi arena-afhængige romere (der som bekendt er tossede)? Sammenligningen af professionelle fodboldspillere med gladiatorer er i det mindste allerede old news, indgået i sproget og en accepteret kendsgerning, der ikke kan anfægte nogen.
For vi vænner os til det. Og i øvrigt bryder ingen sig om at få punkteret sine drømme med knirkende påvisninger af sportens grimme virkelighed.
Vi vænner os til det. Kannibaler er vi vel ikke, men hvem har på den anden side lyst til virkelig at gennemtænke, hvad der er sket med sporten, siden Harald Nielsen fra Frederikshavn blev solgt til Italien for 200.000 kroner? Det skal bestemt ikke afvises, at mange sportsudøvere kan glæde sig over en sund sjæl - men et sundt legeme, dét får de ikke længere af sporten. Det er snarere den indispensable forudsætning for overhovedet at overleve sportsudøvelse på professionelt niveau.

SAMTIDIG MED at den uberørte spænding over de store sportsbegivenheder objektivt set bliver sværere og sværere at fastholde, sker der imidlertid snarere en vækst i interessen. Om det også er en vækst i antallet af afficionados skal vi undlade at forsøge et bud på, men den aura af almeninteresse, der omgiver de store sportsbegivenheder lægger sig i de senere år hver sommer over hele nationen som et indiskutabelt faktum. I en grad så et københavnsk firma med største selvfølgelighed i disse dage kan invitere sine kunder til sommerreception for sammen med firmaet at opleve Tourens slutetape! Hver sommer opstår der et andet Danmark, en navnløs, usynlig kaste af individer, der ikke tilhører nationen, som tyst spadserer rundt imellem os uden at gøre sig bemærket eller organisere sig - indtil de senest ved juletid atter for en stund smelter sammen med resten af fællesskabet.

VI VIL IKKE engang påstå, at der er noget krampagtigt over begejstringen. Ikke noget i retning af, at bevidstheden om mangelen på sammenhæng mellem den sportskamp, der postuleres udkæmpet og
det, der i virkeligheden foregår, kun kan fortrænges ved en så meget desto ivrigere dyrkelse af fascinationen og fantasmet om ædel kappestrid. Overhovedet ikke.
Og vi vil heller ikke påstå, at sportstilhængerne er kannibaler. Moderne sportstilhængere identificerer sig jo snarere med de kæmpende gladiatorer.
Men moderne sportstilhængere er samtidig sofistikerede, veluddannede indenfor deres specielle disciplin og kyndige iagttagere af strabadsernes omfang og resultaternes rækkevidde. Og på den baggrund er det da bemærkelsesværdigt, at det jo faktisk forholder sig sådan, at væksten i interessen er sket i ligefrem proportionalitet med de strabadser, sportsudøverne udsættes for. Hvor mange gider i dag se en 1. divisionskamp af andet end lokalpatriotiske grunde?
Vi påstår ikke naivt, at udviklingen indenfor sporten skyldes tilskuerne. Dertil er der åbenlyst for mange andre magtfulde interesser involveret. Vi konstaterer blot, at tilskuernes pragmatiske kynisme overfor sportsudøvernes situation naturligt og automatisk, uden at nogen egentlig opdager det, vokser i takt med at tempoet bliver stadig hårdere, kravene får en tak til og træningen videnskabeliggøres (herunder kemisk).
Vi nøjes med at spørge, hvor meget man kan vænne sig til? ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her