Læsetid: 3 min.

Hvad er du værd på asfalt?

Angiv beløbet i danske kroner og indse, at du er ugens tilbud. Hver uge. Lige nede på hjørnet af Ravnsborggade, hvor AirPlay muntrer sind og kroppe med politisk ukorrekt performance
13. juni 2006

Klask, klask. De to parykkvinder smækker hænderne på hofterne, så deres voksdugsnederdele laver sluprelyde. Nederdelene er syet ud af Europakort med hovedstæder og bifloder, der vælter hen over deres lår - og ned imellem. For dette er 'Frontier Alert': Velkommen til EU's ligestillingshjørne på Nørrebro!

Tilskuerne griner og klapper i aftenlyset. Vi sidder rundt om på asfalten, her på AirSquare-hjørnet af Ravnsborggade og Sankt Hans Gade. Der er basketnet i hver ende af den gamle boldbane, som arkitekten Morten Wassini elegant har omskabt til et indbydende fællesrum for forbislentrende. Nu er basketophænget bare blevet æstetisk og afskærmet, så boldene ikke flyver videre gennem førstesalsruderne i Sankthansgade - og skaterne har fået nogle glatte bænke at flirte ud over. En stor metalprojektor rager op i baggrunden, så der kan være walk-in-bio her på hjørnet. Filmskærmen er simpelthen en hvidmalet firkant på muren overfor. Hvor svært kan det være...

Euro og øv

Lige nu er det imidlertid den absolut levende performance kunst, der gjalder over pladsen. "Hvad er kønnet?" spørger den ene. "Hvad er køn?" spørger den anden. De to kvinder, Kvint & Barkan, bærer upåklagelig blondineparyk. Køn er måske et overdrevet ord om frisuren, men lad det nu fare. Parykken har da næsten samme farve som graffitimuren bag dem.

Forestillingen handler om et nyt ligestillingskontor i EU - og at disse to skarpe babes er de første ansatte til at foretage en undersøgelse. Vi får i hvert fald alle sammen udleveret spørgeskemaer om ligestilling. De shanghajer sågar folk langt nede ad gaden med deres ark og pumphæle. Det skal jo være repræsentativt, dette her...

'Hvad er du værd'? står der. Man skal angive det i danske kroner. (Er det meste trafficking ikke i euro? Nå, pyt.) 'Hvilken del af dig selv er mest værd og hvor meget'?, lyder næste spørgsmål. Åh nej, dér røg modeldrømmen. Mon man bare kan skrive 'hovedet'? Eller 'lillefingeren'? Nå, videre...

Kvantitativ undersøgelse, kvalitativ undersøgelse, kunstnerisk undersøgelse... Kvinderne turbotaler med EU-begreber, mens de råt inddeler os i lønzoner med lange striber gaffatape. Vi er flest på de 5.000-15.000 kroner. Øv.

Det er ellers meget hyggeligt sådan at blive stuvet sammen i solidaritet på forreste række. Gadelatter smitter. Men vi undgår ikke hånen: Straks får vi sat orange klistermærker på tøjet. TILBUD, står der. Og de har jo ret... Vi er ugens tilbud. Hver uge.

Vi er en del kvinder. Og vi får afsløret, hvorfor mandlige direktører favoriserer mandlige ansatte: Fordi man oftest ansætter én, der ligner en selv... Hø, hø. Om vi overhovedet ikke havde regnet den ud på forhånd?

Sorbet og sex

Isspisere fra Sankt Hans Torv vandrer forbi og standser op til en politisk ukorrekt vaffelknaser. Mange bliver stående. 'Vidste I, at hvert 10. sekund købes der en seksuel ydelse i Europa?', lyder spørgsmålet. Ingen svarer. Men måske ryger appetitten på den paradisiske hindbærsorbet, da den overtrumfes med, at 'hvert minut bliver en kvinde eller et barn solgt til sexindustrien i Europa'. Så er det godt at kunne kigge op på noget blå himmel over en baggård. For som Kvint & Barkan korrekt citerer: 'Privatlivets fred må man ikke røre ved'.

Men nu skal forskerkonklusionerne åbenbart danses ud af kroppene. Kvint & Barkan laver snedige udregninger for påklædningritualer, der begrænser kvinder i forhold til mænd - og så er det ellers på med videodemo'en og danse dristigt iført ekstra halslængde og dobbelt ærmegab. Om ikke andet kan stoffet bruges til at slå sig selv med sådan i svirpende og snertende slag, indtil selverkendelsen bankes ud af kroppene: "Ja, jeg er bredrøvet, navlepillende, rapkæftet, behåret..."

Kvindeklicheerne svæver over Nørrebro som svanerne, der suser over Søerne. "Man køber da ikke hinanden!", lyder det i en lad-os-græde-sammen-konklusion som i en poesibog.

Vi ryster straks på hovederne, så tilbudsmærkerne er ved at dratte af. Det synes vi heller ikke. Og vi mærker, at vi ret let kunne styre denne her verden og skaffe den af med uretfærdigheden. Måske i hvert fald. Ha, ha. Lige her fra en asfaltplads i Ravnsborggade. Klask, klask.

Airplay Street gallery: Performance Pluk. AirSquare på hjørnet af Ravnsborggade og Sankt Hans Gade på Nørrebro.

'Frontier Alert' af Helene Kvint og Anika K. Barkan, set torsdag aften.

Denne uge: 'Fyraften' af Erik Pold og Pernille Koch fra LiminalDK, kl. 9.30-18, fyraftensevent og øl kl. 17.

www.airplay.nu

www.multiplads.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu