Gennem de sidste par uger har der været skrevet og talt meget om Det Radikale Venstre. Sådan i al almindelighed. Men i særdeleshed om, hvordan os i det radikale (kommunale) bagland har det med den radikale folketingsgruppes udmelding om, at nu stiller partiet med vor egen statsministerkandidat ved næste folketingsvalg .
Baggrunden for folketingsgruppens udmelding forstår jeg for så vidt godt. Både frustration over Socialdemokraternes (højrefløjens) evne til at overtage - for ikke at sige overbyde - Venstres politik, næsten hurtigere end Venstre selv kan nå at formulere den. Men også frustration over, at det danske politiske landskab mere og mere ligner det amerikanske politiske system med to fastlåste politiske blokke.
Problemet er nemlig, at hvis man først har accepteret denne politiske blokopdeling, har man også solgt ud af den tidligere danske dialogbaserede og konsensusorienterede politiske model. Og i samme ombæring risikerer de mindre partier - der jo alle selvfølgelig har ambitioner om at blive ikke så lidt større - både at blive klemt, glemt og gjort usynlige i dette blokpolitiske elefant-scenario.
Så hvad pokker gør Det Radikale Venstre, når vi på den ene side gerne vil fremstå som et markant selvstændigt parti med egen statsministerkandidat og samtidig gerne skal være en del af en oppositionsblok, der fremstår som et seriøst og sammentømret alternativ til den nuværende borgerlige blok? Umiddelbart et politisk paradoks af dimensioner.
Hvad jeg personligt gerne havde set var, at mit parti før den efterhånden berømte statsministerkandidat-udmelding først grundigt havde analyseret, identificeret og ikke mindst opstillet de tre til fem væsentligste overordnede politiske, kulturelle og økonomiske udfordringer Danmark står overfor i dag. Et hurtige bud kunne i prioriteret rækkefølge være:
1. Miljøspørgsmålet; for hvis vi ikke får taklet den globale opvarmning, kan alt andet i princippet være lige meget. For så har vi ikke længere en klimavenlig klode at bo på.
2. Dernæst spørgsmålet om kulturel mangfoldighed. En strategi for, hvordan vi lærer at leve med mange forskellige kulturer side om side i danske samfund.
3. Og endelig spørgsmålet om, hvordan vi genetablerer balancen mellem på den ene side den stigende individualisering i samfundet og på den anden side nødvendigheden af et velfungerende solidarisk fællesskab.
Lær af Republikanerne
For før Det Radikale Venstre sammen med den øvrige opposition i Folketinget er i stand til at finde fælles fodslag på de overordnede politiske linjer og dermed fremstå som et reelt attraktivt alternativ til den nuværende regerings kortsigtede, smålige og nærmest egocentriske 'hold verden ude - luk Danmark inde'-holdning - ja, før bliver der ikke et folkeligt flertal ,der vil en anden vej i Danmark.
Det er i hvert fald min egen konklusion. Ikke mindst set i lyset af erfaringerne fra USA, hvor Demokraterne nu i to omgange har tabt til det republikanske parti. Primært fordi det republikanske parti evner dels at holde sammen på en særdeles broget flok af højreorienterede og kirkelige interesseorganisationer og dels er eminente til at aktivere - og dermed høste på - frygten i befolkningen. Kort sagt: Republikanerne er bedre organiserede, bedre forberedte og langt mere kyniske i deres frygtbaserede politik end demokraterne. Og resultatet kender vi alle. Endnu fire år med Bush-familien ved roret.
Ray og Ruth
Det interessante i denne sammenhæng er, at forskningsbaserede undersøgelser paradoksalt viser, at en meget stor gruppe i det amerikanske samfund - på tværs af de to politiske blokke - gerne vil en anden værdipolitisk vej end Bush (se Paul Rays og Sherry Ruth Andersons The Cultural Creatives fra 2000 og senere fulgt op af Paul Rays rapport The New Political Compas).
Men de stemmer (desværre) ikke derefter. Hvilket kunne indikere, at der måske også i Danmark er et flertal i befolkningen, der egentlig gerne vil prioritere andre livsværdier end den nuværende (DF-styrede) regering. At et flertal af danskere - på tværs af de traditionelle politiske grupperinger - rent faktisk bekymrer sig om miljøet og den globale opvarmning og deres indvandrernabo, og som ikke bare tænker på friværdi men også på, hvordan det mon skal gå deres børn og børnebørn i en mere og mere kulturelt mangfoldig, international og ofte konfliktfyldt verden.
Hvis det er en rigtig konklusion, betyder det, at oppositionen i Folketinget - ikke mindst mit eget parti - har den samme udfordring som Det Demokratiske Parti i USA. Nemlig at identificere en række politiske problemstillinger, der bliver opfattet som så værdifulde og vigtige for 'os alle', at de danskere, der i dag stemmer på et af regeringspartierne eller Dansk Folkeparti, ved næste valg følger deres 'værdi-hjerte', i stedet for deres 'parti-hjerte'.
Så opgaven er at udvikle et politisk program der værdsætter 'det fælles' og respekterer 'forskellighederne'. Denne evne til at skabe reelle, bæredygtige værdifællesskaber - og ikke bare taktisk manipulerede værdifællesskaber - er en af de væsentlige konklusioner i bogen Don't think of an elephant - know your values and frame the debate af George Lakoff.
Hvis der var en bog, jeg ville ønske den samlede opposition fik læst, inden den møder på arbejde igen efter endt sommerferie (gerne i fællesskab), er det denne bog.
Følelser er facts
Men de rigtige informationer, viden og facts er ikke nok til at folk stemmer progressivt. Tværtimod argumenterer George Lakoff for, at mennesker træffer deres politiske valg baseret på, hvilket grundlæggende værdi-system de identificerer sig med. Hvilket betyder, at de politiske partier, der i stand til - gennem deres politiske budskaber og kommunikation - at tale til folks grundlæggende værdier, antagelser, forhåbninger og/eller angst, er de partier, der får borgerens stemme, når han/hun til sin tid går ind i stemmeboksen på valgdagen. Bogens konklusion er blandt andet derfor: Følelser er facts. Og ingen er bedre til at udnytte dette faktum end det republikanske parti og den øvrige amerikanske højrefløj, der har gjort sig til verdensmester i hvordan man 'framer' en politisk dagsorden. At de kan gøre det igen og igen, skyldes ene og alene, at de professionelt og systematisk har sat sig ind i, hvordan den menneskelige psyke fungerer, og hvordan hjernen kombinerer det, vi ser, det vi hører og det, vi føler. En viden og strategi vor egen borgerlige regering også har tilegnet sig. Det vil sige, at alene på grund af bevidst valgte sproglige formuleringer har regeringen og Dansk Folkeparti vundet på startpoint.
Politisk gyser
George Lakoffs bog er på alle måder en politisk gyser. Og sammen med Paul Ray og Sherry Ruth Anderson værdianalyser vil oppositionen i Folketinget - og i hvert fald mit eget parti - få et inspirations-indspark og noget af en øjenåbner - i forhold til at gentænke den nuværende oppositionsstrategi.
Så mit råd er til Marianne Jelved og den radikale folketingsgruppe samt ikke mindst vore politiske kolleger i de øvrige oppositionspartier: Begynd at værdsætte det, der binder os i oppositionen sammen - og respekter forskellighederne i mellem os. For den borgerlige regerings strategi er nemlig, at den vil gøre alt for at splitte os ad. Igen og igen. Ene og alene for at vælgerne ikke skal få et reelt alternativ at vælge imellem, i forhold til den nuværende borgerlige regering.
Og det er simpelthen for ringe.
For aldrig har vi set en så bagstræberisk, sammenbidt, humørforladt og upersonlig - for ikke at sige uforsonlig - regering. Og jeg nægter simpelthen at tro på, at danskerne i længden vil lade sig nøjes med så lidt.
Glem samtalekøkkener
Men det kræver, at mit eget parti sammen med de øvrige oppositions-partier formulerer fælles politiske udspil, der er så interessant og vedkommende, at de kan overtrumfe tidens smålige diskussioner om friværdi, samtalekøkkener eller den sidste charterrejse.
Lad os nu for pokker sammen tage det politiske initiativ, før regeringen og ikke mindst Dansk Folkeparti gør det. For er der noget, jeg igen og igen må tage hatten af for, så er det Dansk Folkeparti evne til at formulere 'brændende spørgsmål' - og dermed definere den politiske dagsorden. Spørgsmål, der (desværre) taler lige ind i hjertet til rigtig, rigtig mange danskere, fordi de tager udgangspunkt i levet hverdagsliv.
Men lige så megen respekt jeg har for DF'ernes evne til at rejse disse 'brændende spørgsmål', lige så lidt respekt har jeg for de svar, de kommer med. For et samfund, der lukker sig om sig selv, er et døende samfund. Og et samfund, der bruger flere ressourcer på 'fortiden' end på fremtiden - at vi eksempelvis bruger flere penge på efterløn end på det samlede folkeskoleområde - er et døende samfund.
Derfor tangerer regeringens og Dansk Folkepartis strategi for Danmark landsskadelig virksomhed, fordi den på helt væsentlige og centrale områder - uddannelse, forskning, miljø, kollektiv trafik, muligheden for at finde en god og billig bolig, etc. - underminerer mulighederne for, at kommende generationer af danskere - vore børn, børnebørn og oldebørn - også får mulighed for at leve et lykkeligt, godt og udfordrende liv i 'deres Danmark'.
Alt det skal vi sige fra oppositionen. Og ikke mindst vise, at vi ligefrem kan lide at arbejde sammen. For hvem gider stemme på et hold, der ikke ser ud som om de kan li' hinanden? Så hellere stemme på nogen, der er (kedsommeligt) driftssikre - vil alt for mange vælgere mene.
Uffe Elbæk er radikalt byråds-medlem i Århus og formand forbyens kulturudvalg
