KULTURKAMPEN raser ikke kun i Danmark. Det gør den også i Storbritannien, men som en tidligere bagsideleder i denne uge gjorde opmærksom på, er der det sære ved kampen om værdierne, at dens frontfigurer det meste af tiden synes at slå åbne døre ind. Alle er enige, men hvordan bliver man så speciel?
Ligesom det danske socialdemokrati siges at have mistet deres arbejderklasseværdier til Dansk Folkeparti, har de britiske konservative også fået stjålet hovedparten af deres klassiske dyder af det regerende britiske Arbejderparti, New Labour.
Og det så eftertrykkeligt, at mange beskylder Arbejderpartiet for i virkeligheden blot at være konservative i forklædning.
BAKSERIERNE med, hvad konservative værdier i det 21. århundredes Storbritannien egentlig er, har stået på hele ugen, hvor Toryerne har holdt deres årlige partikonference i Blackpool.
Mødet slutter i dag med politisk leder Iain Duncan Smiths store tale, hvori han skal angive retningen for partiet frem mod næste parlamentsvalg. Han skal gøre det så overbevisende, at de rygter om kongemordet på ham selv, der har ligget som en uflyttelig dyne over årsmødet hele ugen, slås til jorden.
Her er det sandsynligt, at Duncan Smith vil flytte sig væk fra den label, han selv valgte sidste år, hvor han bad befolkningen om ikke at »undervurdere en stille mand« underforstået at den konservative leder var ærlig, redelig og upoleret modsat den bralrende Blair. Strategien faldt ynkeligt til jorden, og gennem hele sidste års debat i Underhuset har Labours uartige backbenchers hvislet ssshhyy-lyde, hver gang Duncan Smith har taget ordet.
I dag vil IDS, som han kaldes i daglig tale, i stedet give en aggressiv tale og bakke op om sin skyggeindenrigsminister Oliver Letwins triste ideer om dramatiske nedskæringer i antallet af godkendte asylansøgninger og flygtninges ophold på fjerntliggende øer (hvor er det nu, vi har hørt om det før?), mere politi på gaderne samt flere penge til pensionister og sundhedssystemet.
MEN kan det være rigtigt, at alle politikere, og for den sags skyld næsten hele befolkningen, stort set mener det samme, når man blot lige fraskraber et yderligtgående segment til hver side af det traditionelle politiske spektrum ?
Der findes som bekendt teorier om historiens endeligt, om politikkens død og administrationssamfundets sejr (hvilket samtidig tilbyder en forklaring på en faldende politisk deltagelse, eftersom politik i denne optik er kvalificeret spild af tid for alle andre end de få, der får adgang til personlige privilegier så som ministerposter osv.).
Andre politologer analyserer med udgangspunkt i international politik, at Den Kolde Krigs slutning først og fremmest har efterladt de europæiske konservative partier med et problem, fordi den identitetsbærende fjende på den anden side af Berlin-Muren er forsvundet, og der ikke er kommet noget lige så brugbart i stedet.
I den optik er det overladt til fanatikere eller terrorister at have værdier, der batter, mens de resterende 95 procent af befolkningen er enige om længere straffe, skrap immigrationslovgivning, opgør med slaphed og dovenskab og det gavnlige i at tage fat.
SAGEN er imidlertid snarere, at disse overskrifter signalerer lige præcis ingenting. Den gode gamle (banale) prøve om at forsøge at indtage det modsatte standpunkt og se, om det giver mening, viser det.
At prise dovenskab, uberettiget ragen til sig af de offentlige velfærdsydelser eller uhæmmet indvandring, ghettodannelser og tvangsægteskaber giver ingen mening.
Hvilket bringer os til pointen om, at det politiske spil i vore dage på den ene side handler om iscenesættelse (eller italesættelse som man vistnok kan sige, hvis man studerer retorik på universitetet). Hvem der har monopolet på den selvfølgelige diskurs, afgøres i vore dage af andre faktorer end partifarven. I Storbritannien har New Labour som sagt udnyttet regeringsmagten dygtigt, således at partiet i dag kødeliggør det meste af det, man for 10 år siden ville kalde »konservative eller borgerlige værdier«.
Imidlertid skal man ikke lade sig narre. For på den anden side er der vitterlig forskelle i moderne politik. Grænserne går blot andre steder end der, hvor vi leder efter dem.
Det handler om at kassere industrisamfundets beskyttelsesbriller og erstatte dem med videnssamfundets skarpere linser. Så ser vi, at der i spørgsmålet om f.eks. civile borgerrettigheder (særligt menneskerettighedernes status, individets ukrænkelighed og ytringsfriheden) og EU fortsat er store og afgørende ideologiske slagsmål i det politiske rum.
Her kunne de konservative (gen)finde nogle af deres egne bærende, og klassiske, ideer, hvis de turde vedkende sig eget arvegods og hverken være bange for danske Venstre eller britiske New Labour.
