Læsetid: 3 min.

Værdier til venstre

24. juli 2003

Det er, som om vi nu lever i det klasseløse samfund. Som om der ikke længere er sociale modsætninger. Sådan ser det ud, hvis man ser politikernes markeringer som billeder af samfundet. Mogens Lykketoft vil det samme som Anders Fogh Rasmussen: Han vil føre værdidebat. Og i Information tirsdag udtalte SF’s Kamal Qureshi selvkritik: »Vi må bebrejde os selv. Vi overlod værdidebatten til højrefløjen.«
Qureshi ved, hvad folket vil have: »Danskerne vil have værdi- og visionsdebatter.«
Venstrefløjen vil ikke føre klassekamp. Den vil føre kulturkamp og snakke om værdier.

Politologen Chantal Mouffe mener, at den internationale venstrefløj nu også taler moral og værdier:
»Jeg har i en periode været bekymret over det, jeg opfatter som en voksende mangel på evne til politisk at møde de problemer, som samfundet står over for. Det vil sige møde problemerne som noget, der kræver ikke bare tekniske løsninger, men politiske beslutninger. I politiske beslutninger vælger vi mellem virkelige alternativer, hvilket kræver, at der findes forskellige, men legitime projekteringer af, hvordan vores samfund skal se ud. Det, vi ser i øjeblikket, er ikke så meget historiens afslutning, som det er politikkens afslutning.«
Den politiske aktivitet bliver udlagt som teknik og moral. Den økonomiske administration er teknisk og bureaukratisk og således indiskutabel. Vi har ikke råd til at opretholde velfærdsstatens serviceydelser om 30 år. De, der ikke vil anerkende det, er uansvarlige. Eller værre endnu: De er ideologiske. Modsætninger udlægges ifølge Mouffe i et ikke-politisk sprog:
»Moralen er blevet hovedfortællingen: Den har erstattet de sociale og politiske diskurser, som er endt i vanføre. Det er nu moralen, som udstikker retningslinjer for kollektive handlinger. Moralen er blevet det eneste legitime spor: I stedet for at tænke i højre og venstre tænker vi nu i rigtigt og forkert.«

Da Anders Fogh Rasmussen havde vundet Folketingsvalget, erklærede han klassekampen afsluttet. Han erklærede også, at han ikke troede på store politiske reformer.
Klassekampens afslutning betød ikke bare, at venstrefløjen skulle holde op med at være venstreorienteret. På en sommerferie i 1998 læste Fogh Rasmussen Philip Goulds bog om Tony Blair og New Labour. Det, han lærte af bogen, var, at han måtte tage et opgør med ideologerne i sit eget bagland for at fremtræde som hele landets troværdig leder. For at blive ved med at vinde måtte han skabe en modsætning, hvor de danske socialdemokrater fik samme strategiske rolle som de konservative i England. Socialdemokraterne skulle være reaktionære ideologer og Venstre progressive pragmatikere.
I den optik spiller Søren Pinds 10 liberalistiske teser samme rolle som socialdemokraterne: Det er gammeldags ideologisk politik og dermed forkert. I stedet for klassekamp fører Anders Fogh Rasmussen kulturkamp. Og det gør han godt: Nye fjendesymboler som ’smagsdommere’ og ’pladderhumanister’ er implementeret i den danske offentlighed.
Som Johannes Andersen forklarer i dagens avis, appellerer statsministeren til det enkeltes menneskes ansvarlighed. Man skal handle rigtigt og ansvarligt. Moralsk politik er politik på individniveau: Det er den enkeltes eget ansvar at handle rigtigt. Det kan ikke være samfundets skyld.

Værdidebatten er forbundet med moralisering af politik. Det spil behersker de borgerlige partier. Det er lige som med udlændingepolitikken: Hvis socialdemokraterne vil markedsføre sig som et indvandringsrestriktivt parti, taber de. For der er de borgerlige bedre.
Det samme gælder værdidebat: Det er de borgerlige partier, der er tilfredse med samfundets grundlæggende indretning, som polerer vores moralske fernis. Poul Nyrup forsøgte sig med slogans om moralens årti. Han forsøgte sig som en dansk Tony Blair med værdier og moral, men uden at overbevise.
Venstrefløjen har ikke grund til at erklære sig tilfreds med det bestående. Klassekampen er ikke afsluttet, fordi det det klasseløse samfund er realiseret. Men fordi de 800.000 mennesker i den erhvervsdygtige alder, som lever på overførselsindkomster, er overflødige. De repræsenterer ingen værdi. De har ikke de kvalifikationer, som arbejdsmarkedet efterspørger.
Velfærdssamfundet blev baseret på interessesammenfald mellem arbejderne og industrien: Arbejdsgiverne var interesserede i en stående arbejdsreserve. Det gælder for venstrefløjen om at kvalificere de overflødige, så de igen repræsenterer en indsats på arbejdsmarkedet.
Det kræver reformer og retninger, som igen giver vælgerne et reelt alternativ til det bestående og aldrig perfekte samfund. Dette burde være venstrefløjens svar på den borgerlige kulturkamp.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu