Læsetid: 3 min.

En værdig død

17. november 2003

NU ER DET også blevet elitært at være modstander af aktiv dødshjælp, eutanasi. I det mindste hvis man skal tro røster fra salen på Etisk Råds eutanasi-høring i torsdags. Dér sad Etisk Råds medlemmer i deres elfenbenstårn på podiet, mens folkets fortalere stod nede i virkeligheden ved tårnets fod og krævede retten til at dø!
Der er efterhånden ikke det område af menneskelivet, der ikke bliver anskuet inden for modsætningen mellem folkelighed og elite. Modsætningen er i sig selv en grum forenkling af en lang række uens forudsætninger, men når den bliver lagt ned over en helt central etisk værdi som menneskelivets ukrænkelighed, så bliver den i sig selv uetisk, fordi den ikke tager udgangspunkt i respekten for ethvert menneskes liv, men i et postuleret folkeligt flertal. Og et samfunds etiske værdier kan ikke og må ikke være genstand for flertalsafgørelser. De er udtryk for noget, der er større end den enkeltes mening.
Dertil kommer, at den tankegang, der ligger i folk-elite-modsætningen totalt forplumrer de problemstillinger en lovgivning, der skulle tillade aktiv dødshjælp, måtte tage stilling til.

FORENINGEN En Værdig Død, der på høringen optrådte som repræsentanter for legaliseringsønsket, så det som værdigt at få hjælp til at dø, hvis ens lidelser var ubærlige.
Hvad værdighed er, er imidlertid det helt centrale spørgsmål i sagen. Fortalerne for retten til selvbestemmelse over egen død, vægter selvbestemmelsen højest, men deres begreb om værdighed tenderer af samme grund mod at blive synonymt med bevarelse af evnen til at have kontrol med sit eget liv. Tabet af kontrol bliver lig med et tab af værdighed.
Som Etisk Råd under høringen fastholdt, så er denne måde at tænke værdighed på et resultat af vores indivdualistiske livsform, hvor dette at være afhængig af andres hjælp opleves som ydmygende.
Derfor er det så vigtigt, at Etisk Råd med sin enstemmige afgørelse imod en legalisering fastholder, at menneskelig værdighed er noget andet, at den er noget alle mennesker pr. definition besidder, at menneskelivet derfor er ukrænkeligt, og at værdighed er uafhængig af, om man kan klare sig selv. Den mand, den barmhjertige samaritaner hjalp, mistede ikke af den grund sin værdighed, som et argument lød.

INGEN AFVISER, at der kan være enkelte tilfælde, hvor eutanasi, der betyder medlidenhedsdrab, virker som det eneste meningsfulde. Men som det også blev fremhævet, så vil det med den smertebehandling, der i dag er til rådighed, være ganske få. Folk kan i de allerfleste tilfælde hjælpes til ikke at lide lige til det øjeblik, døden indtræder. Og lovgivning handler ikke om de få undtagelsestilfælde, lovgivning omfatter alle, den kan tænkes at vedrøre.
Derfor ville en legalisering betyde, at valget ville komme til at eksistere for alle svært syge og døende mennesker. Med udasede pårørendes øjne hvilende på sig, en prognose nul i journalen og en påtrængende følelse af at være præcis det modsatte af værdifuld.
Risikoen for at den syge i den situation følte sig presset til at vælge døden burde i sig selv være nok til ikke at tillade aktiv dødshjælp. Tænk at dø med følelsen af at være presset til det!

EUTANASI finder sted. Ifølge tal fremlagt af læge Michael Norup på høringen, var der i Danmark i perioden fra juni 2001 til februar 2002, 1,04 procent tilfælde af ’lægeassisteret død’. Og det er blandt andet med det argument, at foreningen En Værdig Død ønsker eutanasi legaliseret. Så der ikke bagefter kan rejses sigtelse mod lægen.
Men som Margrethe Auken (SF) fra politikerpanelet fastslog, så skal det være svært at tage et andet menneskes liv. Det må ikke være omkostningsfrit. I de tilfælde, hvor der i dag rejses sigtelse, resulterer den desuden enten i tiltalefrafald eller en betinget dom.
Endelig går retten til selv at bestemme paradoksalt nok hånd i hånd med formynderiet. Hvis man selv kan tage ansvaret for sin egen død, sættes et kæmpe apparat i gang for at overvåge at aflivningen går rigtigt til. Det viser eksemplet Holland, hvor eutanasi har været lovliggjort siden 2001.
Så måske man skulle erkende, at ingen af os har kontrol over livets afslutning og begynde at respektere dødens værdighed.

ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her