Læsetid: 4 min.

Noget om værdighed

19. maj 1999

AT DER I dette land findes 163.000 såkaldt registreret arbejdsløse og - som det fremgår af dagens avis - vil blive 10.000 flere næste år, skyldes ikke, at arbejdsmarkedet ikke har brug for folk. Det skyldes, at hovedparten af de arbejdsløse enten ikke ønsker at arbejde eller simpelthen ikke er kvalificerede til at varetage de opgaver, som kræves løst.
Dét synspunkt synes at ligge bag den overvældende aktiveringsbølge, politikerne satte i gang i slutningen af 80'erne, og som nu med stadig større kraft ruller ind over den del af landets borgere, som vi kalder de svageste, men ofte stiller krav til, som var de de stærkeste.
Den første kategori blandt de ledige - de dovne hunde der ikke vil, men sagtens kan arbejde - har systemet med velbegrundet effektivitet skræmt væk ved at betinge udbetalingen af kontanthjælp med deltagelse i aktiveringsprojekter af straffearbejdslignende karakter. Mange unge - såkaldt ressourcestærke - er således blevet jaget ud af det sociale systems beskyttelse og har selv fundet ud på det ordinære arbejdsmarked, hvor de lever op til sociallovgivningens formålsparagraf om at tage ansvar for eget liv.
Resten - den tunge gruppe, som de kaldes - har pligt til at anerkende, at de lider af akut mangel på kvalifikationer, og samfundet har pligt til at hjælpe dem med at opnå disse. Den økonomiske hjælp til de ledige, hvadenten den falder som dagpenge eller kontanthjælp, kræver, at de tager imod et tilbud om aktivering. Et tilbud, der - som de siger i mafia-filmene - ikke kan afslås. Således er omkring 70.000 ledige (30.000 af dem på kontanthjælp - 40.000 på dagpenge) for øjeblikket i aktivering, i kraft af hvilken de skal opgraderes til at kunne fungere som selvforsørgende deltagere på det
ordinære arbejdsmarked.

POLITIKERE, embedsmænd og velmenende socialrådgivere og beskæftigelseskonsulenter i landets kommuner henviser til denne målsætning om at sikre selvforsørgelse, når man tillader sig at spørge, hvad pokker formålet er med at sende folk ud for at gasse høns eller pakke plastre (et par af de eksempler på aktivering som denne avis har beskrevet i serien Ret eller tvang)? Og om den slags virkelig er egnet til at bringe mennesker videre på deres færd mod det forjættede ordinære arbejdsmarked med noget så luksuriøst som rigtige overenskomster.
Ingen kan være i tvivl om at selve målsætningen er fornuftig, og at den i flere vellykkede tilfælde faktisk nås i de kommuner, hvor de ansvarlige har forstået, at frivillighed, positivt samarbejde med den ledige, respekt og kvalitetsprægede tilbud er vejen frem. Ingen burde heller være i tvivl om, at de fleste faktisk ønsker at få et almindeligt arbejde, hvor timelønnen er mere end det nuværende aktiveringstillæg - godt en flad ti'er i timen. For hvem ved deres fulde fem ønsker at blive i et system, hvor tvang og mistillid er de bærende elementer, og hvor manglende rettigheder er et grundlæggende vilkår?
Danmarks smilende, men altid behørigt bekymrede og indignerede socialminister Karen Jespersen fremlagde for nylig på en kommunal temakonference om det rummelige arbejdsmarked en bekymrende statistik. Den viste, at der er omkring 80.000 kontanthjælpsmodtagere, der trods to eller flere år i aktivering stadig 'hænger fast' i systemet. "Hvad værre er," fortalte ministeren, "kurven ser ikke ud til at gå i den rigtige retning."
At der er så stor en del af kontanthjælpsmodtagerne, for hvem det ikke er lykkedes at surfe lige ind i et almindeligt job, kan ikke forklares med manglende ihærdighed fra systemets side, eller med at modtagerne savner økonomisk incitament til at klare sig selv. Forklaringen skal snarere findes i arten af de tilbud, de ledige på aktivering tvinges til at tage imod. Således oprettes der stadigt flere aktiveringsprojekter i skarp adskillelse fra det ordinære arbejdsmarked. Barakker, der ombygges til pakkecentraler, hvor man søger at skabe en slags arbejdsplads-simulator og forventer, at de aktiverede skal opføre sig som på en almindelig virksomhed - uden at man yder dem ordentlig løn, mulighed for ferie, ret til at stå i A-kasse. Og hvor ikke en gang retten til at organisere sig er intakt.

FAGBEVÆGELSEN har foruroligende nok ikke gjort indsigelser mod disse forhold - kun i tilfælde, hvor aktiveringsprojekter anses for konkurrenceforvridende og dermed truer med at stjæle arbejde fra fagbevægelsens egne, beskæftigede medlemmer - de der allerede er inde i varmen - bliver indignation og solidaritet fundet frem fra gemmerne, jævnfør gårsdagens 'sejr' til SiD i det regionale arbejdsmarkedsråd i Frederiksborg Amt (se artiklen på forsiden).
At det overrasker fagbevægelse, politikere og projektledere, at en del aktiverede opfatter mange projekter som slaveanstalter, afspejler en forståelseskløft, som måske er den største hindring for aktiveringens succes.
Helt galt går det ofte, når ledige med såkaldt forringet livskvalitet bliver sendt i projekter, der skal give dem et bedre liv. De underkastes her en hensynsløs og mistroisk granskning af deres privatsfære og bliver objekt for velmenende, men til formålet dårligt uddannede 'behandlere', der ofte fratager den aktiverede den sidste smule værdighed i forsøget på at finde ud af, hvorfor han eller hun dog ikke bare bliver klippet og får sig et job.
Det handler netop om værdighed. Om at give de ledige ordentlige og reelle tilbud om opkvalificering og efteruddannelse med et meningsfuldt indhold. Med tilhørende rettigheder som alle andre mennesker, der arbejder for føden.
Det ville være ualmindelig velgørende, om socialministeren i stedet for uophørligt at stramme kravene og understrege ansvaret for eget liv, indskærpede, at man også har krav på rettigheder, respekt og værdighed. Selv hvis man er arbejdsløs. klar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her