Læsetid: 3 min.

Værdigrundlag på skjult kamera

Pressen er ikke den, der holder fast. Den er på vej mod nye afsløringer. Det skjulte kamera er allerede på plads
2. juni 2006

Jeg ved i grunden ikke, hvor mange af os der kunne bestå skjult kamera-prøven i vores daglige arbejde. Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne. Og jeg arbejder endda alene, og bestemmer selv suverænt arbejdsformer- og tider. Det kan da godt være, at man trods sine personlige regler om at behandle alle pænt, en gang i mellem er lidt kort for hovedet over for den Rotary-gruppe, der tror, man kan underholde dem i flere timer mod tre flasker sur vin, eller over for kvinden, der har læst éns bøger, som er blevet inspireret til selv at skrive en bog og nu gerne lige vil vide, hvordan man gør.

Men hvis man arbejder i sundhedssektoren med omsorg, pasning eller undervisning, så må man hellere vænne sig til det. Big Brother er over alt i form af en journalist med skjult kamera og skjulte hensiger.

Plejehjemsskandaler er ikke noget nyt. De er årligt tilbagevendende, mere pålidelige end storken, og det har de været i alle mine år i journalistik og sikkert også før. I min journalistelevtid i Nykøbing Falster kom frokostpressen hujende fra København - det skete skam ikke hvert halvår - fordi der verserede rygter om, at en lokal plejehjemsforstander havde slået de gamle og taget deres penge. Jeg var - opgejlet af hovedstadspressen - ved at pumpe min cykle og styrte af sted til arnestedet - da min radikale chefredaktør, lagde en blid hånd på min pumpende arm: "Vi må hellere lade den sag ligge, min søde pige. Forstanderinden er radikal." Og redaktøren sad i amtsrådet, så vi lod sagen ligge. Hvad den endte med, kan jeg ikke huske, men det er også ligemeget, for absolut intet ændrede sig, og det vil det heller ikke gøre denne gang.

Der er ingen, absolut ingen, der ikke ved, at den er rygende gal inden for plejesektoren. Og der er ingen, der har lyst til at gøre noget ved det, andet end at råbe og skrige og lave lidt lappeløsninger og skyde skylden på personale, ledelse, kommunalpolitikere og regeringen. Og så fortsætte som om ingenting var hændt, når pressen er videre på nye eventyr.

Man kan bare gå ind på et plejehjem. Signalerne er der med det samme. Ikke til at tage fejl af. Tag nu gulvene: Linoleum! Er der nogen, (bortset fra high-tech freaks), der vælger at have linoleum i stuen? Nej, vel. Linoleum er ikke hyggeligt. Det er ikke hjemligt. Men det er nemt at gøre rent, og derfor har alle plejehjem linoleum. Så har vi meldt ud. Et plejehjem er indrettet efter personalets behov og rengøringsøkonomi ikke efter beboernes livskvalitet. Måske var det en idé for pressen at se på, hvor mange steder, der overhovedet er tale om liv, og hvor det bare er opbevaring?

Sjovt nok kan hoteller, som også er ude for stort slid og mange mærkelige pletter, godt indrettes, så de er både rare at opholde sig i, og lette at gøre rent. Men der er helt klart ikke noget samarbejde mellem de to brancher, selv om der ellers nok kunne være noget at hente.

Det vi helst vil fortrænge

Der skal være et tekøkken til hvert plejehjemsværelse, hvis kommunen skal have refusion fra staten, selv om alle og enhver ved, at de færreste, der bliver visiteret til plejehjem i dag, har nogen som helst glæde af et tekøkken. Pengene går naturligvis fra personalebudgetterne.

Når pressen - som det også er sket i denne her situation - fremhæver velfungerende plejehjem - er det plejehjem, som drives som friplejehjem uden om snærende kommunale regler. Steder med dygtig ledelse, som tør give medarbejderne frihed og ansvar i stedet for at stå over dem med et stopur. Mennesker får ikke pludseligt ens behov, bare fordi de er kommet på plejehjem. Alligevel lægges der tidsplaner, som om det var baconsvin, vi havde med at gøre. Det er galt nok at behandle baconsvin som baconsvin.

Det grundlæggende problem ligger i tabel- og skema-tænkning. Alle ved, at folk fungerer bedre og har færre sygedage, hvis de har større indflydelse på deres dagligdag. Det gælder også plejehjemsbeboere og det personale, der skal hjælpe dem.

Ord alene gør det ikke. Tillid, respekt, dialog, omsorg og ansvarlighed. Alle sammen ord taget fra det nu så berygtede plejehjem Fælledgårdens værdigrundlag. Meget velegnet til skåltaler. Og ikke ret meget andet.

Man kan sagtens få ordentlige plejehjem. Hvis man vil. Men lur mig. Det her driver over.

. For at vise os noget andet, som vi godt vidste i forvejen.

Men helst vil fortrænge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her