Læsetid: 2 min.

Være bro og blive båret

Karen Stougård var en eksklusiv lyriker, som desværre kun fik udgivet én bog. Nu er den bog igen blevet udgivet af forlaget Bebops
16. marts 2006

Karen Stougård Hansen, der døde 1998, knap 70 år gammel, skrev kun én digtsamling, Broen (1958). Til gengæld udgives den for tredje gang, nu i forlaget Bebops eksklusive serie af sjælden lyrik, hvor den fint forsvarer en plads. Vi knyttede dengang store forventninger til hendes varme stemme i koret af modernister i 'den ny poesi' omkring 1960, men den unge cand.mag. i dansk og fransk gik andre veje som folklorist, lærer og oversætter med betydeligt personligt nærvær, gift med billedhuggeren og grafikeren Gunnar Hossy. Det var til en mindeudstilling 1999 af hans værker, at Nansensgades Antikvariat genudgav bogen med hans illustrationer.

Mildheden i kærlighedstemaet mærkes overalt, også i det lysende digt, der afslutter samlingen med ordene "Er jeg nu én som gi'r af overflod?" Det blev da ikke i poesiens form.

Sproget savner ellers ikke fylde i brobygningen mellem 'hjerte' og 'smerte', som hun ironisk spiller på i det drilagtigt rimede digt "Urimelighed" om det genstridige hjerte, der ikke vil rime på smerte.

Men modsætningspar følges hele vejen fra de allerførste linjer: "Jeg er den der aldrig kommer for at blive/og dog skal synge det blivendes sang" - og det sker endda i et "Øjeblik i det blå". På en måde samles alle modsætningerne for at forsones i titeldigtet "Broen" under formlen: være bro og blive båret.

Farver

Den voldsomste dobbelthed er den kendte sammenhæng mellem livsberuselsen og døden, her i fyldige sammensatte naturbilleder over en stor farveskala og frem for alt gyldenttonet, i en henreven løftelse som i det ventede møde med den elskede og i selve mødet i hans øjnes lys. I smalle strofer kan dette nu af ekstrem eksistens beskrives:

Nu har jeg nået de mørke riger

fra før min fødsel

og efter min død

men aldrig bliver mørket mer nåderigt

end i denne stund

hvor det jeg har levet

er stjernefrugter

i usynlige træer

og det jeg skal leve

er dunbløde knopper

der lyser i græsset

rundt om mit hjerte.

Det højtidelige, lidt gammelmodige sprog hører hjemme i den danske Edith Södergran-tradition fra 1930'erne, som ikke mindst kvindelige lyrikere har dannet med pragtbilleder og udvidet søsteroplevelse: "Mariaøjne, moderøjne, stjerneøjne fra alle kvinder". Derfra kendes også de både dvælende og hurtige billeder, der forskyder sig, forvandler sig fra sansninger til drømme i fine psykiske konstellationer. Og hos Karen Stougård har den musikalske klangverden og rytmiske smidighed flere tonegange, ironiske, drastiske, lokalrealistiske, broen kan pludselig være Tietgensbro, hvor hun går i hullede sko og ser havnens kæmpekraner, eller hun sidder i solen på Christianshavn og skæbnetråden spinder som en hoven kat. Montparnasse og Jels er selvfølgelige steder, hvor livet væver sit vadmel. Hvor f.eks. synet af en rotte genkalder rædselsbilleder, som ikke må glemmes. "Fornægt den ikke/den lever endnu/vandrer i hjernens grå labyrint/frem og tilbage i blodets tunneler".

Disse digte lever endnu og nu. Glem dem ikke.

Karen Stougård Hansen: Broen. 48 s. 100 kr. Bebop. ISBN 87-90989-40-6. Udkommer i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her