Læsetid: 4 min.

At være heltanonym i en nysgerrig verden

Med en anonym pariserinde som hovedperson tager forfatteren Céline Curiol sin læser med bag kulisserne i storbylivets sociale skuespil. Hun er blevet rost til skyerne af blandt andre Paul Auster, men Céline Curiol ville ønske, at folk bare ville læse bogen og ikke tale så meget om hende
12. oktober 2005

Hun kommer lige fra en bogoplæsning og har to dage med interviews og PR bag sig - bare i Danmark. Der er ikke noget at sige til, at Céline Curiol ser en anelse træt ud denne lørdag eftermiddag. Med en anmelderrost debutroman, Det lyserøde rum, er den 30-årige forfatter pludselig blevet genstand for offentlig interesse, men vil allerhelst gemme sig bag siderne.

"Man drømmer om at have sin egen bog, men tænker ikke over det, der kommer bagefter. Det er dejligt, men også forvirrende. En meget privat aktivitet bliver pludselig offentlig, og man skal forklare og retfærdiggøre. Især i dag, hvor forfattere bliver solgt sammen med deres bog. Det kom bag på mig, hvor svært det var bare at sige 'læs min bog' og forblive anonym," siger Céline Curiol.

Den foretrukne anonymitet er temaet for bogen med den mundrette franske titel Voix sans issue (stemme uden mål). Hovedpersonen er en anonym stemme, en 'hun' uden navn og fysisk beskrivelse. På arbejde er hun stemmen, der annoncerer tider og sporændringer på Gare du Nord, i fritiden færdes hun i storbyen og søger - eller finder - tilfældige engangseventyr med ukendte mænd.

"Jeg havde ikke et navn i starten, så jeg begyndte bare at skrive. Men da jeg begyndte på det, synes jeg ikke, der var nogen grund til at give hende et navn. Jeg fritager læseren fra at associere hendes navn med noget."

"Hun er en, du tilfældigt ser på gaden, men som ikke fanger øjet. Hver person på stationen opfinder sit eget billede af, hvordan hun ser ud. Jeg har selv arbejdet på en radio og har altid være interesseret i ideen om, at folk hører din stemme og bliver overraskede, når de møder dig; 'du er slet ikke, som jeg havde forestillet mig'."

Det unormale er normalt

'Hun' føler et udtrykt ubehag og en utilpassethed i fastlåste, sociale situationer, for eksempel middagen hos venneparret, hvor hun ender med at bilde de andre gæster ind, at hun er prostitueret.

"På et eller andet tidspunkt føler vi os vel alle fremmedgjorte over for andre mennesker. Ved at lade hende møde andre, forsøger jeg at vise, at de andre er endnu mere mærkelige, men blot skjuler det bedre," siger Curiol.

"Jeg vil gerne stille spørgsmål ved, hvad der er normalt. Normalitet er, hvordan vi sammenligner os i forhold til andre. Nogle mennesker lider for sig selv og vi ignorerer deres lidelser. Vi lever side om side uden at forstå hinandens problemer. Vi er alene, men omgivet af andre. Jeg vil undersøge, hvordan vi skaber sammenhæng mellem vores ydre fremtræden og vores indre."

Men hovedpersonens ønske om at være anonym har ikke rod i en frygt for andre mennesker, fortæller Curiol - hun har ingen problemer med at tale med fremmede mennesker uden for de sociale skuespil. Og indimellem ender hun i sengen hos dem.

"Hun går på eventyr i storbyen. Hun er nysgerrig og smigret over, at de giver hende opmærksomhed. Hun har ikke en særlig stor tillid, men tiltrækker en del mænd, så der er nok forskel på, hvordan hun ser sig selv og bliver set på. Hun er en slags voksen teenagepige, der ikke er klar over sin egen seksuelle kraft," siger Céline Curiol.

Storbyens anonymitet

Selv flyttede Céline Curiol til Paris, da hun skulle stå på egne ben. Og der er en helt bestemt grund til, at bogen er sat i den franske hovedstad, fortæller hun.

"Paris er et sted, hvor folk mødes. Jeg kunne ikke have ladet handlingen udspille sig i New York, for det er ikke en by, hvor man tildeler hinanden særligt meget opmærksomhed. Paris er mere en landsby på den måde, folk ser hinanden og taler med hinanden. Og så er den mere flirtende," siger hun.

Siden har hun boet i tre forskellige europæiske storbyer - uden at kende nogen, da hun flyttede dertil.

"Det er hårdt. Man indser, at selvom der er så mange mennesker og steder at gå ud, er det meget svært, hvis man ikke har en historie i byen. Det er en anstrengelse at skulle udstille sig selv og risikere at blive skuffet. Man skal acceptere det sociale spil - at mødes og måske aldrig se hinanden igen."

Inspirationen til Det lyserøde rum var et storbybillede, hun ikke kunne slippe.

"Jeg skrev en tekst om en mand og en kvinde, der sidder ved siden af hinanden på samme bænk. Det billede blev hængende hos mig, og efter en tre-fire år besluttede jeg at beskrive, hvordan manden og kvinden var havnet på den bænk sammen, fra begyndelse til slut."

Med inspiration fra Kafka, Beckett og Agota Kristof har hun tidligere forsøgt at kaste sig ud i romaner - men det er endt som noveller, siger hun, og fortæller om den overvældende følelse, det er, at stå med sin første roman i hænderne.

"Det var noget, der var så stærkt, at interessen for at lave den varede ved. Men da jeg var færdig med at skrive, var det svært at slippe den. Jeg ved, at det måske lyder overdrevet for folk, der ikke er vant til at skrive, men man gennemgår alle disse situationer med sine karakterer, og det er som at slippe en del af sig selv bagefter. Ligesom en skuespiller, der skal slippe sin rolle."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her