Den nuværende regering har lagt et tungt pres på vores skoler og gymnasier. Skoledebatten har været kendetegnet ved en ualmindelig trist tone, hvor det mest visionære, har været en systematisk hakken på skolelærere, som efter debatten at dømme alle er en flok lallende rundkredspædagoger.
Ingen tvivl om at skolen har problemer, ikke mindst her i København. Og netop opgaven med at løfte folkeskolen bliver den kommende overborgmesters største ledelsesmæssige udfordring.
Men rammerne må være i orden. Og her er det ikke hjælpsomt, når såkaldt liberale med stor iver detailstyrer indholdet i undervisningen - bl.a. med deres kanon-baserede læseplaner. Helt grundlæggende forstår Bertel Haarder, Brian Mikkelsen og co. ikke, at hvis man vil have en skole, hvor det ikke er det til enhver tid regerende politiske flertal, der selv stiller sig bag katederet - eller sætter sig i rundkredsen - så bliver man nødt til at stole på, at lærere gerne vil være gode til deres arbejde. Som politikerne bliver vi nødt til at overlade klasseværelset til lærerne, så hvorfor ikke arbejde med dem om udviklingen af skolen? Lad os diskutere, hvordan vi kan udvikle skolens pædagogik og form, så børnene bliver mere motiverede for at lære noget.
Her i København er folkeskolen torpederet i vandlinjen af en fraværende integrationspolitik. På 21 ud af 52 københavnske folkeskoler, kommer over 30 procent af eleverne fra ressourcesvage hjem. I København placeres hvert 4. barn i privatskoler - langt over landsgennemsnittet. Det er fordi, vi har fået "sorte" og "hvide" skoler, og mange forældre har mistet tilliden til, at folkeskolen kan håndtere problemet. PISA-undersøgelsen fra sidste år underbygger desværre den opfattelse. At få genrejst skolesystemet er derfor den centrale opgave for den politiske ledelse af København i de kommende år.
Man græder jo indvendigt, når man ser, at nogle af byens skoler afleverer børn med dårligere læsefærdigheder end det brasilianske skolesystem. Det kan vi ikke byde børnene, forældrene eller samfundet. Løsningerne er selvfølgelig ikke altid uproblematiske at gennemføre, og vi må være villige til at sluge nogle kameler. Marianne Jelved har ret i "..at en gris ikke bliver federe af at blive vejet flere gange". Men i en tættere overvågning af udviklingen i hver eneste klasse i København, er det nødvendigt at indføre flere test af elevernes færdigheder på hvert klassetrin. Det gør ikke i sig selv ungerne klogere. Det er et ledelsesværktøj til hurtigere indgriben i skoleklasser, hvor læsset er ved at vælte. Samtidigt bliver vi nødt til at fordele ressourcestærke og -svage børn bedre på de københavnske skoler. Skolerne ligger jo tættere end andre steder, og det vil ikke være en urimelig gene for forældre, at deres børn nogle gange ikke kan gå i den nærmeste skole. Ikke fordi styring på den måde i sig selv er attråværdigt, men der er ingen anden vej. De Radikale gemmer sig bag det fængende slogan "kvoter er for fisk og ikke for børn". Men når man har klukket over de radikales sjove one-linere, så står man med spørgsmålet: Hvad vil Bondam og partifæller stille op? Svaret er, at de vedbliver at fornægte problemets omfang, fordi de er bange for de svære valg, som en løsning af det københavnske skolevæsens problemer kræver. Men fordi der ligger nogle hårde beslutninger foran os i København, betyder det ikke, at vi skal deponere udviklingen af folkeskolen hos regeringens pædagogiske mørkemænd. Skoledebatten fløj desværre hurtigt henover en af sidste års mest interessante nyheder: Det gymnasium, der sidste år uddannede studenter med de bedste studentereksamener var en musik- og sangskole i Valby, nemlig Skt. Annæ Gymnasium. Det gymnasium har givetvis elever med særligt favorable grundvilkår, men det har andre 'eliteskoler' i Danmark også, og alligevel har de væsentligt lavere karaktergennemsnit. Inspirationen fra musikgymnasiet er, at en skole, der er fokuseret på at udvikle og fastholde særlige interesser hos børn, giver langt bedre motivation. Fremtiden for Københavns skoler bliver nødt til at indeholde både nogle upopulære tiltag, som hyppigere måling af elevernes færdigheder og en opbrydning af tilgangen af dårligt stillede børn til i forvejen belastede skoler, men den skal også indeholde en pædagogisk politik, der giver skolen og dens lærere nye værktøjer til at opdage og udvikle interesserne hos børn og unge. Det gør ikke noget, at det bliver sjovere at gå i skole.
