At være eller ikke at være til stede

Nikolaj Znaider spillede torsdag og fredag aften Tjajkovskijs Violinkoncert i Radiohuset under dirigenten Yuri Temirkanov. Eventmæssigt en stor begivenhed, musikalsk en lille.

Hvis Tjajkovskijs Violinkoncert engang næsten vakte lede ved sin romantiske overlæssethed, er det i dag bare lige præcis, hvad de fleste forbinder med et overordentligt veldrejet og stimulerende stykke musik. Det er meget let forståeligt tonesprog og både for violinstemmens og orkestrets vedkommende gælder det berusende råstyrke og æggende sødme.

Det overordentligt farlige ved tilrettelæggelsen af Radioens torsdags- og fredagskoncert var kombinationen af national violinist-ikon, internationalt fejret russisk dirigent og klassisk hit-koncert. Intet burde kunne gå galt, og succesen syntes at være aftalt på forhånd.

Termikanov, der er 1. gæstedirigent for Radioens Symfoniorkester, indledte aftenens 100 procent russiske program med at dirigere Anatol Ljadovs Kikimora. Lige i skabet sådan set.

Termikanov er en mand med stil. Han dirigerer uden pind, og i stedet bruger han arme og hænder til at demonstrere alle musikkens figurer og bevægelser. Han er typen, der godt kan lide at kigge i én retning, mens han med armen smider et signal af sted til en stemmegruppe i modsat retning. Frækt, fiffigt og overlegent, men på nippet til det uengagerede.

I Ljadovs illustrerende eventyrmusik gik det godt. I Tjajkovskijs Violinkoncert derimod, kom alle, ak og ve, til kort.

Jeg troede aldrig, jeg skulle se mig selv skrive det her, men jeg savnede ganske enkelt den vanlige stringens og flinkeskole. Meget kan man sige om orkestrets chefdirigent, men han har formet sit orkester i en retning, hvor det er seriøsitet og målrettet arbejde, der holder trådene sammen, og i den stik modsatte retning af nonchalance. Under Termikanovs overlegne, nonchalante direktion blev det til utydelighed og slattenhed i orkestret.

Termikanov kender sit russiske repertoire til bevidstløshed, og det har sin charme, men det bliver også til en demonstration af velkendthed, der lægger afstand til koncerten og får musikken til at lyde af erindret musik, der var engang.

Hvad Znaider angår, så kommer han ind på scenen, som om det var en scene i The Godfather, med blankpudsede laksko og violin og en gangsters timing for, hvornår violinen lægges parat til affyring. Og han er jo ikke stjerne for ingenting, for han mestrer det svære repertoire, som var det kattemad, og kan som altid tage pusten fra én i sine kadencer, og når han dissekerer de høje toner. No question.

Men, som hun sagde, også i går, hvor er hjertet? Det har han selvfølgelig et sted, men Znaider mangler en historie at lade det komme til udtryk i. Derfor er han også så dirigentafhængig. Termikanov havde for travlt med sit eget show og viste Znaider ryggen det meste af tiden. Helt smertefuldt blev det under det overdrevne bifald efter koncerten, hvor Znaider gentagne gange forgæves rakte ud efter Termikanovs hånd for at dele bifaldet med ham, hvilket gjorde mig så ilde tilpas, at jeg måtte flygte ud og gik glip af den efterfølgende overrækkelse af Emil Holms Legat. 30.000 kroner til oboisten Henrik Goldschmidt og hans Middle East Peace Orchestra. Tillykke.

Efter pausen stod det på uddrag fra orkestersuiterne over Prokofjevs ballet Romeo og Julie. Her lagde man især mærke til koncertmesterens meget flotte stilet-sko.

Fusionskøkken

På Louisiana var der ligesom i Radioen den samme koncert torsdag og fredag. Heroppe med trioen Kalichstein-Laredo-Robinson, som man med udsigt til fuldmåne og stjernehimmel gennem de tretten sorte vinduesrammer i koncertsalen kunne høre spille kammermusik af Ravel og Debussy.

Hvis gårsdagens koncert i Radioen havde været lidt som en suppe, hvor smagen ikke ville samle sig, selvom man har læst opskriften og gjort, hvad der står, var denne trio selve pølsen, man kan koge en hel grydefuld på.

Ligesom når amerikanere siger Aylåms Bålajhås om Illums Bolighus, spillede trioen de franske partiturer med frejdig amerikansk accent og twang og tilførte den al mulig fedme og farve. Til tider lige så grimt, som hvis det var det hakkede låg fra en dåse baked beans, der var klangidealet, Det var som den ægte Debussy, før nogen gav ham rent undertøj på og gjorde ham lige så kedelig som en strandvejsvilla.

Trioen har spillet sammen i over tredive år, og det kan naturligvis høres. Her kunne man nyde tre personligheder, der var uhørt veletablerede og samspillede og samtidig med god plads til hver enkelt personlighed. Cellisten var fuldkornsindslaget i forhold til pianistens sovsede klaver, og violinsten krydderier fra hele verden, og tilsammen var de som en amerikansk blød og fullbodied bourgogne-efterligning med høje solprocenter.

Trioens virkelige styrke var deres enorme præsens. I Ravels klavertrio, for eksempel, sad de to strygere og afventede pianisten foredrage temaet, som om det var deres skæbne, de ventede på, inden de overtog det på skift og på hver deres måde.

Man oplevede i sandhed hvordan en god koncert ikke er en demonstration af velkendthed, men lige netop en afprøvning af musikken, som først bliver til virkelighed i tid og rum og slet ikke findes før eller efter lige nu. Ingen fejring af hverken komponister, solister eller noget andet, men af musikken som råstof, som de tre kunstnere delte mellem sig og åbnede døre for hinanden og for publikum i.

* Radioens Koncertsal 1. Februar Kl. 20. DR Radiosymfoniorkestret og Yuri Termikanov, Nikolaj Znaider. Anatol Ljadov, Kikimora, Peter Tjajkovskij Violinkoncert, Sergej Prokofjev, Romeo og Julie Orkestersuiter

* Louisiana 2.februar Kl. 20, Joseph Kalichstein - Jaime Loredo - Sharon Robinson. Claude Debussy Sonate for cello og piano og Sonate, for violin og piano, Maurice Ravel,Klavertrio og Sonate for violin og cello