Læsetid: 3 min.

Hvis jeg havde været topnazist...

Ny britisk film om Nürnberg Processen viste, at vi nu kan tåle at se nazisterne som personer
20. oktober 2006

"En englænder er en idiot, to er en pub, og tre er et imperium." Ja: Herman Göring var - udover lufthelt fra første verdenskrig, chef for Luftwaffe og kunstyv med smag - også en festlig fætter. I hvert fald sådan som vi lærte ham at kende i drama-dokumentarfilmen Nuremberg: Goering's Last Stand, som DR2 sendte i anledning af 60-året for Nürnberg-processen.

Tematirsdag markerede derved fødslen af den internationale retsorden, som ironisk nok blev indstiftet af USA. Churchill ville bare skyde topnazisterne, Stalin var mest på en skueproces - men amerikanerne insisterende: "Fairness er ikke en svaghed: Den ekstraordinære fairness i disse høringer er et udtryk for vores styrke," som den amerikanske chefanklager sagde.

Og det er ikke kun i international ret, der er sket meget. Filmen viste, at nazismens hovedpersoner også har ændret sig; fra entydige monstre til tvetydige mennesker. I de første billeder efter krigen har nazisterne ingen stemme. I ugerevyerne taler topnazisterne kun fra anklagebænken, mens speakeren kalder Göring for "lederen af Hitlerbanden, som brugte sine brutale bøller til at tæve sig vej til magten". Og i den retoriske Hollywood-klassiker Judgment at Nuremberg fra 1961 med Spencer Tracy og Burt Lancaster er nazisterne nærmest helt fraværende: Det handler om at vise, at retssagen i sig selv er et bevis på lysets sejr over mørket. Senere forsvandt den enkelte nazist i upersonlige forklaringer, der viste det onde som en banalitet, så grå som Eichmann i Jerusalem.

Men efter filmhittet Der Untergang - hvor Hitler ligefrem er en stakkel - er vi nu klar til at håndtere nazisterne som personer, vi kan forholde os til - som vi kunne det med Göring i Nuremberg: Goering's Last Stand.

Det var blondinens skyld

Og selvom der er noget fjollet over historiske rekonstruktioner - det minder altid om nørder, der genopfører slag i historiske kostumer - så lykkedes det filmen at give os et forhold til Göring. Og dét selvom den valgte skuespiller med garanti ikke havde den virkelige Görings karisma - men det kompenserer Görings figur for, fordi den rummer så meget glamourøs galskab.

For eksempel sagde han under afhøringerne, at hele miseren skyldtes en blondine: Som ung krigshelt var Göring på vej til at melde sig ind i Frimurerlogen med nogle kammesjukker, men mødte undervejs en ganske fortryllende blondine, som han scoret på stedet.Derfor fik han aldrig meldt sig ind. Hvis han var blevet meldt ind i logen, var han aldrig blevet nazist, for frimurere kunne ikke blive medlem af nazistpartiet.

Hvis jeg havde været topnazist, ville jeg da langt hellere have rendt rundt som en anden rockstjerne på mit gods, Karinhalle, og holdt narkoorgier i dametøj - når jeg ikke var ude at skyde bukke - end være en hyklende overløber som Albert Speer, som angrede alt for at redde sit eget skind.

Göring valgte i stedet at charmere vagten, 'Tex von Texas', til at give sig sin cyankalium, så han kunne berøve de allierede den endelige sejr ved at skrive sin egen gravskrift: 'Göring snød retfærdigheden'.

Og selvom filmen viste, at Göring helt sikkert også var en skrupelløs opportunist, en opblæst nar, en løgner og en kujon - så gjorde dét ham så meget desto mindre monstrøs, og så meget desto mere menneskelig, for så vidt det er mere menneskeligt at være et selvbevidst dumt svin end at være et dæmonisk overmenneske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her