Læsetid: 4 min.

Den værste dag

Jonathan Safran Foers nye roman er en virtuost orkestreret og voldsomt underholdende fortælling, der på godt og ondt sprudler af litterær selvtillid
18. juni 2005

Efter terrorangrebene den 11. september 2001 meldte flere amerikanske forfatterne ud, at de ikke længere kunne forestille sig, hvordan litteraturen kunne behandle virkeligheden. Jonathan Safran Foer var ikke en af dem. I kølvandet på den begejstrede modtagelse hans debutroman Alt bliver oplyst (2002) fik, gav han tværtimod udtryk for, at han så det som sin pligt som new yorker og som kunstner, at forsøge at skrive om rædslerne: "Det er risikabelt at undgå det, der sker lige foran din næse," som den dengang 25-årige forfatter udtrykte det. Nu foreligger så Safran Foers forsøg på at skrive en roman om 11. september. Og tak for det. Ekstremt højt og utrolig tæt på er endt som en virtuost orkestreret og på trods af sit knugende anslag voldsomt underholdende fortælling, der godt nok glimtvis synes at være lidt småforelsket i sig selv, men i længden fascinerer takket være sin energi og sine skæve optrin samt ikke mindst den bærende fortællers besnærende vid og særegne væsen.

Et nøglebarn

Oskar Schell er en ni-årig dreng, der blandt meget andet spiller tamburin, taler fransk, samler på frimærker, reciterer Shakespeare og finder fejl i New York Times, og hvis yndlingsbog er Hawkings univers: Fra Big bang til sorte huller, af astrofysikeren Stephen Hawkings med hvem Oskar i øvrigt korresponderer med per brevpost.

Bogen er han nu ikke nået helt igennem, "for de matematiske beviser i den er frygtelig svære, og min mor er ikke særlig god til at hjælpe mig med matematik." Og desværre har Oskar kun sin mor at spørge til råds; hans far omkom nemlig i tvillingetårnene på, hvad Oskar konsekvent kalder "mit livs værste dag".

Faren havde inden da haft for vane at udfordre sin søns intellekt ved at sende ham på snurrige skattejagter, og da Oskar blandt sin fars efterladenskaber finder en konvolut med navnet Black, hvori der befinder sig en nøgle, tvivler han ikke på, at det drejer sig om en sådan - en skattejagt, der vil afsløre noget om faren, hvis lig aldrig er blevet fundet.

Oskar regner ud, at der findes 16.999.999 låse på Manhattan. Det skræmmer ham nu ikke, og de næste otte måneder flakker han derfor rundt i New York på jagt efter den hr. eller fru Black, der kan fortælle ham, hvad der gemmer sig bag låsen til den mystiske nøgle.

Oskars eventyrlige dannelsesrejse, der vækker minder om både J.D. Salingers Holden Caulfield og Paul Auster, når han er mest gådefuld, er desværre ikke nok for Safran Foer. Som i Alt bliver oplyst, der på original vis blander en ung amerikaners rejse i det moderne Ukraine med nazismens uhyrligheder sammesteds, skuer forfatteren også denne gang bagud, nemlig ved at lade Oskars bedsteforældre fortælle om dengang, de var unge i Dresden, og hvad der siden skete, da byen i 1945 blev bombet, og bedstemorens søster, som bedstefaren havde gjort gravid, blev dræbt.

Desværre, fordi denne skæbnetunge skildring er ved at spænde ben for Oskars historie og romanen i det hele taget. Man forstår parallellerne mellem de to byers indbyggere og deres traumatiske tab, ligesom det skinner igennem, at Safran Foer mellem linjerne spørger, hvorfor den ene bombning var rigtig og den anden forkert. De to fortællere bliver imidlertid aldrig lige så levende og troværdige som Oskar, dertil er de for karikerede.

Det er for eksempel pudsigt fundet på, at lade den stumme bedstefar have henholdsvis ja og nej tatoveret på håndfladerne, således at Safran Foer blot behøver at skrive, at bedstefaren løfter den ene eller den anden hånd, når han svarer på et spørgsmål. Men mon ikke fyren havde klaret sig lige så godt gennem livet ved blot at nikke eller ryste på hovedet?

Forstyrrende krumspring

Bedsteforældrenes historier kunne for så vidt have været afviklet på samme mesterlige vis, som da Oskar holder foredrag for sin klasse om de efterladte efter bombningen af Hiroshima, uden at pointen var gået tabt. Det havde pyntet, og det havde det også, hvis forfatteren havde holdt lidt igen med de mange typografiske tricks og stilistiske krumspring i form af billeder, håndskrevne navne, ord, der er streget over og sider uden tekst. Det virker pokkers smart, men hvorfor må vi ikke danne os vore egne billeder? Hvorfor skal tekstens underfundige rytme konstant brydes? Er det et forsøg på at understrege, at efter 11. september rækker litteraturens gængse konventioner ikke længere? Efter endt læsning af Ekstremt højt og utrolig tæt på sidder man tilbage med et indtryk af Jonathan Safran Foer som en af de mest talentfulde amerikanske forfattere i sin generation. Samt med et stille håb om, at han ikke længere tror, han skal bevise, hvad han kan, men derimod demonstrere at han kan holde igen.

Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utroligt tæt på. Oversat af Jan Hansen. Tiderne Skifter. 378 s. 348 kroner. ISBN 87-7973-123-6. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her