Læsetid: 6 min.

Den værste modstander er den flinke

Dansk boksnings største trofæ hedder lige nu Mikkel Kessler. Til oktober skal han forsøge at erobre sit andet verdensmesterskabsbælte, og i kulissen venter en karriere i USA. Til trods for et råt ydre, handler boksningen for Mikkel Kessler først og fremmest om indre kontrol og ro
2. august 2006

Den ramme lugt af sved viser os vej til træningslokalet på tredje sal i CKI's træningslokaler på Christianshavn. Indenfor er mandagens aftentræning i fuld gang.

En gruppe drenge og piger fra 10 år og opefter samles parvis omkring de sorte sandsække.

"Så kører vi 1-2!" råber den ældre træner, Ricard Olsen, og salen genlyder af dumpe klask mod sækkene.

"Kom så, I kvajhoveder! Neeeej, I skal skiftes til at slå!"

Ved siden et af de store spejle i salen hænger en meterhøj plakat med påskriften 'Kessler' på en glansagtig baggrund. Billedet viser en kampklar Mikkel Kessler med paraderne oppe og et olmt udtryk, der anmoder enhver modstander om at komme an.

Ved siden af står manden selv i lidt mere stilfærdig form og sjipper. Han har netop færdiggjort aftenens træning og glæder sig over, at en håndledsskade er gået i orden igen. En absolut nødvendighed, inden han den 14. oktober skal møde den tyske WBC-verdensmester Markus Beyer i Parken for at erobre sit andet verdensmesterskabsbælte.

Det er lugten af sved, der hænger ved, når Mikkel Kessler husker den første gang, han satte sine ben i klubben som 13-årig - og lyden af Ricard Olsens råbende instrukser.

"Min mor havde taget mig med sammen med et par kammerater. Ricard kom ud og råbte 'kan I så komme ud og klæde om - det er nu!' Det var lidt af et chok, når man nu kom fra fodbold og karatetræning. Vi troede, vi bare skulle op og kigge, men det var i gang med det samme - også selv om en af mine kammerater havde glemt sit træningstøj og måtte løbetræne i cowboybukser," fortæller Mikkel Kessler.

Men den strenge disciplin og fysisk hårde træning tog ham med storm; fra sjette klasse trænede han fire gange om ugen, som 16-årig vandt han Europamesterskabet, og tre år senere droppede han mekanikerlæren til fordel for en karriere som professionel bokser.

Inden da havde han aldrig drømt om, at han skulle blive et af Danmarks største boksehåb i nyere tid: Verdensmester i supermellemvægt og på vej mod en international karriere i USA.

Roden fra Bryggen

Mikkel Kessler voksede op på Islands Brygge, hvor faren ejede værtshuset Haraldsborg Café. Her holdt Mikkel også til, når han da ikke lige legede krig med kammeraterne eller 'lavede en masse ballade', som han selv udtrykker det.

For nyligt fik han brug for sine gamle kontakter, da han fik sit verdensmesterskabsbælte stjålet fra sin bil.

"Så sagde jeg bare til mine venner i undergrunden, at det bælte skulle afleveres tilbage nu, og to dage efter havde jeg det igen. Men de havde sgu pillet stenene af det for at få tjekket, om de var ægte. Hvis diamanter var så store, havde jeg nok ikke ladet bæltet ligge i min bil," siger Mikkel Kessler med et grin.

Stort set alle medier med en sportssektion har svælget i historien om roden, der kom ind fra gaden og med hård træning og en stålsat fightervilje kæmpede sig til hæder og ære som en af Danmarks bedste boksere. Ren mytologi.

Men Mikkel Kessler frasiger sig den version, hvor boksningen redder ham fra en hård barndom.

"Jeg har jo ikke haft en dårlig barndom, jeg har bare haft en anderledes barndom. Det var jo ikke sådan, at jeg bare blev skubbet ind under værtshusbordet. Jeg fik stort set det, jeg pegede på. Jo, jeg var da en gadedreng, jeg var altid ude. Men jeg havde det i hvert fald godt med mig selv, og det er jo det vigtigste."

Efter niende klassse kom han i lære som mekaniker hos Mercedes-Benz, men han fortsatte boksetræningen og to år senere blev lærepladsen skiftet ud med en plads på juniorlandsholdet.

Men først da titlen som Europamester var i hus, gik det for alvor op for Mikkel Kessler, at han vist godt kunne bokse.

"Det var suset og spændingen, der trak og det ikke at vide, hvad der sker, når man går op i ringen. Selvfølgelig var jeg også bange, men ikke på den forkerte måde. Og suset af at vinde! Det er svært at forklare for folk, der aldrig har vundet noget stort, men den der fornemmelse af, at alle holder med en, er helt fantastisk."

Den venlige fighter

Og den følelse har han fået lov at opleve adskillige gange siden. En statistik, der viser 37 sejre ud af 37 kampe, heraf 28 på knock-out, lader ikke meget tilbage at ønske for holdet bag 27-årige Kessler.

"Som professionel må du ikke tabe. Jeg tabte jo nogle kampe som amatør, hvor Ricard altid sagde 'det er ok, du tabte, det gør ikke noget, du skal nok blive bedre'. Og det går jeg stadig og siger til drengene deroppe: 'Du har tabt tre kampe i træk og hvad så?' Det er lige meget, hvor mange kampe du taber som amatør, så længe du går efter at blive den bedste. Det er, hvor du ender henne, der tæller."

Mikkel Kessler passer ikke umiddelbart på sit tilnavn 'The Viking Warrior', som han sidder der med en Cocio kakaomælk. Stemmeføringen er behersket, og øjnene slår et venligt smut, når han fortæller om sine bedste kampe på vejen op.

Vist bliver han en anden, når han går ringen, siger han, men det er ikke aggressiviteten og voldsomheden, der tiltaler ham ved boksning. Det er troen på egen styrke og ikke mindst kontrol.

"Koncentrationen skal være der, du må aldrig gå over i tanken om, at 'nu ramte han mig, nu skal han bare ha'! Om du så bliver ramt fem gange, skal du bevare styringen. Ellers mister du teknikken. Selvfølgelig forsøger man at psyke modstanderen ud, og ét blik kan sige det hele, men du må aldrig blive hidsig."

Han hopper heller ikke med på spillet for galleriet, hvor bokseren inden kampen forsøger at psyke sin modstander med alle mulige slags opråb.

"Det er det dummeste, man kan gøre. Alle er nervøse inden en stor kamp, det ved man. Hvis jeg bare hilser venligt uden en bestemt reaktion, ved de ikke, hvor de har mig. De værste modstandere, jeg har mødt, er de flinke. "

Den amerikanske drøm

En af de flinke er WBC-verdensmester Markus Beyer i kampen den 14. oktober. Vinder Mikkel Kessler - og det skal han, som han siger - har han de to største bælter i sin vægtklasse.

Mikkel Kessler er ikke overtroisk og har ikke nogen særlige ritualer, han gennemfører før en kamp. Det hele hviler på nøje skemalagt træning, og om to uger går han ind i intensivperioden de sidste to måneder før kampen.

Her står skemaet på boksetræning om morgenen, proteindrik, en times søvn, en tur med hunden, mad, en times søvn, mad, træning, proteiner og aftensmad. Sådan kører ugen mandag - torsdag. Fredag-lørdag er der kun en gang træning, søndag er hviledag.

"Selvfølgelig bliver man træt af rutinen, og jeg kan godt nogle gang føle, at jeg tager for meget tid til mig selv. Men boksning er en egoistisk sport, hvor man bliver nødt til kun at tænke på sig selv."

Motivationen er stadig ønsket om at vinde alle fire verdensmesterskabsbælter - med andre ord at blive verdens bedste i sin klasse. I kulissen lurer den amerikanske drøm. Mikkel Kessler har netop været på rundtur i USA med boksepromotor Mogens Palle, hvor han havde et par tv-optrædener og ifølge Palle deltog i nogle indledende forhandlinger, som han dog ikke vil konkretisere.

For Mikkel Kessler selv var turens største oplevelse dog at møde den amerikanske bokselegende Sugar Ray Leonard - der nu kommer til Danmark for at opleve hans kamp i oktober. En kamp, der skal vindes, hvis Mikkel Kessler vil opfylde sit ønske om en USA-karriere.

"Det er min drøm. USA er bokselandet, og det her er chancen for at vise hele verden, at jeg er den bedste. Vi skal vise dem, at vi også kan bokse her i Europa."

For et års tid siden var planen at stoppe omkring 2010, men de er foreløbigt skrinlagt.

"Nu vil jeg bare at holde så lang tid som muligt uden at få for mange tæv, for så gider jeg ikke. Men jeg er ikke færdig, når jeg har vundet de fire bælter," fastslår Kessler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu