I loftet hænger der bøjede neonrør i svungne former, på ruden er der sat grønne og orange geometriske papirmønstre fast med tape, og på væggen hænger et vævet tæppe i grå-sorte nuancer.
"Det er kun en prøve," siger tekstildesigner Astrid Krogh. I virkeligheden skal det ende med at være 2,5 gange to meter og hænge i det sommerhus, der tilhører Stefano Gabbana, den ene halvdel af den italienske modeduo Dolce & Gabbana.
"Lige et øjeblik," siger hun og sætter et stik i kontakten, og pludselig sker der noget med tæppet. Det grå skifter langsomt over i gult, pink, og så videre i blåt, mens blomstermønstret i midten forbliver sort.
"Det er vævet i optisk fiber," siger Astrid Krogh, som forklaring på de glimtende farver og de hvide tråde, der fører ned fra tæppet og ind i en slags generator, der leverer den nødvendige energi til at tæppet kan skifte farve.
Hun sætter et andet stik i og den ene af de tre svungne neonbuer i loftet skifter til turkis. Straks efter sætter hun et gennemsigtigt materiale op i døråbningen. Det er perforeret med et nøjagtigt, geometrisk hulmønster, der fortager sig gradvist i takt med at øjnene følger stoffet op til dørkarmens øverste kant.
"Det faldt ned sidst jeg havde besøg. Jeg har lavet det til en udstilling," forklarer hun. Materialet er oliefilter, og det er ultrastærkt. Ikke engang hvis du hiver til med alt, hvad du har, kan du rive det i stykker, oplyser hun, og ved nærmere eftersyn er hullerne i materialet da også brændt ind i det.
"Med en loddekolbe. Det har nok taget mig en halv dag," siger hun veloplagt, noget der præger hele hendes væremåde.
I et hjørne af rummet, der ligger på femte sal på Østerbro i København står der en væv. Det er det eneste blandt alle optiske fibre, neonrør og oliefiltre, der åbenlyst viser, hvorfra Astrid Krogh har sit uddannelsesmæssige ophav. Hun kalder sig da også tekstildesigner, men det er længe siden, hun har spændt uld og bomuld på væven. Siden hun blev færdiguddannet på Danmarks Designskole for 10 år siden, har hun mest interesseret sig for højteknologiske materialer.
Hvad enten det har handlet om hendes mange udsmykningsprojekter med lyset som den røde tråd eller de industrielle produkter, som hun for det meste kører side om side med det mere kunstneriske. For det kunstneriske og industrielle er to sider af samme sag. "De meget hardcore industrielle produkter tager tid, og ens arbejde skal passes ind i en bestemt ramme, mens udsmykningerne giver frihed til at eksperimentere meget mere. Der er ingen begrænsninger. At man kan tænke videre, end at det skal presses ind i form og funktion giver et spillerum, hvor der opstår noget helt nyt, der ikke var planlagt på forhånd. For når man laver noget til en udstilling prøver man ting af. Jeg er nysgerrig og vil gerne have momenter af spænding. Men de forundersøgelser, jeg laver, når jeg laver unika, bruger jeg, når jeg laver de mere industrielle produkter."
Et moderne gardin
Som for eksempel, da hun i samarbejde med beklædningsdesigner Annette Meyer udviklede et par feminine underbukser med indbygget stomi-pose (for Coloplast, en virksomhed, der udvikler produkter til hospitalssektoren).
"Det var en lang proces. Vi troede, vi kunne gøre det på et halvt år, men det endte med at tage tre. Det tager tid, når man udvikler industrielle produkter med så høje krav fra brugerne, også på grund af at det kræver enormt mange undersøgelser. Vi vidste, at vi ville ende med et produkt, der var næsten som et almindeligt stykke undertøj. Det vanskelige var at få alle de funktioner ind, som stomipatienter har brug for. Vi havde brug for et ekstremt fast materiale, så der stod vi på fabrikken i Ikast sammen med strikkerne og prøvede at skubbe grænserne for, hvad man kan med materialerne. Somme tider sagde de så, at det ikke kunne lade sig gøre, somme tider, prøvede vi at få dem til det alligevel. Og til sidst lykkedes det at få et materiale, der var stramt nok."
Astrid Krogh hiver et andet eksperiment frem fra skrivebordet. Det er et stykke mat glasfiber med nogle mørke cirkler; en type glasfiber, der bliver brugt i byggebranchen. Selv har tekstildesigneren brugt det til sit projekt Ideal House på sidste års designmesse i Köln, hvor hun blev udvalgt til at komme med sit bud på det ideelle hus, lige som store stjernedesignere har gjort i årene før hende.
Resultatet blev verdens største persienne, fire meter høj og 60 meter lang, i glasfiber, hvor cirklerne i materialet dannede et mønster.
"Da jeg så materialet på fabrikken Fiberline, så jeg med det samme, at processen, med at ekstrudere de lange glasfiberrør, minder om opsætningen af en væv. Jeg bruger konstant min håndværksmæssige baggrund i den måde, jeg tænker materiale på. Hvis jeg ser en ny fiber, så tænker jeg med det samme, hvordan væver jeg det her, og da bliver jeg nødt til at kende håndværket. Jo bedre man kender sit håndværk, jo mere kan man lege med materialer og form. Men det er også enormt nyttigt at arbejde sammen med andre faggrupper, ingeniører og teknikere, som har helt andre kompetencer end en selv. På den måde kan man komme frem til helt nye resultater, netop fordi vi alle har forskellige specialområder," siger hun om den proces, der førte til persiennen, hun lige nu er ved at videreudvikle sammen med arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen.
Neonrør som tråd
En persienne, der om dagen tillader dagslyset at trænge ind i huset, mens det om natten lader husets kunstige lys trænge ud.
"Jeg vil enormt gerne fortsætte med at arbejde videre på det moderne gardin. Alle steder, hvor der er glasfacader har man jo et problem med sol-afskærmningen. Et gardin i stof er et low-tech materiale, men det vil være fantastisk, hvis man kan kombinere og bibeholde gardinets traditionelle kvaliteter, samtidig med at man kan dække store facader. De fleste store facader har i dag aluminiumslameller, men de er svære at få individuel styring på. Hvis du gerne vil skærme for sollys på tredje sal, lukker du også på det på første."
Lys har i det hele taget spillet en afgørende rolle for Astrid Kroghs arbejde. Et af de værker, hun er kendt for i en bredere offentlighed, er hendes lysinstallation i en af folketingets mørke gange, hvor et større antal bøjede neonrør udgør et mønster på en flade, der er 2,5 gange 7,2 meter. Det er inspireret af rummets øvrige ornamenter, bare i lys. Installationen skifter mønstre og farver i titusind forskellige variationer, lige som i et kalejdoskop. Dem har Astrid Krogh altid haft en svaghed for.
"Tekstiler handler i bund og grund om lys. Om at filtrere lys på den ene eller anden måde, hvad enten det sker ved hjælp af naturligt eller kunstigt lys. Jeg bruger desuden de samme principper, som man bruger i vævningen. Jeg lader det ene neonrør løbe hen over det andet, lige som en tråd gør det i et stykke stof," forklarer Astrid Krogh sammenhængen mellem lys og tekstil, som går igen i det meste, hun har lavet.
"Det kan være i en nyfortolkning af et gardin. Eller i fortolkninger af moderne ornamenter. Det handler også om varme i overført betydning, for netop varme og udsmykning var tidligere gobelinernes funktion. Når man ser ornamenter i dag, så er det enten retro-mønstre fra 60'erne, eller også er det de meget romantiske, ældre ornamenter. Ornamentet er et udtryk for den tid, vi lever i, og du vil altid kunne se på et tapet fra 60'erne, hvornår det stammer fra. Jeg vil være med til at undersøge, hvad et mønster anno 2007 er. Måske en digital mønstring eller et lystapet?"
