Læsetid: 4 min.

Til vaflerne babe

11. september 1998

SKRIV NOGET POSITIVT," lød det insisterende på redaktionsmødet. "Vi vil have en leder, der giver håb." Ordene var insisterende. Og bag dem gemte der sig en slet skjult irritation over, at FN's menneskelige udviklingsprogram, UNDP, I går fik smasket sine rystende tal for verdens afgrundsdybe uligheder på Informations forside: At 225 dollarmilliardærer, som Microsoft-chefen Bill Gates, Lego-chefen Keld Kirk Kristiansen og den pæne aldrende mand, Mærsk McKinney-Møller, ejer lige så mange penge, som halvdelen af jordens befolkning tjener om året. Eller at 1,3 milliarder mennesker på jordkloden stadig sulter, lider og ikke engang får rent drikkevand, mens vi i den rige verden går til vaflerne, som aldrig før - forbruger løs og køber ny bil, computere, burgere, læskedrikke, tøj, slik og chokolade som aldrig før. På en sådan måde, at fedme er blevet vor vestlige civilisations mest livstruende "sygdom".
Det globale forbrug har slået ny historisk rekord med 24.000 milliarder dollars i 1998, beretter UNDP. Og det kan kun anfægte - og irritere i en grad, så man får lyst til lukke kraniet for yderligere informationer. Hvad satan bilder de sig ind, de høje vellønnede ekspertpaver i FN, der selv scorer kassen og bare vil bekræfte deres egen eksistens med endnu en alarmeret rapport? Den kritik er ikke helt forkert. Men på den anden side er det godt, at FN-folkene sætter situationen på spidsen.

ALDRIG HAR VI haft bedre råd til at hjælpe de udstødte i vore velstandssamfund og i de fattige udviklingslande. Det er da opløftende og positive nyheder, som man skal glæde sig over. Det nedslående er vores viden om, at der alligevel ikke for alvor sker noget, der mindsker lidelsen for denne menneskehedens forarmede femtedel.
Det er menneskelig talt fattigt. Og det er sikkerhedspolitisk farligt, hvis velstandskløften bliver så dyb, at hundrede af millioner af mennesker tvinges ud på folkevandringer. Eller hvis den globale forbrugsmaskine fører til livstruende miljøødelæggelser i det globale drivhus. I disse timer kæmper soldater, politi og frivillige i det befolkningsrige Bangladesh mod voldsomme vandmasser, der truer med at oversvømme dele af hovedstaden, Dhaka. Som de heroiske kinesere har gjort det. Mange opfatter det som et forvarsel om et dejligt dramatisk liv i vækstdrivhuset, andre vil kigge nervøst på den eksplosive stigning i udbetaling af "forsikringspræmier".
Skriv noget positivt, for satan! Okay, okay boys. Danmarks vindmølleproducenter har erobret mere end halvdelen af verdensmarkedet for denne livskraftige energikilde. Verdens oliegiganter investerer massivt i udvikling af energieffektiv solcelleteknologi. Og materialebesparende teknologier er ved at være så menneskeligt udviklet, at forbruget af råvarer ikke længere stiger i de vestlige serviceøkonomier. Samtidig beviser millioner af russere i denne tid, at de formår at overleve, dyrke grøntsager eller finde på nye ideer, selv om landets pengeøkonomi er brudt sammen.

TIDEN ER KNAP for en ændring af vores mentalitet og forældede teknologier. Der er brug for politisk og folkelig vilje i et omfang, som endnu ikke har set dagens lys. På det globale plan virker de politiske lederskaber enten som hjælpeløse ofre eller som en flok pæne medløbere i den globale kapitalismes ubarmhjertige kappestrid om flere og flere penge til øget vækst og velstand. Og tør vi hver især frigøre os fra den gammeldags udviklingsmodel, hvor vi bare forbruger løs, selvom det samlet set kan udvikle sig til det rene vanvid? Vi forbruger, arbejder og biler mere end nogensinde, selvom vi godt ved, at vi dybest set
ikke bliver mere lykkelige af det.
I løbet af det sidste år er forbruget af anti-depressive lægemidler i Danmark steget med ikke mindre end 17,5 procent. Det er ikke lykken. En femtedel af alle danske skolebørn lider hver eneste dag under psykosomatiske lidelser, hovedpine, mavepine, stress osv. Og i mindst halvdelen af alle danske daginstitutioner er larmen blevet så høj, at den overstiger høreværnsniveauet på 80 dB. Det er ikke videre positivt. Men det er en del af virkeligheden.

ALT FOR FÅ TØR spørge, om der er noget grundlæggende galt med vores samfundsmodel. Vi skal arbejde noget mere, som Nyrup og Lykketoft messer for os danskere, fordi kun ad den vej kan vi finansiere fortsat vækst i bilparken, velfærdsstaten og de offentlige serviceydelser. Men den model giver også mindre tid til at stresse af og mindre overskud til at være sammen og lege med børnene. Og den giver skrøbelige familier. Som i hele i den vestlige verden.

NÅR SANDHEDEN skal frem er der masser af politiske alternativer, som kunne opmuntre os allesammen til at gøre livet bedre og mere fornøjeligt: Gældsafvikling for de fattigste u-lande og farvel til handelsprotektionismen - i første omgang i den rige verden. Al økonomisk korruption og markedsøkonomiens sociale skyggesider må erstattes af stærke demokratiske institutioner. Og farvel til vore dages skattesystemer, der ikke straffer miljøskadelig produktion og forbrug, og goddag til den skat, som fremelsker økologisk bæredygtig udvikling i de lokale fællesskaber.
SÅ LAD OS GÅ til vaflerne, babe. Lad os genindføre søndag som hviledag, stille bilen i garagen og spænde rulleskøjterne eller cykelanhængeren på for at nyde naturen uden hverdagens stressende støj. Det økonomiske overskud derved kan ubeskåret reinvesteres i menneskelig udvikling i de fattigste lande og regioner. Tænk bare positivt. Måske kan der ligefrem gå sport i det. bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu