Læsetid: 4 min.

Et valg mellem onder

23. september 1997

Det er ikke fordi, udfaldet af det serbiske præsident- og parlamentsvalg søndag kom bag på nogen: Det regerende socialistpartis kandidat, Zoran Lilic, fik ikke absolut flertal, men en komfortabel føring forud for anden valgrunde den 5. oktober.
Han modstander her bliver ultrahøjrenationalisten Vojislav Seselj, der lige så overbevisende henviste den mere moderat nationalistiske Vuk Draskovic til tredjepladsen. Tendensen gik igen i parlamentsvalget, hvor Socialistpartiet og dets to støttepartier genvandt flertallet, og hvor Seseljs parti, Det Serbiske Radikale Parti, som man uden at devaluere nogen begreber kan kalde fascistisk, nu er Serbiens næststørste.
Den boykot, størsteparten af den demokratiske opposition havde opfordret til, virkede kun i nogen grad i hovedstaden Beograd, men kom langt fra op på de 50 procent, oppositionen havde håbet.
Nu skal den profilløse Zoran Lilic, Milosevic' skygge som han kaldes i Beograd, ud i omkamp med Seselj - et valg, der utvivlsomt vil falde ude til førstnævntes fordel ud fra det mindste ondes logik.
Her har Serbiens ubestridte leder, Slobodan Milosevic, dygtigt fuldbyrdet den politiske øvelse, det er at kunne beholde magten, selvom forfatningen egentligt forbyder det. Milosevic kunne ikke sidde mere end to perioder som serbisk præsident, men voila et hurtigt jobskifte med præsidenten med Forbundsrepublikken Jugoslavien - og den sag er klaret. Hvad enten den formelle kompetence lægges over til Milosevic eller ej, er det klart, hvem der har bukserne på.
Boykotbevægelsen vil lige så forudsigeligt hævde, at valgresultatet endnu en gang er et udtryk for massiv valgsvindel. Om den har ret eller ej, kan vi ikke vide, men med afsløringen af valgsvindlen fra lokalvalget i
november er der skabt en præcedens.
Det kan undre, at Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) indvilger i at stille observatører, når størsteparten af den demokratiske opposition ikke stiller op, og betingelserne for et frit og retfærdigt valg på forhånd kan siges ikke at være til stede.
Oppositionen peger på, at de valgkommissioner, der i november sidste år gennemførte/så igennem fingre med valgsvindlen, fortsat er de samme.
Den angriber endvidere, at Socialistpartiet umiddelbart før valget gennemførte en ny inddeling af valgkredsene med det bevidste formål at svække oppositionen og styrke regeringen. Som et helt grotesk eksempel nævnes, at de godt 100.000 serbere, der bor i Kosovo (og som alle er sikre stemmer på socialisterne eller Seselj), vælger flere mandater end Beograd, hvor der bor over to millioner (og hvor oppositionen står stærkest).
Oppositionens tredje ankepunkt er en gammel kending, men ikke desto mindre fortsat relevant: Socialistpartiets totale kontrol med presse, den skrevne og den æterbårne. Midlerne er ikke censur og fængslinger, men inddragelse af sendetilladelser, højere papir- og trykkepriser for oppositionspressen, udelukkelse fra det altdominerende statslige distributionsselskab, manglende mulighed for at få lån fra de statslige banker etc.
Lige meget hvor kritisk OSCE's rapport om valget i Serbien ender med at blive, burde organisationen ikke have stillet observatører og dermed lånt legitimitet til et sådant valg. Som fungerende OSCE-formand skylder udenrigsminister Niels Helveg Petersen en forklaring.
Når dette er sagt, kan man alligevel ikke lade være med at undre sig over, at oppositionen i den grad er gået ned med flaget. Det er ikke mere end et halvt år siden, Milosevic var ude i tovene, da en samlet politisk opposition, studenterbevægelsen og ikke mindst Beograds borgere i 88 dage i træk demonstrerede i titusindevis mod myndighedernes svindel med resultatet af lokalvalget i november sidste år.
Hvor blev den af, al den enighed, fantasi, begejstring og kampvilje, som blev udstillet hver dag i Beograds og andre storbyers gader?
Et hurtigt svar kan være, at oppositionsbevægelsen var overvurderet, den gang alverdens medier, Information inklusive, strømmede til Beograd og lugtede revolution.
Bevægelsen var, ved vi nu fra sociologisk undersøgelser, et typisk storbyfænomen, baseret på byernes middelklasse - eller unge med forhåbninger om at blive det - med kun ringe støtte fra den i øvrigt stærkt reducerede arbejderklasse og uden nogen støtte overhovedet på landet.
Den anden forklaring er ganske enkelt, at oppositionen har manglet en politisk begavet ledelse. Her tænkes ikke kun offentligt udstillede strid mellem lederne Vuk Draskovic og Zoran Djindjic om, hvem der skulle være præsidentkandidat, men snarere på, at oppositionen, Zajedno, på intet tidspunkt formåede at bygge alliancer til for eksempel bønderne eller at opstille visioner for, hvordan den demokratiske kamp kunne føres til ende.
Man hører tit det argument fra Beograds demokratiske opposition, at Vesten i virkeligheden er ligeglad med demokrati i Serbien og helst vil beholde Milosevic ved magten, fordi han er den eneste, der kan levere den mest eftertragtede vare: Fred i Bosnien. Og at Vesten tænker kynisk magtpolitisk er ikke nogen nyhed.
Men omvendt må man sige, at Serbiens opposition heller ikke gør sig store anstrengelse for at opbygge et demokratisk alternativ.on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu