Læsetid: 3 min.

Et valg på personligheder

I svensk sammenhæng er det sensationelt, at de borgerlige tager stemmer fra socialdemokraterne. Men det var Perssons personlighed, som tabte valget, og reelt er der ikke tale om et systemskifte, mener forfatter og journalist Jan Guillou
20. september 2006

De borgerlige varsler systemskifte i Sverige. Men ifølge Jan Guillou er forskellene partierne imellem for små:

"Det er nye magthavere, og selvfølgelig udtrykker de det selv som et systemskifte, men reelt er det det ikke. Det, der har været karakteristisk for den svenske valgkamp er, at fordi de ideologiske forskelle mellem partierne har været så små, er det nærmest blevet umuligt for folk at skelne. Moderaterne, de konservative, er blevet til et arbejderparti og har faktisk taget stemmer fra socialdemokraterne, og det, kan man sige, er et nyt og ganske sensationelt fænomen i Sverige. Men igen, forskellene er så små."

- Forskellene er små, men hvad bider du ellers mærke i ved resultatet?

"Noget virkeligt sensationelt ved valget er, at en socialdemokratisk regering taber under en højkonjunktur. I en periode, hvor det tilsyneladende går bedre og bedre. Og det har også været det, Göran Persson har sagt hele tiden. Men hans personlighed været så stor en belastning, at det har givet det lille udslag, som afgjorde valget. Valgkampen har mere end nogen sinde lignet et amerikansk præsidentvalg. Det har været personerne Göran Persson og Fredrik Reinfeldt mod hinanden. Socialdemokraten mod den yngre modstander. Kampen mellem de to mænd har stået i centrum. Den kamp tabte Persson. Hans magtfuldkommenhed og herregård har været et problem for ham. En sådan imitation af 1800-tallets overklasse er jo ikke noget, der imponerer de traditionelle socialdemokratiske vælgere."

Kvinde kan genvinde magten for S

- Er socialdemokraternes magtmonopol brudt?

"Ja, for fire år. Men jeg tror, at Socialdemokraterne med en ny kvindelig leder har store chancer for at overtage regeringsmagten om fire år. Den mest sandsynlige er Margot Wallström. Hun er populær i mange af de andre partier, og er en af svensk politiks mest populære politikere. Reinfeldt vil få det meget, meget sværere imod hende i en valgkamp og i en politisk debat. Perssons personlighed, myndighed, arrogance og hans rysten på hovedet af sin modstander har gjort det let for modstanderne."

- Hvad betyder det for Sverige, at der nu kommer en ny regering?

"Det er der jo ingen, der med sikkerhed kan sige noget om. Men forskellen mellem de to blokke er for lille til at tale om et holdningsskred i befolkning. Man kan sige, at Alliancen har en teoretisk model for, hvordan de skal mindske arbejdsløsheden i Sverige. Men en sådan model har alle partier, og hvis det havde været muligt at udøve i praksis, så tror jeg, at Socialdemokraterne havde gjort det. Her må vi vente og se, hvordan de internationale konjunkturer vil bevæge sig,"siger han.

Jan Guillou mener dog, at magtskiftet vil få betydning.

"Det kan få en smule betydning for vores udenrigspolitik. Den bliver mere dansk i den forstand, at vi kommer til at være mere forstående overfor amerikanske krige, måske applaudere et eventuelt amerikansk angreb på Iran og være lidt mere på Israels side. Der findes en mulig lille forskydning der. Men Göran Persson stod jo nærmere de borgerlige i disse spørgsmål, end hans forgængere gjorde, så derfor bliver forskellen lille. Udviklingen i den retning startede flere år tilbage, hvor Göran Persson lagde udenrigspolitiken så nær de borgerlige. I mine øjne bliver det i de næste fire år bare det moderate Folkhemmet - i stedet for det socialdemokratiske Folkhemmet. Statsministeren har en anden personlighed, men det er jo ikke det samme, som en politisk forskellighed Om fire år har vi sikkert en socialdemokratisk regering igen, som vil hævde systemskifte."

Jan Guillou er svensk forfatter og journalist. Han deltager aktivt i den offentlige debat i Sverige

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu