Læsetid: 3 min.

Valgfeber

7. januar 1997

NÅR MAN NU ved, hvor vred den radikale leder Marianne Jelved og hendes folketingsgruppe vitterlig er over statsministeren og den nyslåede justitsminister Frank Jensens voldelige overgreb på de radikales retspolitik, var det forunderligt søndag at se en tilsyneladende brødebetynget Jelved påtage sig det fulde ansvar for denne den seneste fodfejl i regeringen. Hendes var nemlig - ifølge eget udsagn til DR's Søndagsavisen - ansvaret for misèren, fordi hun indlod sig på overhovedet at kritisere udspillet om de skærpede voldsstraffe, da journalisterne efter nytår ringede og fiskede.
Sådan bliver sort til hvidt og retfærdig harme til ydmyg bodsvandring i dansk politik.
Dobbeltsproget kan være klogt at holde sig for øre, når man i den kommende tid skal tolke det indviklede spil, som Folketingets partier vil opføre i nedtællingen til det valg, der efter weekenden synes at rykke nærmere. I et nøje afstemt mønster vil partierne veksle mellem at agere samarbejdsvillige og afvisende i håb om, at det bliver en af de andre, der i vælgernes øjne ender som spilfordærver.
Det radikale nytårsstævne i weekenden bekræftede - trods dobbeltsproget om genfunden harmoni i SR-forholdet - at partiet nu har besluttet at bevæge sig ud af Socialdemokratiets slagskygge. For konsekvent at gå efter resultater, der harmonerer med radikal politik. Marianne Jelved sagde godt nok, at det ikke haster med velfærdsreformer, men hele stævnets forløb var en understregning af, at partiet nu insisterer på den fornyelse af velfærdsmodellen, som statsministeren talte uden om i sin nytårstale. Ikke blot havde Jelved med velberådet hu programsat to velkendte revsere af "forsørgerkulturen" - økonomisk vismand Nina Smith og Oticon-direktør Lars Kolind - hendes eget indlæg var med sit krav om et helt nyt "rummeligt" arbejdsmarked samt reform af førtidspension, boligstøtte og bistandslov et signal om opbrud. Ikke kun fordi de radikale kan se problemerne med at få enderne til at nå sammen, når antallet af ældre fordobles, og olien i Nordsøen slipper op. Men også fordi man med et uforandret stort antal udstødte på overførselsindkomster ikke kan opretholde illusionen om, at det går strålende.
Presset for selvstændig profilering er stort i det radikale bagland, men også for partiledelsen selv må det være gunstigt at træde i karakter. For enten opnår man reelle forhandlingsresultater, eller også opnår man at profilere sig som reformparti før det valg, der er alternativet.

PÅ DEN anden side af Socialdemokratiet står de konservative og har betydeligt større markeringsvanskeligheder. På det radikale stævne afviste Per Stig Møller (K) invitationerne til velfærdsreformer med det argument, at de i den radikale og socialdemokratiske udgave ikke rækker langt nok. Velfærdsreformerne bør realiseres "med vores egen regering," sagde Møller og signalerede dermed nyvalg til Folketinget snarere end forhandling hen over midten som politisk strategi.
Problemet for de konservative er, at reformforslagene på bistands- og boligområdet ligner de konservatives egne så meget, at obstruktionsstrategien kan give bagslag. Hvis strategien er at demonstrere, at Nyrup-regeringen ikke magter at skabe resultater, så er det for de konservative selv et tveægget sværd, fordi det lige så tydeligt demonstreres, at partiet lægger armene over kors og fører "visnepolitik". At gøre dét i et halvt år eller mere skaber næppe troværdighed blandt potentielle vælgere. Omvendt baner det ikke vej for en ny borgerlig regering, hvis man nu tager imod regeringens invitationer og indlader sig på forligsmageri. Måske er det derfor, både Per Stig Møller og Anne Birgitte Lundholt i dagens avis udsender mere tvetydige signaler.
I midten og måske mest i klemme sidder statsministeren, med facaden ridset efter en række fejltrin, voldsomt klemt i meningsmålingerne og stærkt nervøs ved at skulle drøfte velfærdsreformer, der bl.a. skal betales af mange socialdemokratiske middelklassevælgere. Hvis både R og K virkelig har besluttet sig for konfrontation, er det kun et spørgsmål om tid, før Nyrups politiske handlemuligheder er udtømt. I det rituelle spil er det mest nærliggende for statsministeren formentlig at blive ved at invitere de konservative og Venstre til samarbejde i håbet om enten at nå forlig eller at gøre det krystalklart for vælgerne - før det valg, der så følger - at de borgerlige absolut intet vil.
Dette spil på midtbanen kan få lov at bølge trivielt, uskønt og formentlig resultatløst frem og tilbage, så længe SF og Enhedslisten holder sig så relativt diskret i baggrunden. Først hvis de to partier - der jo kan danne parlamentarisk grundlag for regeringen - gør sig synlige med egne reformforslag på velfærds-, skatte-, pensionskasse- og miljøområdet, tvinges midtbanen til en egentlig politisk indholdsdebat, der kan fremkalde samfundsmæssigt substantielle, snarere end rent taktiske valg. For politikere som for vælgere.

jsn (Jørgen Steen Nielsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her