Læsetid: 4 min.

Valgkamp i det små

Valgkamp ude i de trængte landområder byder på overraskelser: Sejlende friværdier og en borgmester, der ikke vil love vælgerne noget ved overgangen til storkommune
5. november 2005

De 8.000 sjæle i Bjergsted Kommune på Vestsjælland har en sherif. Han hedder Gert Larsen og er landpolitibetjent samt borgmester. Når sherif Larsen i valgkampens skær bliver bedt om at se ind i fremtiden for landkommunen, kunne man tro, at mismodet ville melde sig. For hvordan skal de mange landmænd, ufaglærte og pensionister på egnen klare sig i det vidensamfund, hvor højtuddannede og storbyer på forhånd af eksperter er udråbt til vindere?

"Mismod, det kender jeg ikke til. Snarere optimisme," siger Gert Larsen og sætter sig frem i stolen på det beskedne borgmesterkontor.

Når kalenderen siger 2007 bliver Bjergsted Kommune sammen med fire andre kommuner til Ny Kalundborg Kommune. Og det vil klart være en fordel, mener Venstre-borgmester Larsen.

"I Bjergsted er vores beskatningsgrundlag så ringe, at vi reelt ikke kan få indtægter nok til at kunne give den service, som moderne mennesker forventer af en kommune. I den nye storkommune får vi bedre økonomiske muligheder," siger Larsen og henviser til, at Kalundborg - målt på beskatningsgrundlag - er rigere end de fire omegnskommuner i fusionen.

Valg i vakuum

Overgangen til storkommune har ifølge Bjergsted-sheriffen fået nogle af modkandidaterne i valgkampen til at tale om vidtløftige projekter som en svømmehal og et teater på egnen.

"Jeg vil ikke love vælgerne noget som helst i forbindelse med kommunesammenlægningen. Jeg vil være lykkelig, hvis vi blot kan bevare det nuværende serviceniveau uændret. Selve fusionen bliver dyr med f.eks. investeringer i it, og stordriftsfordelene kommer kun for alvor hvis politikerne sætter sig igennem," siger Larsen.

Aftenen før interviewet har han været til lokalt valgmøde i Gimle Forsamlingshus.

"Der var repræsentanter for alle partier, og de fik lov til at slå på selvfølgeligheder om at gøre noget for skolerne og de ældre. Det er nok det kedeligste valgmøde, jeg endnu har været til," siger Larsen, der er erfaren politiker.

En af årsagerne til stilheden på egnen mellem Kalundborg og Jyderup er, at der ved overgangen til storkommune er lidt af et politisk vakuum.

"Det er tæt på vælgerbedrag at tale fremtid med vælgerne. Før den kommunale udligningsordning er forhandlet på plads med regeringen næste år, ved ingen reelt, hvordan økonomien ser ud," siger Larsen.

Grunde til optimisme

I den nordlige del af landkommunen ligger byen Havnsø med marina, eget hotel og i godt vejr et kig til Sejerø. På en havnebænk sidder John Rindom og Ole Jensen. De nyder det milde novembervejr og en øl. Som næstformand for Bådelauget NordVest er John Rindom overbevist om, at det bliver en fordel for Bjergsted Kommune at være med i Ny Kalundborg Kommune.

"I Kalundborg er politikerne vant til at tænke i havneområder i modsætning til kommunalpolitikerne her i Bjergsted. I storkommunen skal de nok gøre noget for at udvikle havnen her," mener John Rindom.

Sidemanden Ole Jensen kradser sin pibe ud og ser på nogle af de lystbåde til 700.-800.000 kroner, som ligger i havnen. "Ja, her sejler mange friværdier rundt," siger han med henvisning til, at også på de her yderkanter er boligpriserne steget markant.

Husprisernes himmelflugt er en af redningsplankerne for Bjergsted. Borgmester Larsen forklarer, at der er en god interesse for at flytte ud til området, som byder på naturoplevelser som det fredede område Vesterlyng og klokkefrøer på Nekselø. Den positive interesse har f.eks. vist sig ved, at byggegrunde i Havnsø er blevet solgt hurtigt til blandt andre pensionister og pendlere, og 78 sommerhusgrunde i Havnsø blev solgt på en weekend.

Salget af jord har skæppet godt i kommunekassen, som råber på kontanter. Men i Havnsø ser den lokale konservative byrådskandidat Johnny E. Balsved skeptisk på udviklingen. I et læserbrev skriver han, at kommunalbestyrelsen er mere ivrig efter at få solgt grunde og få penge i kassen, end den er efter at foretage de nødvendige investeringer i Havnsøs veje, marina og en daginstitution. En større valgkampdebat om frasalg af kommunal jord, tiltrækning af pendlerfamilier og efterregninger i form af infrastruktur, har Balsved dog ikke haft held til at rejse. Som John Rindom på bænken siger: "Ja, ja Balsved er god nok. Men han skriver så mange læserbreve."

Personer mere end politik

Vestsjælland har længe haft problemer med, at der er relativt flere ledige end på landsplan. Man kunne så forvente, at politikerne i Bjergsted og omegnskommunerne ville tale meget om jobskabelse og erhvervsudvikling i valgkampen. Men borgmester Larsen konstaterer:

"Her i kommunen har vi kun få store virksomheder som K-Salat og vogmandsfirmaet Johannes Rasmussen. Vi bliver aldrig nogen stor magnet for nye virksomheder, men vi kan slå på at være et godt sted at bo."

Sandheden om valgkampen på egnen er nok nærmest, at den handler mere om personer end om politik. Som lærling på Kalundborgegnens Produktionsskole i Bjergsted Kommune Lasse Sørensen siger:

"Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal stemme på. Men jeg er frivillig i Danmarks største ungdomsklub - JUVI-klubben i Kalundborg - og her kender jeg lederen, som stiller op. Så det kan være, at jeg skal stemme på ham."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu